Tv-serien The Gentlemen viser med al tydelighed, hvorfor kunstig intelligens aldrig kommer til at erstatte menneskelige relationer.
Af Emilia van Hauen, kultursociolog, bestyrelsesmedlem, forfatter
Allerede for flere år siden læste jeg, at antallet af unge japanske mænd, der giftede sig med deres avatarkæreste var steget signifikant. https://www.cbc.ca/documentaries/the-nature-of-things/i-love-her-and-see-her-as-a-real-woman-meet-a-man-who-married-an-artificial-intelligence-hologram-1.6253767 Det er stadig en vild historie, men ikke lige så overraskende, som den var før ChatGPT, Claude, Gemini blev en del af vores hverdag. Det er ikke længere forbløffende, at man kan have en meningsfuld snak med et program, der får os til at føle os set og elskede. Det skete bla. da Snapchat i en opdatering installerede en chatbot, man ikke kunne vælge fra medmindre man betalte penge for app’en, og som medførte at visse skolebørn foretræk at chatte med den i stedet for deres venner.
https://www.dr.dk/nyheder/indland/medieraadet-my-ai-paa-snapchat-er-ikke-sikkert-boern
Det er da også besnærende, at have en ven, der altid er der, når du har brug for det, og som evigt tålmodig giver dig de svar, du tror, du gerne vil have. Og som oven i købet kan indstilles til både at være fræk og provokerende, så du ikke bare bliver strøget med hårene, hvis det er den form for relation, du foretrækker. Som Anders Bæk skriver i sin bog, AI-Epoken, vil ”den på en 100 procent kunstig måde vise 100 procent ægte interesse for hvordan brugeren har det”. Som sociolog er man opdraget til, at menneskelige relationer er alt, og måske derfor er jeg på trods af AI’s forførende egenskaber, ikke nervøs for, at det kommer til at overtage menneskelige relationer af én særlig årsag. Hæng på nogle linjer.
Jeg er netop blevet færdig med den underholdende tv-serie The Gentlemen, der handler om en aristokratisk familie, der ved patriarkens død arver en massiv hash-handel, og den mindede mig om noget, som en højt placeret mandlig direktør for mange år siden sagde til mig over en whiskey: ”Du kan ikke stole på nogen, der ikke har f*cket op!”. Dengang syntes jeg, at det var noget opblæst fis at sige. Men det passer som patron i gevær til tv-serien, for hold nu kæft hvor storebroren konstant og hele tiden f*cker op. Og bliver tilgivet og får nye chancer af sin lillebror, ”fordi du er min bror”. Hvilket er præcis årsagen til, at AI aldrig kommer til at erstatte de menneskelige relationer: Vi mennesker begår nemlig fejl.
Vi f*cker op i vores relationer, sårer vores nærmeste, opfører os egoistisk hvor vi burde have overskud til andre, er smålige, frivilligt tilvalgte snæversynede, selvretfærdige og mere i samme skuffe. Det sker oftest når vi selv er sårede, pressede, føler os uretfærdigt behandlede osv. Bagefter kan vi fortryde vores handlinger og række ud og forsøge at gøre det godt igen. Andre gange kan vi fortryde vores handlinger, men ikke have overskuddet til at gøre det godt igen eller bare være bange for en afvisning eller en optrapning af konflikten, og undlade at gøre noget og håbe på, at det snart er glemt.
Det befriende i menneskelige f*ck-ups er, at vi alle laver dem – og derfor kan vi stole på hinanden, hvorfor direktøren faktisk har ret. For når en anden gør noget dumt overfor mig, ved jeg instinktivt, at der så også er plads til, at jeg kan begå fejl og dermed – rent principielt – er tilgivet på forhånd. Fordi det er sådan vores art er.
Men sådan er AI ikke. Den laver aldrig fejl. Den f*cker ikke op, svigter dig ikke, glemmer dig ikke, er dig ikke pludselig utro (altså, det er den jo teknisk set konstant, fordi den på samme tid har en relation med millioner af mennesker, hvilket filmen ”Her” viste med overraskende tydelighed, men du ved hvad jeg mener) – og det gør, at det aldrig er et ligeværdigt forhold. Vi mennesker vil altid være skurken i et AI-forhold, for det er os der kommer til at tale grimt til den, glemmer den, kun bruger den når vi har lyst osv, så at have et nært forhold til sin AI, træner os virkeligheden til to modsatrettede adfærd:
På den ene side lærer vi, at vi må opføre os egoistisk, narcissistisk og hensynsløst uden at det medfører konsekvenser, hvilket træner vores afstumpethed. På den anden side bruger vi tid på en uligeværdig relation med et perfekt væsen, der aldrig dummer sig og derfor vil vi menneskeligt set altid være den lille i det forhold. Det der på overfladen kan virke tiltrækkende, fordi vi får lov til at være et feteret centrum i en relation, kan i virkeligheden opføre sig som en konstant tinnitus-stemme i vores underbevidsthed, der fortæller os, at det er et falsk forhold. Hvis det da er et forhold. Og hvis den en dag begynder at være så menneskelig, at den også f*ucker op, ikke fordi den er programmeret til det, men fordi den ikke kan gøre for det, så er det måske fordi den er begyndt at have menneskelig bevidsthed – og så er den ikke længere sin egen art, men det er en helt anden historie…
Udgivet i Berlingske Tidende d. 28/12-24
