januar 12

Ustyrlige kvinders historier

1. December

Alle børn græder. Hunden hyler. Og jeg er alene hjemme med dam alle sammen og bor langt ude på landet. I de sidste 5 år har jeg sovet sammenlagt 6,5minut og i min desperation, tager jeg ALT mit tøj af, bortset fra nogle meget lækre uldsokker og en lyserød cowboyhat og så begynder jeg at danse til Hr Skægs CD, mens jeg bager pandekager og smider dem flere meter op i luften indtil alle jolder på med at græde. De sidste pandekager bruger vi som frisbees, som hunden skal gribe. Jeg kan til gengæld ikke lige huske, hvad jeg siger til min mand, da han kom ind ad døren og næsten får eden sidste pandekage lige i synet, mens mine bryster stadig gynder i takt til Hr. Skægs rytme.

– Ustyrlige kvinde #1

 

2. December

Jeg læste i barcelona og meget berømte museumsdirektør Lars Nittve holdte en forelæsning for os studerende. Vi var fuldstændig star struck, men jeg tog mig sammen og stillede – som den eneste – et spørgsmål bagefter. Det endte med, at jeg fik talt mig til en praktikplads på Tate Modern, hvor jeg fik lov til at arrangere og udføre en masse vilde workshops, lige da museet var åbent.

– Ustyrlige kvinde #2

 

3. December

En sommer var jeg engang underholder på et plejehjem og jeg endte med at tage dem med på en nudiststrand, fordi det var det eneste sted med mulighed for at køre med rullestole. Jeg kan ikke huske, om de også smed tøjet. Men jeg husker at de var i bedre humør da vi tog hjem end da vi kom!

– Ustyrlige kvinde #3

 

4. December

Da jeg skulle i syvende, skulle jeg starte i en ny klasse og min mor havde lagt tøjet frem, som jeg skulle have på. Men jeg havde selv lyst til at tage gummistøvler på, og det insisterede jeg på, selvom det gjorde min mor så gal. Og derfor endte jeg med af tage dem på hver eneste dag i et halvt år derefter. Efter det, blandede hun sig ikke længere i hvad jeg tog på – og jeg havde mærket hvad det ville sige at udtrykke mig selv, som jeg ville.

– Ustyrlige kvinde #4

 

5. December

Jeg boede på Frederiksberg og havde en elsker på Christianshavn. En vinter fik jeg lyst til at overraske ham, så jeg iførte mig en Burberry, gummistøvler og bar røv og cyklede ind til ham. Allerede et minut inde i køreturen gik det op for mig, at det nok var verdens dårligste idé – og da jeg edelig kom frem, gik der mere end 20 minutter før jeg kunne mærke mine stivfrosne brystvorter igen. Heldigvis endte det dog med god sex..

– Ustyrlige kvinde #5

 

6. December

For nogle år sidensendte jeg ti siders noter til et stort dansk forlag med en lap, hvor der stod: ”Dette her er fanme så godt, at I burde udgive det!” – og det gjorde de.

– Ustyrlige kvinde #6

 

7. December

Min eksmand og jeg var i udlandet sammen med en gruppe venner for at fejre en stor fødselsdag. Om eftermiddagen før festen, står vi alle sammen på badeværelset og ser ham blive klippet af én af de andre, der har en trimmer med. Bagefter er gulvet fyldt med hans hår – men han gør ikke mine til at samle det op og siger, at det kan rengøringen tage sig af. Og så kigger de alle sammen på mig! Jeg skulle virkelig tage mig sammen for ikke at gå med skammen eller forventningen om, at så ville jeg da bare rydde op efter ham – og gik i stedet ud af badeværelset med bemærkningen: ”Hans hår, hans problem!”

– Ustyrlige kvinde #7

8. December

En gang jeg skulle i fjernsynet, sad jeg udenfor studiet og ventede på at komme ind, og så kom en meget rapkæftet og scenevant mand, som skulle derind sammen med mig. Straks satte han sig overfor mig med spredte ben, mens han lænede sig ind over mig og talte løs. Jeg kunne godt se hvilken muse-rolle jeg ville spille i indslaget, hvis ikke jeg gjorde noget, og derfor begyndte jeg at fyre en masse akademisk tale af og så begyndte han at trække sig mere og mere tilbage, til han sad med benene over kors og armene tæt til kroppen. Da vi kom i studiet, fik jeg al den taletid jeg ønskede.

