myten om den perfekte mor

DEN PERFEKTE MOR FINDES IKKE - DU VIL ALTID VÆRE DEN BEDSTE MOR FOR DINE BØRN

Myten om Den Perfekte Mor handler om de forventninger, der er forbundet med moderskab. Både de forventninger du har til dig selv, til barnet og til selve det at være mor - og så er der alle omverdens forventninger.

køb bogen

Du søger svar – ja, men hvis svar?

En af samfundets uskrevne love er, at forældrene er ansvarlige for at tilpasse børnene til dets forventninger. Og i vores effektive, detailstyrede og gennemkontrollerede samfund er vores opvækst målrettet fra vugge til grav. Der er normer for, hvornår barnet skal kunne kravle, gå og tale og tisse på kommando – og der er både skrevne og uskrevne regler for, hvor meget børn må "fylde" og hvilke følelser, det er tilladt at vise. Samtidig med, at vi bilder os selv og hinanden ind, at vi lever i en individualistisk tid, vogter og måler vi på hinanden – så det kan vel næppe undre, at mange mødre måler både deres egen og andres succes i som mor på graden af veltilpassethed hos barnet. Heller ikke, at mange mødre føler sig vurderet og kontrolleret – af sundhedsplejersken, lægen, vuggestuepædagogerne, mødregruppen, børnehaveklasselæreren, naboen osv. osv. De mange øjne på hendes og barnets adfærd og resultater forleder moren til at tro, at hun skal retfærdiggøre sig selv, forklare sine beslutninger og bevise sine gode hensigter – også overfor barnet.

Kender du de blikke, man får når ungen smider sig på gulvet i supermarkedet og skriger som en stukket gris, hvis han ikke må få en af de Dumle–slikke­pinde, der ligger i tusindvis lige ved siden af kassen? Så kender du nok også den lette nervøsitet, når man forsøger at tale fornuft til ungen, som er fuldstændig uimod­tagelig, fordi han er både træt, sulten og keder sig. Tit ender det med at han i en regn af misbilligende blikke fra omverden får en Dumle. Måske endda to, så han garanteret holder mund, til man er vel ude af kassekøen. Er sådan et barn veltilpasset eller ej?

Vi mener ja. Børn gør det, der betaler sig – og dette her barn har i hvert fald til­passet sig perfekt til sin mors reaktioner. Han gør præcis, hvad hun har lært ham, for han har tilpasset sig sine nære omgivelser. At det så ikke stemmer med vores kulturs utallige, mere eller mindre tydelige regler, normer og forventnin­ger, er jo ikke hans hovedpine.

Hvis du som mor enten ikke tror på dig selv eller føler dig utilstrækkelig og en smule skyldig over, at din barn ikke opfører sig "perfekt" – dvs. i overensstemmelse med de gældende regler – så er det klart, at omgivelsernes vurdering kan gøre dig usikker. Du bliver i tvivl om, hvordan du skal opdrage dit barn til at være det helstøbte, harmoniske væsen med selvværd og selvtillid, som er ønskemålet for de fleste forældre. Du bliver usikker på, hvornår du gør det "godt nok". Må barnet være uartigt, ulydigt og usamarbejdsvilligt én gang om dagen? om ugen? eller aldrig? Hvad er normen? Og hvem sætter den?

Samtidig er normalområdet for børns opførsel blevet indskrænket betydeligt. Dengang vi som børn løb rundt på vejene og legede sammen, fordi mor havde travlt med at ordne husholdningen derhjemme, oplevede man hinandens forskelligheder på godt og ondt. Vi accepterede lynhurtigt at Ole var lidt stille, mens Kim var en pralerøv, der altid skulle råbe højt og vise sig og at Karin kunne skyde langt og præcist med boldtræet og at hun lugtede lidt. Hakkeordnen sørgede vi selv for at skabe – uden indblanding fra velmenende pædagoger. Vi vidste jo ikke på samme måde som i dag, hvordan man er et normalt og harmonisk barn; vi var bare og der skulle ret meget til, før man blev stemplet som decideret vanskelig eller uacceptabel.

I dag stemples mere end 10% af børnene (størstedelen drenge) som vanskelige af systemet og bliver enten udsat for behandling, overvågning eller regulering af adfærd. Når så stor en andel af en generation bliver påtrykt et mærkat som "utilpasset", så er det måske ikke børnene den er gal med, men derimod systemet, der omgiver dem? Og det samme gælder de bekymrede forældre – og ikke mindst mødrene, der traditionelt får størstedelen af skylden for barnets adfærd. Måske er det på tide at tage normalområdet for børn og voksne op til revision og lade livet leves i al sin mangfoldighed frem for korrekthed?

Læs også om bla:

  • Det perfekte ved at begå fejl
  • Kaos og forandring
  • Forandringens paradoks
  • Videnskabeliggørelsen af livet
  • Det gennemsnitlige samfund
  • Præstationernes manege
  • Vilkår og valg
  • Den gode nok mors kompetencer
  • Kærlighed, kreativitet og kontrol
  • 2-1-1-modellen
  • Gode og grimme følelser
  • Selvværd og selvtillid

Anny Skov Madsen

Lektørudtalelse

Jeg vil tillade mig at kalde denne bog om moderskab, kvinderoller og selvudvikling for årets mest læseværdige bog inden for emnet.
Den tager afsæt i kultursociologiske teorier om risikosamfundet, informationsboomet og det frisatte menneske. Det er vigtigt, at det enkelte individ lærer at forholde sig kompetent til medietrends og eksperter for derefter at kunne beslutte og agere ud fra egne værdier. Myterne er kompakte, og forventningerne er enorme fra kvinden, familien, ja hele omverdenen, når det gælder mor-barn forholdet. Bogen gør op med de mange myter, de perfekte idealer og lærer kvinden at sige fra og stole på egne svar, kræfter og instinkter, så man ved, at man er en god nok mor.
Mange centrale emner er medtaget: kommunikationsteorier, om kaos og kontrol, følelser, vrede, konflikter, grænser, valg og selvværd. Der er praktiske øvelser, små historier fra forfatterne, som sætter temaerne i perspektiv.
E. v. Hauen (f. 1966) er journalist og sociolog. W. Haarløv (f. 1949) er forfatter og psykoterapeut. Bogen er nem at læse, den motiverer til selvrefleksion og opbygger selvtillid. Den henvender sig til alle mødre, både unge og mere modne. Der er mange udgivelser inden for emnet, men titlen her er uundgåelig.