“Mrs. Robinson – de prøver jo at forføre mig!” Sådan lyder en af filmhistoriens kendteste citater. Det er en ung Dustin Hoffman, der overrasket udbryder det til Anne Bancroft i filmen Fagre voksne verden. Og forført bliver han sørme! Senere i filmen bliver han forelsket i hendes datter, og alt ender godt, fordi de to unge finder sammen. Det var i 1967. Dengang kvinder over 30 blev kaldt for ”modne”.
Dengang? Nej, det bliver vi kvinder over… ja, lad os bare sige 40 år i dag… stadig kaldt. Og hver gang jeg hører det, føler jeg mig som noget, der er ved at falde ned fra et træ. Ikke særligt charmerende, forførende eller attråværdigt. Vel?
Jeg har ofte spekuleret på, om det blot er en venlig omskrivning af ”gammel”. Et krampagtigt forsøg på at gøre noget uafvendeligt negativt til noget postuleret positivt?
Resultatet er – uanset motiv – at jeg føler mig tusseældgammel på den der bløde, udsplattede fersken-agtige måde. Den bløde blomme, som altid ender med at ligge tilbage på fadet, fordi ingen vil have noget, der hverken er bid eller friskhed tilbage i. Det stemmer imidlertid bare så dårligt overens med den person, som jeg oplever at være i dag.
Tværtimod føler jeg mig mere frisk og bidagtig end nogensinde. Og det sjove er, at det helt sikkert er fordi jeg i dag, er en langt mere moden person, end dengang jeg var 25 år og egocentreret, usikker – og ganske umoden!
At være en moden person adskiller sig i status fra at være en moden kvinde. En moden person udstråler indre styrke og ro, overblik, personlig magt, kontrol på den fede måde og ikke mindst overskud til andre. En moden kvinde virker til gengæld som nedfalden frugt, og har umiskendelige spor af at have overstået sidste salgsdag. Og derfor bruger jeg aldrig selv udtrykket moden kvinde, men derimod udtrykket voksen kvinde.
Ordet voksen er ved at få et come-back. For et par år siden introducerede jeg selv begrebet voksencool for at beskrive, at det at være voksen, er ved at være cool igen. Ungdommens fødsel som attråværdigt segment i 1950’erne sparkede dengang voksen til hjørne, og op igennem især 70’erne til 90’erne var det at være voksen lig med at være usynlig eller ligefrem ikke-eksisterende. Men med en demografisk jackpot (vi vokser i antal!) og en ny selvbevidsthed og frihed, oplever flere og flere mænd og kvinder, at det at være voksen faktisk er totalt fedt!
Netop fordi man stadig har masser af mod på livet, er åben, innovativ, fleksibel, dynamisk og lækker – ikke mindst! – men med det store plus, at man også kender sig selv meget bedre og allerede har opnået en masse mål, så man har overskud til andre og andet end sig selv, og derfor kan gå ud og gøre den der forskel, som så mange går og taler om.
Nu har vi voksne kvinder imidlertid fået vores eget begreb, der lyder så meget mere positivt og powerfuldt end moden, nemlig primetimekvinde. Jeg gider godt at være en primetimekvinde! Jeg føler virkelig, at jeg er i min bedste alder nogensinde. Mere samlet, stærkere og overskudsagtig end jeg før har været. Også selvom jeg naturligvis stadig har nedture og dage, hvor jeg føler mig svag, usikker og ked af det! Men forskellen fra dengang jeg var 25 og til i dag er, at jeg ved det går over. Og at jeg henter mig selv mere og mere hjem for hver gang. Dét er godt nok befriende!
Jeg ville ønske, at Mrs. Robinson levede i dag. Så behøvede hun nemlig ikke at forføre unge Hoffman, fordi hun kedede sig. Hun ville sikkert have så travlt med at gøre alt muligt sjovt i sit liv, at hun ikke engang ville lægge mærke til, om han forsøgte at score hende!