– Ustyrlige kvinde #8

 

9. December

Min mand og jeg var lige flyttet i hus og ville købe nogle reoler. Vi fandt nogle i en meget dyr møbelbutik, som vi slet ikke havde råd til, og som allerede var sat meget ned fordi de havde ophørsudsalg. Normalt ville jeg have pruttet lidt om prisen, men her måtte jeg prøve en ny taktik. Jeg fortalte ham, at vi vildt gerne ville have dem, men at vores budget kun var ½ af prisen, så hvis han havde lyst til at sælge dem til os for den pris, tog vi dem med det samme. Vi fik dem!

– Ustyrlige kvinde #9

 

10. December

Da jeg var barn, havde jeg en pony, som hed Sally (efter Sally Sørøver). Når de voksne ikke var hjemme tog jeg den, som det naturligste, med indenfor i huset, og parkede den også i min skoles cykelskur, mens jeg var i skole.  Indtil de voksne opdagede det, og det eventyr sluttede. Jeg forstod simpelthen ikke deres mangel på fantasi 😀 Nu trænger jeg vist selv til at blive lidt ustyrlig igen.

– Ustyrlige kvinde #10

 

11. December

Lige da jeg blev skilt (og stort set ikke havde haft sex i 5 år) meldte jeg mig ind på Scor og udlevede en masse fantasier. Een står tydeligt, da aftalen var at han (som jeg aldrig havde mødt) skulle komme ind fra min terrassedør og tage mig, men jeg var blindfolded. Det var forbi midnat, så jeg lå allerede i min seng og ventede med bind for øjnene. Det hele blev uhyggelig morsomt, da han ringede og sagde, at han stod på en terrasse med hvidt stakit. Og blot lige ville være helt sikker på det var det rigtige sted inden han gik ind? Jeg kunne slet ikke tale af grin…for jeg havde nemlig IKKE et hvidt stakit!!! Han fandt frem og vi fik en sjov oplevelse på flere planer.

– Ustyrlige kvinde #11

 

12. December

Vi unge bliver pisket til at tage vores uddannelse færdig og mange jeg kender, gør det, fordi det er det rigtige og nemmeste at gøre. Men da jeg nåede til det sidste år på mit studie, valgte jeg at følge min mavefornemmelse og gøre det, der var rigtigt for mig og min fremtid – og droppede ud!

– Ustyrlige kvinde #12

 

13. December

Min lillebror kommer op i køkkenet og er super ked af det. Han var dengang seks år gammel og jeg 12. Peter har endnu engang slået min lillebror nede i den gård, hvor vi er mindst 50, der leger hver dag. Så siger min mor: ”Gå ned og sæt Peter på plads!” Han er et af de her børn, der tydeligvis mangler omsorg i sit hjem, og vi ser ofte hans mor stå i vinduet, halvnøgen, hver gang med en ny mand bag sig, mens hun råber aggressivt efter ham, så jeg tænker, at han ikke fik meget støtte derhjemme. Men han var samtidig også den, mange frygtede og som gik efter de svage, som han så kunne mobbe. Mens jeg løber rundt og leder efter Peter, prøver jeg at udtænke en plan for, hvordan jeg kan få ham til at holde op med at slå min lillebror uden selv at skulle pande ham én på bærret! Så ser jeg Fru Madsen gå ned i vaskekælderen og får øje på den rist, der ligger foran vaskekælderen, og som vi unger ofte sidder på om vinteren for at få lidt varme. Og så får jeg en lys idé! Da jeg endelig finder Peter, udfordrer jeg ham: ”Du tør ikke stikke din tissemand ned i en af de små huller i risten, vel?!” Og det turde han selvfølgelig godt. Men efterhånden som varmen steg op og han lå der med sin bare numse og opdagede, at han ikke lige kunne trække sig tilbage, fik jeg modet til at sige: ”Nu er du færdig med at slå min lillebror!” Og det var han. Til gengæld hjalp jeg ham flere gange, når han havde det svært. Det var en ret skelsættende oplevelse for mig, fordi jeg turde sætte mig op imod ham, selvom han var stærkere end mig, og fordi jeg fandt på et andet våben end rå styrke. Og i dag virker den også ret sjov, men faktisk bliver jeg ked af at tænke på det, for ydmygelser burde aldrig være hverdag for børn.

