De kommer gående hånd i hånd. Hans diller svinger lystigt frem og tilbage, selvom den faktisk ikke er så lang, at den virkelig kan svinge ud til siderne, og måske derfor, er det hans kraftigt gråbehårede bryst, som jeg fascineres af. Nå ja, og af hans lige så imponerende overskæg, der når længere ud over kanterne end hans tilbehørs svingninger.
Hun har stråhat og sololie på, og gynger melodisk henover sandet som en smuk patineret skude, og da jeg vender blikket ud mod havet og bliver blinket til ro af glitrende bølgetoppe, så meget at mit hjerte halverer antallet af slag, eller deromkring, tænker jeg, at vi er vanvittige. Vi moderne mennesker. For vi har alt for travlt med alt det forkerte i hverdagen. Men jeg tænker også, at jeg gerne vil have sådan et forhold, som de to har, når jeg bliver gammel. I hvert fald gammel nok til at bevæge mig rundt som nudist på en spansk naturiststrand.
Cikadernes kalden fylder alle hullerne i mørket og jeg smækker benene op på plastikbordet, der har ar efter alle familiens medlemmer, som har brugt det til at spise ved, spille kort ved, drikke ved, ryge ved og hvad ved jeg. Mine sønner og deres venner har jeg efterladt på klubben (mor, helt ærligt – diskotek??? Det siger man da ikke mere!!) så de kunne byde unge spanske og engelske piger op, disse fire lækre skandinaviske drenge, som jeg er så heldig at være på ferie med, og nu sidder jeg så her og indtager natten gennem buerne på terrassen, mens havet kalder på mig. Igen.
Denne gang for at fortælle mig en historie om dengang maurerne endegyldigt forlod Spanien for mere end 500 år siden, dengang hvor den unge prins stod og græd lige på denne strand (i hvert fald ifølge min mor) hvilket fik hans mor til at udbryde: ”Græd nu som en kvinde, for det du ikke kunne forsvare som en mand!”. Og mens jeg bevæger mig henover brædderne, der har den særlige sommerlyd af skridt i klipklappere mod tørt træ, tænker jeg, at jeg er glad for at jeg ikke skal være sådan en mor, der taler sådan til mine sønner.
Mågeskrigene vækker mig først. Så kommer klonkene fra de store arbejdsmaskiner og kraner. Og først derefter kommer sommerlydende glidende ind ad den åbne dør og lægger sig om mig, som den dyne jeg ikke har på, fordi sommerheden i Danmark er blevet så massiv, at vi vitterlig har fået en Costa Kalundborg. Børnelatter. Cafélyde. Et støtteben til en cykel, der vippes op. Molelyde af mennesker, der befolker de massive træbjælker, som Nordhavn er blevet kendt på. Mit sind er stadig i alpha og de mange tråde, som snart kan samle sig til hele tankemønstre, huskesedler og aftaler, ligger og svæver foran mig, men jeg lader dem være, for lige nu nyder jeg, at jeg bare er her. At jeg kan svinge benet over på den anden side af sengen, skubbe lidt rundt på alt hvad der ligger sammen med mig der, gnide den anden kind til, mens jeg former hovedpuden påny og kan lade sindet kravle ind i søvnen igen, stadig uden at have lister og aftaler og opgaver kalenderagtigt på plads. Eller jeg kunne stå op, gå ned til de andre og dyppe mig i havnen.
Jeg skal ikke noget. Som helst. Jeg må gerne. Men jeg skal ikke. Og mit hjerte er mere til stede nu, hvor det dunker mindre, end når det dunker max. Som det alt for ofte gør, når mågernes skrig lyder som et vækkeur og ikke som starten på en historie, jeg godt gider vågne op til.
Cyklen er tung og vælter. Bang! Jeg har de helt forkerte sko på, sandaler med plateau og stive som træsko, men de er 15 cm høje, så jeg slipper bare cyklen, for ikke selv at vælte med. Der er flere fra caféerne på Værnedamsgade, der kigger op. Et øjeblik. Så er de tilbage i deres øl, muslinger, samtaler, hånd på den andens knæ eller hvad de nu er optaget af sådan en smuk sommeraften i København. Luften fyldes af danske ord. Men også franske, italienske, engelske og en hel del flere, som jeg ikke forstår, men som jeg forsøger at afkode ved at kigge på afsenderne, mens jeg bilder mig selv ind, at jeg kan læse deres udseende, som en kulturel landekode. Hende med den hårde blondering og kohløjnene, må helt sikkert være fra et østland. Og ham der ligner en brite, der har glemt at han ikke er på en engelsk pub.
Da jeg går forbi, taler de fransk. Vi nyder aftenen og mens lyset trækker røde strøg efter sig, inden det går over på den anden side af kloden, nyder vi begge at vi ikke skal nå noget andet end at være sammen og være her.
I entreen står der tre store sorte sække med tøj. Og sko. Der er kommet luft i skabshylderne og kælderrummet kan ånde igen. Køkkenet har også soigneret sig selv og afstødt krus og tallerkner med skår så store, at de ikke længere bidrager æstetisk, men mere giver et løfte om porcelæn i maden. På køkkenbordet står der også mærkelige spiritusudgaver, som engang virkede som en virkelig god idé, men som nu står og flagrer som hjemløse børn, fordi de alligevel var for mærkelige at blande op, selv dengang jeg holdt en middag, hvor alt var tilladt. Badeværelseshylderne har fået steder, hvor der ikke står noget, og ledninger, som før hang ned fra loftet lige så frit, som strandmandens penis, er nu blevet bundet pænt op i dobbeltklæbende dims, som virker bedre end de der professionelle håndværkerlister, der hele tiden faldt ned.
Der er sommerferie inden i mig.
Og når jeg gider at tænke, tænker jeg, at jeg gerne ville have denne følelse inde i mig året rundt. Jeg tænker også, at statistikkerne med de afsindige tal for angst, depression, stress, ensomhed og søvnløshed ville falde i samfundet og skabe meget bedre livsvilkår for alle, hvis også samfundet gik i sommerferietid. Men at det nok ikke kommer til at ske, fordi vi på forunderlig vis har overbevist os selv om, at aktivitet er det eneste saliggørende, og derfor skal vi hele tiden jagte en helvedes masse resultater, der faktisk gør os syge.
I stedet for at vende os mod at skabe en hverdag, hvor basen er det, som talløse undersøgelser viser, er DEN udslagsgivende faktor i forhold til at leve et sundt og lykkeligt liv, nemlig gode relationer. Og det gælder også relationen til sig selv. Og til livets magi, som bedst udfoldes, når man giver sig selv lov til også bare at tage imod og flyde med.
Kronik bragt i Jyllandsposten 5.8.18
