En af de vildeste filmscener jeg har set, er da hovedpersonen i den Oscarvindende film The Hurt Locker (2009), går med en indkøbsvogn ned ad en uendelig lang gang, hvor der er tusindvis af pakker med forskellige morgenmadsprodukter på hver sin side, mens muzakken fylder supermarkedets baggrund ud.
Scenen i sig selv er naturligvis ikke spor vild.
Det vilde er, at det står i klaustrofobisk modsætning til den situation, som er hans normale hverdag i Irak, hvor han iført bombedragt har sekunder til at afmontere en sprængladning. Nogle gange under heftig beskydning fra fjenden.
Instruktøren viser med mesterlig præcision, hvordan man kan vænne sig så meget til ekstreme situationer, at fred og ro og forudsigelighed bliver til noget, der får alle indre alarmklokker til at ringe.
Sammenlignes ovenstående med de nyeste tal, der er kommet frem om stress, giver det pludselig en uhyggelig dimension. Stress betyder nemlig en for tidlig død for 1400 danskere, 11,5 millioner ekstra sygedage og en samfundsudgift på kr. 14 mia. Om året!
Det kan godt være, at de færreste af os render rundt og er med i en bombeenhed i en krigszone. Men for mange føles hverdagen efterhånden, som om vi er.
Det geniale ved supermarkedsscenen er, at den er et snap af en hverdagssituation, som de fleste af os genkender. Og mange vil også sympatisere med hans synlig uvilje og opgivenhed, som til sidst får ham til at gribe et par tilfældige pakker og kaste dem ned i indkøbsvognen, mens vi fornemmer, hvor meningsløst, overfladisk og ligegyldigt de tusindvis af forskellige former for sukkerbomber, grynsammensætninger og knasende kornpuder er i sammenligning med at redde folk fra døden.
Men.
Det virkelige vanvittige er imidlertid, at den stilstand og stagnation, som de tusindvis af morgenmadsæsker umiddelbart skal repræsentere, i stedet kan ses som et symbolsk monument over en hverdagskompleksitet, der udgøres af en uendelighed af uoverskuelige valg, som vi enten frivilligt opsøger eller modvilligt udsættes for. Og som i dag gør, at omfanget af stress, angst, depression, ensomhed, selvskadende adfærd, misbrug mm er blevet hverdagen for en alt for stor del af den danske befolkning.
Hvordan er vi nået så langt ud?
En af de vigtigste årsager er, at vi – som samfund – har mistet passiviteten, som en nødvendig, acceptabel og værdifuld tilstand at befinde os i. I vores tid er aktivitet det eneste attraktive modus at være i, fordi vi på den måde viser, at vi er med i loopet og medskabere af alt det, der giver synlig værdi i samfundet. For manges vedkommende bliver denne aktivitet også udstillet på diverse sociale medier, som det uafviselige bevis for den sociale status, som alle disse konstante handlinger gerne skulle afføde.
Men ingen kan klare at være aktive hele tiden.
Vi SKAL være passive engang i mellem for at opretholde en sund balance i vores krop og sind, fordi vi giver os selv tid til at behandle alle de indtryk, som et aktivt liv jo giver. Problemet er bare for mange af os, at selv vores naturlige passive stunder – kaldet pauser! – bliver fyldt op af aktivitet; fx streaming af tv-serier, gaming, net-shopping eller youtubing, eller den anvendes måske i et fitnesscenter, hvor en træner råber på os for at presse os yderligere, så vi ikke når at have tom tid i hovedet, der renser ud i arsenalet af indtryk.
På den måde er vi konstant ”på” og det bliver vi syge af.
Den sunde passivitet hvor der er tid til at bearbejde indtryk og pause sig selv, knyttes for det meste til hverdagen, der oftest er stykket sammen af forholdsvis endeløse rutineprægede aktiviteter, som giver mad på bordet og et tilhørsforhold til andre mennesker, primært familie, kollegaer og venner. Af samme grund skoses hverdagen derfor tit for at være direkte kedelig. Men det er samtidig den form for forudsigelighed, der gør den tryg og dermed til et effektivt værn mod netop stress, angst, ensomhed mm.
Desværre er hverdagen efterhånden blevet til særdagen, fordi den er blevet til en daglig kampplads, hvor overlevelsen består i et forsøg på at overskue ikke bare dagens opgaver, men også i at overskue sin egen plads i samfundet, hvilket faktisk er en noget nær umuligt opgave, fordi så meget ændrer sig så hurtigt. Mange faste jobs udleves i stigende grad på selvstændiges usikre præmisser, og under et krav om forandringsparathed og konstant efteruddannelse. Halvdelen af alle ægteskaber ender i skilsmisse. En stigende antal unge får tunge diagnoser eller har en selvdestruktiv adfærd, selvom forældrene har givet dem en tryg og stabil opvækst osv osv. Der er mindre og mindre, der er forudsigeligt, og vi skal være mere og mere aktive for at kunne følge med, og det giver naturligvis en syg cocktail.
Hvad skal vi gøre?
Give op! Med at tro, at vi kan være på hele tiden. Ingen kan det. Det ser bare ud som om ”de andre” kan. Indtil de går ned med stress. Så skab en tilpas kedelig og forudsigelig hverdag, hvor der er plads til pausen og ingentingen.
På samfundsplan er det på tide at tage dette problem tilpas alvorligt til, at vi anvender lovgivning bevidst til at ændre denne syge kultur til en, der baserer sig på et sundere psykisk og socialt miljø for befolkningen. I dag er der ”kun” omkring 180 der dør i trafikken om året, hvilket er et resultat af en strammere lovgivning. Vi bør anvende den samme visionære tankegang indenfor arbejdsmiljøet, så de 1400 der dør af stress om året sænkes.
Gerne helt ned til 0.
Kronik i Jyllandsposten 11.2.17