– Ustyrlige kvinde #13

 

14. December

For nylig havde jeg planlagt en weekend helt alene i lejligheden og havde set frem til det hele ugen. Men da fredag ramte, blev jeg inviteret i byen af en gruppe veninder (ærligt talt, til min store ærgrelse). Jeg siger ellers altid ja, og lider nemt af FOMO, men en sjov tur i byen med veninderne skulle ikke ødelægge min sygt afslappede aleneweekend, så jeg takkede nej, til deres store ærgrelse, men til min fornøjelse.

– Ustyrlige kvinde #14

 

15. December

jeg havde været på min gamle arbejdsplads i ni år og det var egentlig mit drømmejob, men med tiden kunne jeg mindre og mindre stå inde for min chefs beslutninger. Både personligt og fagligt. Og jeg kunne godt se, at det var en kamp, jeg ikke kunne vinde. For at være tro mod mig selv og mine værdier, i stedet for at bøje mig i støvet for hans virkelighed, som han krævede, sagde jeg derfor op. Uden at have noget andet i baghånden, hvilket var vildt angstprovokerende, for jeg var enlig forsørger til to piger. Men som Sofie Linde sagde: Det gik jo meget godt alligevel! Og i dag har jeg et arbejdsliv, hvor jeg hver dag har ro i min værdimave (men ikke altid i min pengemave 😉 og det er det værd!).

– Ustyrlige kvinde #15

 

16. December

Jeg – i en meget ung udgave – stod engang i køen til det hotteste diskotek (det hed det dengang!) i København, og opdager, at lige foran mig, står kronprinsen. Så jeg rækker frem og kniber ham i numsen. Og da han vender sig om, siger jeg bare: ”Hvad? What? Hvad sker der?” Hvorfor? Fordi jeg tænkte, at hvis han kan stå som alle os andre i en kø til et smart diskotek, kan han nok også klare at blive nevet i numsen, som vi andre bliver i en kø til et smart diskotek.

– Ustyrlige kvinde #16

 

17. December

For mange år siden blev jeg af et stort magasin herhjemme, sendt til Paris for at lave et slags feltstudie over modeverdenen under modeugen. Jeg havde billetter til en del shows, men ikke til Versace eller Sonia Rykiel, som dengang var vildt hypede. Derfor iførte jeg mig en lang og imponerende minkpels, solbriller plus en arrogant attitude (det er der rigeligt af i den branche!), og da jeg nåede frem til at skulle vise min indgangsbillet, smækkede jeg øjenbrynene helt om i nakken og sagde, at jeg kom fra Scandinavian Vogue, at de må have lavet rod i mine billet, for jeg havde endnu ikke modtaget den, men at jeg var blevet lovet en plads på front row. To minutter senere sad jeg der. Med en goodiebag i skødet. Og fik en meget bedre reportage med hjem.

– Ustyrlige kvinde #17

 

18. December

Da jeg var i 20´erne, havde jeg en ret nuttet, ung bankrådgiver. Det var inden hæveautomaterne, hvor man skulle ind i banken for at hæve penge. Jeg havde længe gået og sendt manden øjne, men han var tilsyneladende blind, for intet skete. Så en dag da jeg var i banken, og han ekspederede mig, sagde jeg ” Du virker ret sød, hvad siger du til at vi to går ud og drikker en øl en dag?” Han stivnede helt, tog et skridt tilbage og hævede sin ene hånd, så jeg kunne se forlovelsesringen. ” Sig til, hvis du fortryder”, sagde jeg, og skred igen.

– Ustyrlige kvinde #18

 

19. December

Da jeg var ung havde jeg en del hovedroller på musicalscenen, hvor jeg var den unge pige – og jeg elskede hvert sekund! Sådan gik mange år. Og endnu flere år. Og jeg sang og dansede stadig som en ung kvinde, selvom jeg var blevet over 40 år – indtil jeg en aften, lige før jeg skulle ind og synge hovednummeret, blev ramt og tænkte: Hvad helvede laver jeg her??!! Pludselig var det så tydeligt, at jeg var blevet en voksen kvinde, med meget mere at give væk, end de roller jeg fik. Og jeg længtes efter at spille på hele mit klaviatur, for at kunne udtrykke mange flere menneskelige nuancer. Selvom jeg var ved at dø af skræk, besluttede jeg den aften at begynde en ny karriere. Og jeg har aldrig fortrudt det ét sekund!

