Manblaming burde blive til et begreb, som vi i fællesskab kan bruge som værn mod mænd, der bryder reglerne, men giver de andre skylden for det. Mens de samtidig forsøger at opdrage på ”de andre”, så mændene selv kan blive ved med at gøre det forkerte.
Jeg synes, at en pæn pik er noget af det lækreste. Men jeg vil selv have lov til at udvælge den og vælge, hvornår jeg skal se på den. Jeg har cyklet på fortove, anset lyskryds for at være anvisninger mere end påbud, og gået med min hund uden snor. Med andre ord følger jeg ikke altid selv reglerne, og jeg har ikke noget særskilt imod penisser/tissemænd/pikke (vælg selv) og lige om lidt bliver begge dele relevant.
For de senere år har jeg oftere og oftere oplevet, at fremmede mænd har forsøgt at opdrage på mig i den særlige situation, hvor de selv har gjort noget forkert. Fx var der forleden en båd med fulde midaldrende mænd i Nordhavn, hvor jeg bor, og fire af disse vælger at stå og tisse i vandet eller på selve molen, mens de viste både pung og pølse frem. Det var ikke noget kønt syn, og derfor råbte jeg til dem, at de skulle holde op med at stå og pisse, hvor andre lå og solbadede, og at de i øvrigt skulle pakke deres pikke væk, så man ikke behøvede at kigge på dem i det offentlige rum. Et par stykker sagde hurtigt undskyld (tak), to andre råbte, at jeg skulle holde op med at være snerpet, at jeg skulle acceptere at de festede helt uskyldigt, og at jeg i øvrigt skulle holde kæft. Et par dage efter kørte jeg på kajen, der er jo er en vej, og dyttede af en mand, som, fordybet i sin mobil, gik midt på vejen i stedet for på fortovet. Da jeg havde parkeret, var han løbet hen til min bil, og stod nu og bankede på ruden og skældte mig ud for at have dyttet ad ham. Dagen efter blokerede en mand en smal vej med sin bil med åbne døre og en masse kasser på vejen, fremfor på fortovet, så man ikke kunne komme forbi, og da jeg dyttede let ad ham, råbte han, at nu skulle jeg slappe af, ikke være en hysterisk kælling og køre en anden vej. ”I stedet for at fortælle mig, at jeg skal slappe af, skulle du til at tage dig sammen!” råbte jeg tilbage, for nu var jeg sgu blevet træt af selvhævdende mænd.
Fælles for de tre historier er jo, at det er mændene, der bryder reglerne, men at det er mig, som de forsøger at opdrage på, så de selv kan blive ved med at gøre det, de ikke må. Og det er ikke, at de bryder reglerne (det gør jeg netop selv), der er helt på lossepladsen, men at de vil styre min adfærd bagefter. Det sker ikke kun i trafikken; jeg har en hel samling af lignende absurde situationer, fordi jeg nu insisterer på, at også de skal følge de kollektive regler. Hvilket altså udløser en aggressiv trang til at rette på mine handlinger. Og andres.
En spørgerunde i min omgangskreds har nemlig vist, at det er en udbredt opførsel og fænomenet minder om mansplaining, der så dagens lys i 2008 i viral forlængelse af Rebecca Solnits essay Mænd forklarer mig ting. Manblaming kunne man passende kalde denne misforståede opdrageradfærd, og meget tyder på, at den udspringer af en privilegieblind adfærd, der rammer alle, som disse mænd anser for at have lavere status end de selv, hvorfor de åbenbart føler, at de på herskermanér kan tillade sig at handle asocialt og hævet over loven.
Adfærden er mest skadelig overfor unge mennesker i en arbejdsmæssig situation; især hvis de bliver tvunget til at gøre sig selv forkerte eller undskylde for at beholde jobbet. Eller i bylivet, hvor unge kvinder må lave dæmpende (krops)sprog for ikke at blive yderligere overfaldet. Heldigvis står vi midt i et paradigmeskift med den unge generation ift hierarki og privilegieblindhed, da de insisterer på en mere ligeværdig omgangsform. Måske vil der bare ske det, som en ung pige engang sagde på en konference til deltagerne, der alle var over 40: ”Det der med kønnet er ikke noget problem. Det er bare jeres generation, der skal dø!”
Udgivet i Berlingske 19/09 2022
Skrevet af Emilia van Hauen, kultursociolog, bestyrelsesmedlem, forfatter
