Når du læser disse linjer, bevæger jeg mig rundt i Japan med mine to teenagedrenge på sådan en slags rundrejse, hvor vi som sushistykker på vandring lader os dyppe i forskellige kultursojaer i dette fantastiske land.
Det er helt sikkert en fest. Men jeg ved også, at jeg på dette tidspunkt indtil flere gange har forsøgt at mægle mellem dem, eller trukket mor-kortet og skåret igennem ved at tage en førerbeslutning.
Konflikter for fuld spade er et pænt gennemgående element, når man har børn. Og jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har forsøgt at dæmme op for dem, ved at stille dem dette enkle spørgsmål:
Vil du have ret? Eller relationer?
Blandt søskende ser man ofte, at de ni trin på konflikttrappen gennemgås hurtigere end man som forælder kan nå at sige ”stop”, før situationen er landet på ”total destruktion”.
På dette tidspunkt er de begge ofte så langt ude af en tangent, at de er nærmest umulige at nå på et logisk, rationelt niveau i forhold til det helt konkrete problem, der egentlig startede konflikten. Og så er det, at det meget let kommer til at handle om at få ret, mere end om at få løst konflikten. Eller – endnu mere utopisk – at have fokus på at have det godt sammen. Uden at det nødvendigvis betyder, at hverken den ene eller den anden behøver at give op på hverken egne behov eller standpunkter.
Som Løgstrup så fint påpegede, er demokrati skikkelig uenighed, og det kan vi alle bruge som inspiration til enhver relation vi indgår i.
Hvis jeg nu også selv var i stand til at svæve viis og tålmodig over brødrevandene og fik fikset konflikterne gennem gensidigt indfølende dialog, ville det naturligvis være lidt cool. Men sådan er virkeligheden selvfølgelig langt fra. Tværtimod ender det lidt for ofte i ren kamikazekonflikt, når jeg blander mig, fordi jeg selv bliver så provokeret og træt af situationen. Og jo jo, det er da sket mere end én gang, at drengene med den mest selvretfærdige mine, som kun teenagere kan opbyde, har returneret sætningen og smidt den i hovedet på mig:
Hva’ så mor, vil du ha’ ret eller relationer!
Umiddelbart kan de fleste konflikter ligne en kamp på ego’er. Men. Bag kampen om dagsordener og selvretfærdighed, ligger et sårbart ønske om at blive set, respekteret og anerkendt af ”de andre” som dem vi er, med vores behov og ønsker. Og i det ligger implicit, at de fleste jo drømmer om at indgå i gnidningsfrie relationer, som fortrinsvis er båret af gensidig kærlighed, forståelse og tolerance. Fordi man som menneske bliver større, bedre, sjovere af at være sammen med ”de andre”.
Ikke desto mindre har de fleste af os oplevet at blive fanget af vores eget ego, og ofte opdager vi først, at vi står i den situation, når den allerede er ved at accelerere ud af kontrol. Hvilket ikke kun gælder situationer med egne børn. Det gælder også med ens partner, venner, kollegaer eller med helt fremmede. Især det sidste ses overraskende meget i trafikken, hvilket kan være ret underholdende, når man ikke selv er en del af det, men som i virkeligheden er et dybt tragisk bevis på, at vi ganske enkelt er for pressede i hverdagen.
Det sværeste lige der, er at stoppe op i situationen. Give sig selv – og den anden – en pause, for at kalibrere ind på:
Hvad er det egentlig vi står og diskuterer lige nu?! Hvor vigtigt er det, at det er mig, der får ret? Kunne vi finde en fælles løsning?
Og hvis man lige dér opdager, at man faktisk er den, der har dummet sig, at man så tager sig sammen og giver den der undskyldning, som jo ikke behøver at handle om, at man er forkert, men bare om at man lige der tabte hovedet og lod sig rive med. Af sin egen stolthed fx
På en ferie kan ret-eller-relationer konstruktionen blive forstærket. Begge veje. Fordi de strukturer, den hverdag, som normalt skaber en genkendelig og forudsigelig ramme om forholdene, brydes op og nye skal på plads.
Den fede udgave er, at alle bliver mere laid-back og tolerante, fordi der er mere plads til bare at slappe af og have det godt sammen.
Den ufede er, at der skal tages revanche for alle de hensyn, man har taget i en presset hverdag, og når det så ikke lykkes, bliver man endnu mere konfliktsøgende end i den strukturerede dagligdag, og så kører det helt af sporet.
Det er ikke underligt, at vi som individer har brug for at have ret. Det er helt basalt knyttet til overlevelse. Men det er relationer som sagt også, så derfor er det vigtigt for os alle at få løst konflikterne hurtigst muligt ved at blive enige om en fælles dagsorden, som gør, at vi både kan have ret og relationer. Samtidig.
Sproget er det middel vi har til at opnå begge dele.
Ved at bruge sproget til nysgerrigt at undersøge ”den andens” behov, drømme, ønsker, motiver, og ved at bruge det til selv at give udtryk for ens egne, kan der skabes en fælles platform for en drøm, en situation, som begge parter kan deles om.
Og så kan alle få ret – sådan på skift – for at dyrke og styrke relationerne.
Jeg ved, at vi tre er godt i gang med at øve os mellem Osaka og Tokyo. Jeg ved også, at jeg ved foden af Fuji, midt på rejsen, vil stå og helt seriøst overveje, om den bedste løsning faktisk er at skubbe begge poder ned i vulkanen. Sådan for verdensfredens skyld. Men mon ikke, at jeg bare vælger den svære løsning: At blive ved med at mægle og give plads til dem begge.
Det håber jeg virkelig, at jeg gør!
Kronik bragt i Jyllandsposten den 9.7.17