– Ustyrlige kvinde #19

 

20. December

Jeg var lige blevet skilt, mit liv var perfekt, bortset lige fra, at jeg savnede et sexliv. Jeg ”så” en et par gange. Han var selvstændig og havde en butik med krimskrams i stil med Tiger-butikkerne. Den butik talte han temmeligt meget om…! SUK! Da han for 117. gang på et par timer begyndte at fortælle noget om butikken, varerne eller kunderne (jeg husker ærligt talt ikke hvad), så fik jeg pludseligt nok. Jeg satte mig op i sengen, og sagde: ”Ved du hvad? Jeg er sgu lige kommet i tanke om, at jeg har en aftale om en halv time. Så du er simpelthen nødt til at gå”, stod ud af sengen, gav ham hans tøj, og sagde ”Hejhej”! Han blev ikke inviteret igen.

– Ustyrlige kvinde #20

 

21. December

Jeg og min daværende mand var til en middag i vores daværende vennegruppe, hvoraf en del boede i samme lille landsby. Samtalen faldt på et par, der var flyttet ind længere ned af vejen, og som havde en barn, der skulle starte i skole med nogle af vennernes børn. Fordi haven så lidt rodet ud, og ikke var klippet med en neglesaks, som de andre haver, blev konklusionen lynhurtigt, at de nye på vejen sikkert var socialt udsatte, ja nogen nævnte endda, at de nok var alkoholikere. Da jeg altid har haft et udtalt retfærdighedsgen, og aldrig har kunnet fordrage, når nogle føler sig bedre end andre, følte jeg mig nødsaget til at peppe selskabet lidt op. Så jeg begyndte at spørge om ting som: ”Nå, har I mødt de nye på vejen?”, ”Hvordan kan I vide det?” Og ”Hvad tror I det siger om folk, der har et tvangspræget forhold til glæsslåning?” Min daværende mand prøvede ihædigt at sparke mig under bordet, uden held. Og han var rødglødende af skam, da vi kom hjem. Jeg følte til gengæld at min mission var lykkedes ved at ruske lidt op i alle de småborgerlige mennesker.

– Ustyrlige kvinde #21

 

22. December

Da jeg var omkring 30 år, arbejdede jeg som anæstesisygeplejerske, og en af de yngre anæstesilæger var lidt af en kvindebedårer – i sine egne øjne! Han kunne finde på at komme ind på en operationsstue og stille sig helt tæt bagved en, mens han ind i øret hviskede ting som: ”Er din mand, mand nok for dig?” De fleste af os fandt ham lidt latterlig og en dag besluttede jeg mig for at få sat en stopper for ham én gang for alle. En dag vi sad i kaffestuen, og han igen kom med en flirtende bemærkning, så jeg ham lige i øjnene, og sagde i alles påhør: ”Nu er du simpelthen nødt til at vise, hvad du er til. Jeg går ned og klæder om nu, og så tager vi hjem til mig og får det prøvet af. Jeg venter nedenfor trappen”. Behøver jeg at sige, at han tog bagvejen ud? Og holdt rimeligt lav profil herefter?

– Ustyrlige kvinde #22

 

23. December

Da jeg var 37 år fik jeg ofte komplimenter for min sixpack, men hvad de ikke vidste var, at jeg på det tidspunkt havde haft ortoreksi i et par år, og havde afprøvet flere strenge diæter og gennemført en ½ ironman. Så nej, min krop var faktisk slet ikke i balance og stærk, for den kollapsede nemlig flere gange efterfølgende. Til sidst måtte jeg overgive mig til fuldstændig ro gennem meditation, yoga og mindfulness – hvilket siden er blevet fundamentet for både den jeg er, og nu også min virksomhed. Jeg ville ønske, at jeg selv tidligere havde haft respekt for det, som min krop forsøgte at fortælle mig. Og jeg ville ønske, at man flere ville turde lytte og følge deres krops stemme før den bryder sammen i forsøget på at leve op til ødelæggende forventninger eller overbevisninger. I dag er jeg kun opfyldt af taknemmelighed.

