Hvis nogle – især ledere – tror, at de nu endelig kan ånde lettet op og bare opføre sig som de gjorde før #metoo og wokebevægelsen, befinder de sig ikke bare i det forkerte land. De lever også i den forkerte tid.
Af Emilia van Hauen, sociolog, bestyrelsesmedlem, forfatter
I onsdags kunne Finans referere til et brev, som Plesners ledelse har sendt til deres kunder, hvor de endeligt erkender, at de ikke har handlet ”godt nok” ift nogle sager om sexisme og seksuel chikane fra en højtstående partner, der nu er fortid i firmaet. Men inden ledelsen nåede til denne erkendelse (nok primært foranlediget af angsten for at blive cancelled) kunne de ”ikke genkende det billede, finans og AdvokatWatch tegner”. Formuleringen om genkendelse er det seneste år blevet flittigt brugt af ledelser, der er havnet i problematiske chikanehistorier. Udover at lyde som noget man har trukket i en dårlig PR-automat fra tiden før 2020 hvor privilegieblindhed var en gyldig valuta, og som blot frivilligt (!) udstiller ledelsens uduelighed og svigt ift deres medarbejdere, er det også et udtryk for den modmagt, som den kombinerede metoo&wokebevægelse naturligt har affødt, siden de begge blev dagsordensættende.
Det har været interessant at følge, hvordan #metoo først tvang samfundet til at tage sexchikane seriøst og skabte grundlag for et synligt fællesskab, der gav den enkelte kvinde styrke og magt til at afvise en individuel, uretfærdig og uværdig behandling. Og ikke mindst hvordan bevægelsen initierede en generel adfærds- og mentalitetsændring, hvor respektfuldadfærd overfor alle – uanset hierarkisk position, køn samt seksuel, etnisk, kulturel og identitetsmæssig baggrund – blev den efterstræbte norm. Dernæst hvordan denne nyvundne ligestilling overfor alle nåede så langt ud på pendulets bane, at ordet woke nærmest gik hen og blev et skældsord, mens flere mænd italesatte værdien af traditionelle kønsnormer, som ikke levnede meget plads til kvinders selvudfoldelse. Og nu oplever vi en slags kulmination indenfor vores egen kulturkreds, ført an af Trumps USA, hvorfra der dagligt kommer præsidentielle dekreter, der samlet efterhånden tegner et billede af, at eneste gangbare menneskelige valuta er hvide mænd. Og kvinder der underkaster sig et mandsdomineret regime. Fx ved at have fjernet fri abort, benådet flere anti-abortdemonstranter, fjernet website om reproduktive rettigheder, forbudt DEI i flere statslige institutioner mm.
Som borger i den vestlige verden er det surrealistisk at opleve, at en adfærd og værdier vi tidligere har knyttet til lande som Rusland, Nordkorea, Saudi Arabien, Kina, Indien, Tyrkiet, Ungarn og ikke mindst Afghanistan med Taleban 2.0, nu er blevet en del af den nation, som mange siden 2. verdenskrig har set som lederen af den såkaldte Frie Verden. Hvilket har tvunget Europa til at blive voksen og selv tage ansvaret for sin egen position i verdensordenen.
Men med få ugers forskydning, blev chokhåret samlet i en effektiv hestehale, og nu oplever vi også en massiv modmagt til modmagten. Både traditionelle og sociale medier flyder i dag over med opfordringer til at stå fast på de landevindinger af menneskelig ordentlighed og respekt som metoo&wokebevægelserne fik skabt, og gå op imod den formelle (men ikke nødvendigvis lovgivne) magt.
Og så er vi tilbage ved Plesners ledelse. Eller Lindhardt & Ringhofs. Eller DR dokumentaren om kryolit. I et moderne demokrati hvor oplysning, ægte ytringsfrihed og ligeværdighed mellem borgere er grundlaget for et samfund i udvikling, kan man ikke ”ikke genkende”. Man bliver nødt til at tage debatten om forskelligartede synspunkter og oplevelser og hvis man har svigtet, skal man være klar til at tage konsekvenserne. Her hjælper det ikke at tro, at bare fordi autokrater verden over i dag har mere medvind end vi har oplevet det siden start 90erne, giver det altså ikke samtidsblinde ledere frit lejde til at ånde lettet ud og atter opføre sig som Trump og hans kollegaer uden at det har konsekvenser. Bare fordi de oplever, at verden går baglæns, er det ikke allesvirkelighed. Tværtimod. For mange går verden fremad. Altid.
Udgivet i Berlingske Tidende d. 22/2-25
