Jeg er ambassadør for rynkereduktionsklinikken N’Age. Så er præmissen lagt frem med det samme, og du, kære læser, behøver ikke spekulere rundt i interessante hypoteser om skjulte dagsordener. I stedet – håber jeg – kan du bruge din opmærksomhed på at forholde dig til det, som er mit centrale budskab i denne kronik: Nemlig hvorfor jeg er det.
Samtidig ruster jeg mig til at møde en storm af fordømmende kommentarer på denne kronik, for jeg ved, at jeg piller ved noget, der provokerer intensivt. Især fordi jeg ikke forholder mig til, hvorfor vi mennesker er så pokkers bange for at ældes. Den kan jeg tage i næste kronik.
Men lad os tage en lille omvej først. Hvilke billeder poppede op, da du læste ordet ”botox”? Måske Anni hin Fønsby, Nicole Kidman, Melanie Griffith og – for de indviede – kattedamen Jocelyn Wildenstein? Kvinder der alle skiller sig ud, ved at have benyttet sig i generøse mængder af skønhedsregulerende midler, der er en smule mere avanceret end den bedste stribede fra Matas.
De er mest på ondt repræsentanter for, hvor galt det kan gå, når man jagter et skønhedsideal, uden at have æstetikken på plads, hvorfor de er endt med at være en omvandrende satirisk hån mod det, vi må formode, de gerne vil fremstå som: smukke og ungdommelige. Og hvad så? Jo, er der mange, der synes at mene, så har de også udstillet sig selv som sølle, usikre eksistenser, der sælger totalt ud af deres integritet, for at blive elsket for deres fremtoning, der er lige så naturlig som candyfloss.
Altså, rækker konklusionen mange gange videre, er de falske og overfladiske hele vejen igennem, og deres personlige troværdighed er nærmest lig nul. Med et snuptag fjerner man deres personlighed, deres indre værdier, deres intelligens og reducerer dem til en Dorian Gray lightudgave, fordi de dyrker deres udseende.
Mon det er derfor, at der er tusindvis og atter tusindvis af mennesker, der får ”lavet noget”, men som ikke tør at stå ved det? Også alle dem, man ikke kan se det på, og som kunne være gode inspirationskilder for de, der drømmer om det, men som ikke tør af skræk for at ende som de tegneseriefigurer, der med fryd eksponeres i medierne, som advarsler på denne form for forfængelighed. Eller er det mon fordi de er bange for at blive udstødt af det gode selskab, og derfor tager den kollektive undertrykkelse til sig?
Det er dette hykleri – at så mange gør det, men kun få tør sige det – der er grunden til, at jeg er blevet ambassadør, og gerne vil puste til denne debat, så flere og flere kan tage et selvstændigt valg baseret på egne autentiske ønsker, fremfor fordomme og begrænsende normer.
Udseendet betyder nemlig noget! Især for dine chancer på arbejdsmarkedet, ægteskabsmarkedet og det sociale marked. At lade som om det ikke gør, er at være dumnaiv. Det betyder ikke, at vi alle skal rende rundt og ligne en filmstjerne, men at det blot er en fordel, at dyrke sin personlige æstetik, så andre ikke ligefrem frastødes af vores fremtoning, eller vi bare selv bliver gladere, når vi kigger os i spejlet.
Æstetik er nøgleordet her, for tonsvis af forskning har gang på gang påvist, hvor stor en indflydelse æstetik har på vores generelle livskvalitet. Spørg dig selv om, hvor du helst vil gå en tur: I en grøn skov eller på en losseplads? Tåbeligt spørgsmål! Men ved du, hvorfor du vælger skoven? Fordi æstetik er langt mere end blot forskønnelse; at dyrke æstetikken har vist sig at være en effektiv overlevelsesstrategi, som vi mennesker har benyttet os af altid. Når du er omgivet af æstetik, bliver du ganske enkelt mere effektiv, tænker klarere, bliver mere kreativ og får mere håb! Dit overskud stiger, og du kan bidrage med mere. Det er derfor, at du vælger skoven. Eller bestiller tid til at få glattet rynkerne.
Æstetik kan simpelthen ændre dine følelser, så du bliver glad og handlekraftig igen! Derfor giver det også masser af livskvalitet at hjælpe sit udseende på vej i den retning man drømmer om, uden at have urealistiske forestillinger om evig ungdom (så dumme er folk altså ikke!). Derfor skal man naturligvis gøre det på en ansvarlig måde, hvor man sætter sig ind i, hvad der er realistisk at forvente, og hvem der skal have ansvaret for udførelsen. Som når man køber fx hus eller bil.
Når jeg fortæller, at jeg er ambassadør for en klinik, får jeg altid en af to reaktioner: Enten ”Hit med nummeret!” eller ”Jamen, hvordan kan du få det til at passe, med det du laver?” Og de sidstnævnte fortsætter ofte med noget i denne stil: ”Jeg har også tænkt lidt på det, men jeg tror ikke rigtig jeg tør. Hvad vil de andre ikke tænke?”
Denne kollektive undertrykkelse er, hvad der provokerer mig mest. Hvorfor er det lige, at man bliver et dårligere menneske af at lamme panden, eller fylde rynkerne ud med restylane? Hvis jeg ender med at ligne et meget glat lig, er det så ikke mit problem? Jeg begynder vel ikke at tale som en Pixibog, fordi jeg ikke længere kan rynke brynene lige så meget som før? I mit tilfælde er jeg bare blevet gladere, hver gang jeg kigger mig i spejlet, og det har sjovt nok ikke haft en negativ indvirkning på mine omgivelser.
I dag løfter vi ikke et øjenbrynshår når folk farver håret, får lavet extensions, barberer os, lakerer (kunstige) negle, går i høje sko, tatoverer og piercer os selv, tager hormoner mod bumser og overgangsalder, udvikler vores hjerner og hjerter gennem uddannelse og terapi, og tusind flere ting, som alle er indgreb mod den vi er, og som vi ser ud fra fødslen af. Meget af det er ligefrem nødvendigt, hvis vi vil klare os godt i samfundet. Men at bruge botox og restylane er selvudleverende pinligt og afslører en svag personlighed. Hvorfor er det, at grænsen går lige her? Alt er jo alligevel snyd, hvis 100 procent naturlig er idealet, så hvorfor er dette værre end alt det andet?
Højst sandsynligt fordi det stadig er en forholdsvis ny mulighed, som flere og flere søger og får adgang til. Og om få år bliver det lige så normalt, som at farve hår eller lakere negle. Hvilket er ønskværdigt, fordi branchen så vil blive større og dermed give os forbrugere endnu bedre muligheder for at vælge frit og sikkert. Det stopper nemlig ikke. Tværtimod. Fra tidernes morgen har vi mennesker udsmykket og manipuleret med vores kroppe, og dette er bare næste skridt på vejen.
Derfor vil jeg som forbruger hellere have, at man tør tale om det i det åbne, og gøre markedet gennemsigtigt, så jeg får de bedst mulige betingelser for at vælge rigtigt og sikkert. For selvfølgelig har jeg jo ikke lyst til at ligne et meget glat lig. Ikke engang den dag jeg er død!
Af Emilia van Hauen, bragt som kronik i Jyllandsposten 6.11.11