– Ustyrlige kvinde #23

 

24. December

Jeg var taget på ferie sammen med min eksmands første ekskone og vores tilsammen 5 børn. I 14 dage skulle vi på den klassiske rundtur fra San Francisco, Yosemite, Las Vegas, Grand Canyon osv, inden vi kom retur til SF. Vognen var enorm! Målte 3 x 3 x 10 meter og kunne mose alle biler flade, hvis man tog et sving forkert, men det gik faktisk fint. Og så var vi jo to voksne til at skiftes med at køre. Indtil vi nåede Las Vegas og min partner  og hendes ene barn blev nødt til at tage hjem. Så stod jeg der alene med 4 børn og en lastvogn – og var ved at dø af skræk over, hvordan det skulle gå! Alle de campingpladser vi skulle overnatte på og mig alene kvinde med fire børn?! Heldigvis besluttede jeg mig for at fortsætte, og da jeg endte med at aflevere bilen uden en eneste skramme og med fire glade børn i flyveren hjem, var jeg taknemmelig for, at jeg havde turdet gennemføre turen. Og bagefter havde jeg det også sådan: Fuck mand – I kan da bare komme an med hvad som helst!! Den klarer jeg 😊

– Ustyrlige kvinde #24

 

25. December

Vi er en sammenbragt familie med tre børn og engang de var små og vi var på vej til Bonbon land, havde vi købt en stor bakke pommes frites til deling, så turen kunne gå lidt hurtigere. Men i stedet for ro, begyndte de at skændtes helt vildt over, hvem der havde fået mest, og i stedet for at mægle – som jeg ellers plejede at gøre – bad jeg om bakken, fik den, åbnede vinduet og smed dem ud. Uden et ord. Vi fik ro resten af vejen derned. Og jeg lærte noget nyt om børneopdragelse.

– Ustyrlige kvinde #25

 

26. December

Vi mødtes for nogle år siden på Tinder. Blev meget forelskede meget hurtigt. Var altid hos mig, så til jul kom jeg uventet forbi om dagen med en særlig gave – og trak frakken til side, da han åbnede døren, så han kunne se mit frække undertøj. Det viste sig bare at være hans kone, der stod i døren og inden jeg nåede at trække frakken rundt om mig igen, kiggede hun helt upåvirket på mig og spurgte: ”Marie Jo?” De blev skilt og jeg blokerede ham på telefonen. Et år senere gik jeg ind i en undertøjsbutik og blev ekspederet af… hans nu ekskone. Jeg sagde undskyld, hun sagde pyt, de var alligevel på vej væk fra hinanden, og så gik vi ud og fik en drink. I dag er vi venner, så noget blivende scorede jeg da på Tinder!

– Ustyrlige kvinde #26

 

27. December

Jeg var engang endt i seng med min venindes kærestes ven. Han havde flirtet en del med mig og han var også ret sød, men måske ikke helt min type. Sexen var dog virkelig, virkelig dårlig og midt i akten stopper jeg ham og beder ham om at gå, for det føltes slet ikke, som om det stod til at redde. Normalt ville jeg istedet have sagt “prøv det her” eller “mere i cirkler”, men det føltes bare som om, der var alt for langt fra målet, til at det nogensinde ville blive rigtigt godt! (Ikke den eneste gang, jeg har smidt en ud midt i akten, men det er trods alt kun sket 2 gange.)

– Ustyrlige kvinde #27

 

28. December

For nylig søgte jeg om udveksling i mit drømmeland. Også selvom jeg vidste, at min kæreste er trist over, at jeg skal afsted. Men jeg VED, at jeg skal gøre det for mig selv. Jeg har drømt om udveksling altid, og jeg vil fortryde det på mit dødsleje, hvis jeg ikke kommer afsted. Jeg er stolt over, at jeg ikke er kærestekedelig og bliver hjemme, fordi han ikke er glad for, at vi skal være væk fra hinanden i fem måneder. Og selvom det måske virker åbenlyst at stå ved sig selv på den måde, så synes jeg faktisk, at det er ustyrligt at turde træffe den beslutning, når man har været i et forhold længe og boet sammen i flere år.

– Ustyrlige kvinde #28

 

29. December

Jeg er single på 12. år, men sørger for at få sex. Jeg har to lækre mænd, som jeg har kendt hhv. i 8 og 5 år og de kender godt til hinanden. Det er nødvendig med to, da en af dem af og til forsvinder i et kæresteforhold. For tiden er de begge ret interesserede i mig og jeg jonglerer vores møder, så det ikke bliver for utidigt. Jeg har generelt en 24-timers regel, bortset fra når jeg er på festival. For nylig var ham-med-barn på besøg – lige efter at han og barnet havde hygget i Tivoli, så Tivoli-armbåndet røg af under rutsjebaneturen herhjemme. Nogle dage efter var det tid til årets sidste knald med ham-der-overnatter. Jeg vågner først og rører ved ham – og mærker noget fremmed på “den”. Da jeg løfter dynen, ser jeg, at det er… et Tivoliarmbånd! Tror aldrig nogen af dem skal vide, hvad der har forenet de to – udover mig altså!

