Sex and the City frisatte kvinder ind i deres egen magt til at skabe det liv, som de havde lyst til. Opfølgeren And just like that fortæller os til gengæld, at kvinder midt i livet ender som uvæsentlige stilleben af deres ungdom. Hvilket på ingen måde spejler det faktum, at det aldrig før i historien har været så interessant og frisættende at være kvinde, som nu.
Miranda den Gråhårede lever i et ægteskab, hvor dessertritualet er blevet fælleshelligdommen, mens hun forvirret opdager, at verden er blevet diversitetsoplyst og at gråhåret er usexet. Charlotte den Godhjertede køber stadig ens kjoler til hende selv og døtrene, og forsøger hektisk at embrace datterens mulige transkønnethed. Samantha den Sexglade er væk i London, fornærmet på Carrie, hvilket må siges at være total out of character, for Samantha har altid taget problemet i nakken og tæsket situationen behørigt på plads. Og Carrie den Karakterløse er stadig den mindst interessante af de fire, fordi hun stadig mest agerer bagtæppe for det, der sker for alle andre omkring hende. Serien lader bekvemt Big dø i første afsnit på toppen af et ægteskab, der har gjort dem begge lykkelige, for hurra, så kan Carrie jo fortsætte sine antropologiske sexfeltstudier. Nu blot for en 55-årig, hvilket viser sig at være mere kedeligt end hvis kameraet var fikseret på de udstillede blå Manolos. Samtidig har hun åbenbart mistet evnen til at sige ”onani” højt i den podcast, hvor hun er fast indslag.
Skal man tage efterfølgeren til den epokegørende SATC-serie, som et spejl på, hvor ressourcestærke, kloge, kreative og autonome unge kvinder lander, når de har nået midten af livet, så er jeg personligt klar til at gå videre til mit næste liv lige nu, for det er simpelthen så ufatteligt begrænsende, kedeligt, ligegyldigt og nedladende på mit køns vegne.
Ingen af de nu tre kvinder i serien, har brugt deres intelligens, power, erfaring og visdom til at flytte verden. De har ikke engang flyttet sig selv. Mest af alt er de blot visnet ind i en skygge af deres ungdoms karakterer, og på den måde blevet til det sociale svar på matematikkens kedeligste graf af alle, nemlig den, hvor X er konstant. Nul udvikling. Og – må vi forstå – nul store udsving i de mange år, der er gået. Hvilket statistisk set er helt ude i skoven, for fx burde halvdelen af dem være skilt.
Skulle serien gøre det samme for +50-årige kvinder i dag, som SATC gjorde for kvinder +15 dengang, burde Miranda have skabt et badass advokatfirma, der havde specialiseret sig i social retfærdighed for alle og selv bugnede af diversitet, og i øvrigt ville hun helt Obama-agtigt kun gå klædt i det samme stilige sorte jakkesæt, fordi hun havde for travlt med at redde Verden til at tage sig af sin fremtoning, og SELVFØLGELIG ville hun owne for vildt at være gråhåret! Charlotte ville have byens mest trendsættende galleri, netop fordi det ikke kun havde Fifth-Avenue-venlige kunstnere, men også de mest interessante upcoming artister, og hun ville opfordre sine døtre til at crashe enhver forestilling om perfektion (for lige dét opgør har hun nemlig taget og lært af), og fremfor at pace sine datter til at optræde i en elitehypet klaverkoncert, ville hun i stedet stille galleriet til rådighed for kreative udfoldelser. Og Carrie ville enten være redaktør på The New Yorker, eller have sit eget cool forlag, der nursede alle de, der turde sætte en ny dagsorden båret af nysgerrighed og ønsket om at sætte mennesker fri af begrænsende normer og forventninger. Mens hun i fritiden udforskede en lang række af (måske især yngre) mænd, der kunne knalde noget liv ind i hende, og give hende inspiration til flere skelsættende bøger.
Darren Star, der står bag begge serier, må have elsket unge kvinder, men afsky voksne. For det billede han prøver at give os om kvinder i halvtredserne er så uendeligt trist og ift tidsånden helt off, for aldrig tidligere har kvinder haft så meget magt, så meget indflydelse, så mange penge, så meget uddannelse, så mange højtrangerende jobs, startet så mange virksomheder, været citeret så meget i pressen, fået så meget synlig plads i offentligheden osv, som i dag. Og ja, der er nok mange kvinder, der lever de liv (minus overklasseoverbygningen), som And just like that viser. Men det var jo aldrig præmissen for serien – altså at spejle det gennemsnitlige. Tværtimod demonstrerede den trendsættende unge kvinders liv, tanker og adfærd, hvilket satte gang i en kulturel revolution i samfundet. Det er derfor, at den nye serie er sådan en kolossal skuffelse, for i stedet for at frisætte kvinder, sparker serien dem tilbage i fortiden. Plus cementerer og forstærker alle de elendige fordomme, der er om kvinders sociale værdi ift udseende, socialitet, seksualitet og alder. Øv.
Symptomatisk er det, at det mest befriende og tidssvarende serien har affødt, er sket udenfor seriens univers, nemlig i virkeligheden, hvor Sarah Jessica Parker blev shamet for at se ud, som hun nu gør i en alder af 56 år. Hendes respons var at returnere absurditeten i kommentarerne ved at sige højt: ”Hvad skal jeg gøre? Holde op med at ældes? Forsvinde?” Og dette affødte en langt større debat end serien selv har gjort. Hun behøver bestemt ikke at forsvinde. Men det må And just like that gerne. Og i stedet blive erstattet af en serie med en titel á la: Sex and the City Rebels!
Skrevet af Emilia van Hauen
Udgivet i Jyllandsposten 30/01 2022
