For at kommunikere autentisk og bidrage til fællesskabet, skal du turde blive STEMt ind – altså kend din Status, Troværdighed, Erotiske kapital og Magt og du er godt på vej!
”Jeg styler altså ikke mig selv! Jeg vil anerkendes for min faglighed!”
Kvinden der synligt irriteret ytrede ordene, arbejder i en international videnstung koncern. Og hvis hun nu havde lignet en pose blandede brugte bolsjer eller havde haft mug på tænderne, kunne jeg måske have troet på ordene. Uden at det ville være et udtryk for hendes personlige troværdighed. Faktum er nemlig, at uanset hvor lidt vi interesserer os for vores eget udseende, så gør omverden det, hvorfor vi evig og altid vil blive vurderet for den side af vores personlighed. Også. Uanset hvor fagligt dygtige vi end er, eller i hvilket miljø vi end befinder os.
Nu var denne kvinde imidlertid fuldstændig colour-koordineret i alt fra sko, tørklæde, bukser til bluse og øreringe, og derfor afslørede hendes adfærd en anden virkelighed, end den hun selv troede på. Og den afslørede også en indre konflikt, som mange dygtige (danske) kvinder lider under, men som fx IMFs direktør Christine Lagarde ikke har. Mere om det til sidst.
Situationen opstod under et foredrag jeg holdt, hvor temaet var, hvordan man kommunikerer autentisk i en tid, hvor X-faktor faktoren deler vandene: Enten mister man street-cred som person, hvis man forsøger at iscenesætte sig selv, eller også mister man vigtig opmærksomhed, hvis man ikke gør det.
Min pointe med foredraget er, at når du tør vise dig selv frem og være den du virkelig er, så bidrager du mest og bedst muligt til fællesskabet. Altså er det i bund og grund en super social handling at turde og ville komme til syne – på alle planer – så fællesskabet overhovedet får en mulighed for at opdage, hvad man har at bidrage med. I stedet for at vente på at blive behørigt opdaget. Uden at man behøver lege ”Orange Scene – Kan I Høre Mig Derude???!!!” eller bruger kontorgangene som ens personlige catwalk.
Hvordan opnår man så karisma, og bidrager til fællesskabet med den, man virkelig er?
STEM er svaret. Status, Troværdighed, Erotisk kapital og Magt = STEM. Uanset hvor i organisationen, familien, sportsklubben eller hvor man nu bevæger sig hen, handler det jo om at blive stemt ind i det sociale fællesskab – og ikke hjem. Ellers dør vi. Både i symbolsk og praktisk betydning.
Status handler om social sikkerhed og socialt hierarki. Jo højere status i en gruppe, jo mere vil folk automatisk lytte til dig og bruge det du siger, og kan, til gruppens fordel. Derfor er det essentielt, at du tør udstråle den status, du rent faktisk har. Når fx en leder ikke tager sin status på sig, virker det selvkastrerende, og efterlader ofte et magtvakuum, der gør alle omkring lederen usikre, og risikoen er, at det kan blive fyldt ud af en, der hverken har evnerne eller kompetencerne for at fylde ledelsen ordentlig ud. Status handler også om symbolmagt. Om at kende de rigtige symbolers betydning i kommunikationen med de andre. Fra at man ikke piller bussemænd offentligt, til at man har de rigtige eksaminer, bil, sko eller bruger de rigtige begreber rigtigt. Spørg dig selv, om du udstråler den status du har? Hvis ikke, hvorfor gør du så ikke det? Uanset grunden, kæmper du unødigt for at kunne bidrage med det du kan, og dermed har du færre ressourcer at gøre godt med.
Troværdighed handler om at skabe tillid. Til dig som afsender af et budskab, handling, vision. En høj troværdighed skaber sikkerhed hos de andre, der skal bruge det, du kommer med. Autenticitet, at turde være sig selv og ægte hele vejen igennem, ved at anerkende både dine stærke og svage sider, er forudsætningen for integritet, hvilket er noget af det vigtigste, når vi taler om karisma. Derfor skal du spørge dig selv, om din adfærd og fremtoning afspejler din troværdighed? Hvor meget tror du selv på det du siger og gør? Hvor meget er du dit budskab, din egenskab, dit originale bidrag?
Erotisk kapital er… næsten altid provokerende at tage frem, som et element i ens karisma. Mest af alt fordi begrebet ofte bliver misforstået, og der tænkes for meget i Linse Kessler og for lidt i Barack Obama. Begge er smækfulde af det, men udtrykker og bruger det meget forskelligt. Erotisk kapital handler i pixiebogsformat om, at have en charmerende og attraktiv personlighed, bla. fordi man er bevidst om sin egen udstråling og fremtoning. Både fysisk, men så sandelig også socialt! Det nytter ikke meget at være et skår eller en hunk, hvis man sidder mut ovre i et hjørne. At være bevidst om sin erotiske kapital handler bla. om at være levende og underholdende at være sammen med, fordi man interesserer sig for sine medmennesker og får dem til at føle sig godt tilpas. Uden at sælge ud af sig selv. Husk at når du er i kontakt med din seksualitet, er du basalt set i kontakt med din livskraft og skaberkraft, og det højner om noget din faglige troværdighed! Så – bruger du din erotiske kapital? Hvis ikke, så kom i gang – det gør livet sjovere, friere og bedre!
Magt handler (i et demokrati) helt kort om at skabe en virkelighed, som andre frivilligt tilslutter sig. Derfor er det vigtigt, at du tager din magt på dig, så du med overbevisning kan tilbyde din virkelighed til andre. Herfra starter de gensidige forhandler om hvilken fælles virkelighed, der skal gælde. Hvad mon du bruger din magt til?
STEM. Stem mig ind. Ikke hjem. Så jeg kan bidrage. Den dag den colour-koordinerede kvinde ejer hele sig selv, vil hun øge sin faglige troværdighed, og dermed kunne give endnu mere af sig selv til alle de andre. Som Christine Lagarde, der udover at være IMF’s direktør, også er udråbt til en af verdens bedst klædte kvinder. Ingen indre konflikt her. Den behøver du heller ikke at have. Mand eller kvinde. Vis hele dig selv – og giv dermed dig selv til fællesskabet. Det vinder vi kun på alle sammen.
Kronik bragt i Jyllandsposten den 3. juni 2012