– Ustyrlige kvinde #29

 

30. December

For mange år siden, da jeg gik i gymnasiet, var jeg i byen. Jeg havde ikke særlig meget tøj på, havde penge med i bh’en og intet kreditkort og planen var at sove hos min daværende ekskæreste. Jeg låner en læderjakke af en fyr fra skolen, som jeg ikke rigtig kender, og på vej op mod ekskæresten lejlighed, møder jeg en fyr, der er hjemme i julen. Hans forældre er ude at rejse, så kun hans lillebror er hjemme, så han tilbød jeg kunne tage med ham hjem. Da jeg godt vidste, at eksen lige havde fået en ny kæreste, var det nok heller ikke den bedste idé i verden at sove hos ham, så jeg tager i stedet med fyren hjem. Det ender med en fræk trekant med ham og broderen istedet. I øvrigt havde jeg ikke kun en læderjakke med hjem, men af én eller anden grund havde jeg også flere kontanter tilbage end da jeg tog afsted. Nogle gange savner jeg lidt min ret vilde ungdom.

– Ustyrlige kvinde #30

 

31. December

Vi havde været skilt noget tid, og hver gang min eksmand kom og hentede børnene, var der altid kritik om hvordan jeg opdragede vores børn, hvordan de gik klædt, at min rolle, som mor, var en skændsel osv. Hvilket også skete denne dag. Imens jeg stod overfor min eks og lyttede til hans brok , fik jeg med lilefingerneglen endelig fat i den lille kødluns, som havde siddet fast mellem tænderne og irriteret mig hele dagen. Og som verdens mindste protest, rækker jeg hånden ud og klapper ham på skulderen, da han har stillet sig ind i elevatoren med børnene, mens jeg siger, at det hele nok skal gå. Da dørene lukkede sig imellem os, følte jeg en stor og barnlig befrielse ved at vide, at jeg havde efterladt den lille kødluns på hans tøj.

– Ustyrlige kvinde #31

 

1. Januar

Jeg tror på reinkarnation, men har aldrig rigtig turdet sig det højt af frygt for, at jeg ville blive latterliggjort. Indtil jeg læste en bog af Dalai Lama, som med den største naturlighed og indre autoritet sagde, at de jo troede på, at sjælen vender tilbage i en ny krop for at få flere erfaringer. Det var så befriende, at et menneske, der nyder så meget respekt i alle mulige sammenhænge, var så sikker i sin måde at kommunikere om det på, at jeg tog det til mig. Når nogle spørger mig i dag, siger jeg, at jeg er én blandt de mere end 1 milliard mennesker, der tror på det – og jeg er aldrig mere bange for at blive latterliggjort.

– Ustyrlige kvinde #32

 

2. Januar

Det meste af mit liv har jeg sagt ja. Ja til at prioritere andres behov højere end mine, og ja til at passe bedre på andre end mig selv. Sidste nytårsaften havde jeg igen sagt ja til noget jeg ikke gad, nemlig at lave desserten til alle gæsterne. Jeg gjorde mig kæmpe umage og brugte timer på at lave den – og da vi endelig nåede frem til den, var alle så fulde, at de var fuldstændig ligeglade med den, da jeg serverede den. Det var dråben! Derfor har jeg i hele 2021 øvet mig i at sige nej. Med et lille tak bagefter. For jeg har opdaget, at ordene ”nej tak” både er så høflige og så definitive, at (næsten) alle former for overtalelse stopper. I 2022 kommer jeg også til at sige ”nej tak” en hel masse gange. Men jeg vil også øve mig i at sige ”ja tak” til det, jeg virkelig godt gider.

– Ustyrlige kvinde #33

 

3. Januar

Da jeg gik i 8ende, begyndte jeg pludselig at blive mobbet lidt. Det stod på i nogle måneder og det var jeg selvfølgelig ret ked af. En dag jeg mødte i skolen, gik jeg derfor hen til nogle af pigerne og spurgte dem, hvorfor de var begyndt at drille mig? Først blev de lidt overraskede, men de svarede, at det var fordi jeg gik og talte grimt om flere af dem. Det var jeg slet ikke opmærksom på, at jeg gjorde! Så det stoppede jeg straks med og mobberiet holdt op. Når jeg tænker tilbage, synes jeg faktisk at det var ret sejt gjort af mig. Men også sejt, at de andre svarede – og modet til at spørge, er noget, jeg har taget med mig hele livet

– Ustyrlige kvinde #34

 

4. Januar

“Hvis du gør det igen, bliver du fyret!”

Sådan sagde min chef til mig, fordi jeg havde taget initiativ til et marketingstunt på de sociale medier, hvilket var præcis det, jeg var blevet ansat til at gøre. Det blev en succes. Så jeg gjorde det igen, fordi det var mit job, og fordi jeg havde sagt til hende, at jeg ikke ville mikro styres. Jeg blev fyret. Så jeg kontaktede deres konkurrent og arbejder nu for dem – med success og frie hænder til at være kreativ.

– Ustyrlige kvinde #35

 

5. Januar

For en del år siden og langt inden MeToo boede jeg i Frankrig og arbejdede i butik. Min chef var ret fysisk, og jeg skulle lige vænne mig til at hilse med kindkys. Da han en dag klappede mig bagi var det klart over min grænse, men jeg slog det hen med, at det jo var Sydeuropa. Et stykke tid senere sagde han noget virkelig mandschauvinistisk til mig, jeg slet ikke ville tolerere. Jeg var 19 år gammel og opsøgte hans overordnede for at sætte grænsen. Han gjorde aldrig noget igen ved mig eller nogen af mine kolleger.

– Ustyrlige kvinde #36

 

6. Januar

“… jeg hader me-too. Hvad fanden er det? Jeg glæder mig bare til, at der er ligestilling for mænd. For man kan jo heller ikke gøre noget mere som mand…”

Han siger sætningen i forlængelse af, at han advarer mig om at være påpasselig som kvinde til investor-møder. Han har lige arbejdet med to kvinder, som begge har oplevet ubehagelige møder. Men, som han siger: “den ene havde jo også kjole på til møderne”. Føj* Jeg tvangslytter til hans monolog fastspændt i passagersædet. Vi holder stille i et lyskryds. Jeg svarer ikke, men kigger ud af ruden, fordi jeg er bange for at han kan se min vrede. Pulsen stiger, mit hjerte banker, og mine håndflader bliver svedige. Jeg har aldrig i mit liv haft så stor lyst til at slå et andet menneske eller at skrige. Men jeg trækker vejret dybt og holder min kæft. Jeg opremser min liste med konsekvenser- det ville være et selvmord på min startup før den er rigtig startet.
Jeg er en ustyrlig kvinde, der også kan tie stille, når det gælder. Jeg bliver lidt stolt over min ustyrlige kontrol.

– Ustyrlige kvinde #37

 

7. Januar

Da jeg var ung blev jeg forlovet med en klassekammerat, men da vi endelig nåede til den store dag, var jeg ikke længere forelsket i ham. Alligevel blev vi gift – for jeg turde ikke bryde med ham og også aflyse hele festen. Vi fik fire børn og jeg var min mand tro. Det vart godt liv, men uden lidenskab, så da vores yngste flyttede hjemmefra, gjorde jeg det også. Jeg har altid fortrudt, at jeg ikke turde stå ved mine følelser dengang, men det gør jeg til gengæld i dag på ALLE måder – og det betyder bla. at jeg har tre elskere og to jobs og at mine fire børn ved det! Så kan jeg måske lære dem noget om lidenskab i dag.

– Ustyrlige kvinde #38

 

8. Januar

Jeg havde arrangeret en vild weekendtur til en europæisk hovedstad med mine veninder. Vi var blandt andet på gæstelisten på den legendariske nat-/sex-/fetishklub, og det var planlagt, at jeg skulle medvirke i et bondageshow på scenen – smurt ind i glimmer og hængende fra loftet uden en trevl på kroppen. Inden vi kommer afsted, får jeg en dejlig kæreste, som mildt sagt ikke deler den facet af interesser med mig. Men det skulle ikke stoppe mig! Af sted kom vi, jeg sagde “no kissing” til bondage-artisten, og da jeg kom hjem, syntes mine kæreste egentlig, at det var nogle ret frække billeder, der var blevet ud af det.

– Ustyrlige kvinde #39

 


Du vil måske også kunne lide

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}