20’erne må gerne blive det tiår, hvor vi holder op med at være fordomskloge på andres situation og i stedet tager ansvar for vores egen. Ellers får vi ikke løst de rigtige problemer, mens fastholder os i en ødelæggende situation.
Vi sidder der i mørket, omfavnet af blødt plys og 173 års demokratisk tryghed, og har den smukkeste udsigt til en linje af brudte og sønderskudte hustage i forskellige højder, som alle står skarpe i slørede jordfarver og holdt af en sol, der vistnok er på vej op. Vi ved, hvad vi skal se, og vi ved, hvor forfærdeligt det vil være, og derfor virker åbningen af filmen så overrumplende smuk og besynderligt forkert… indtil det første missil svæver over himlen og slår ned i et hus langt væk, men alligevel lige foran øjnene på os. Som om det var os, der stod på et hustag i Ghouta i Syrien.
Men det gør vi jo ikke. For vi sidder stadig der i mørket og følger på afstand Dr. Amani og hendes underjordiske hospitals hverdag i en by, der har været belejret i årevis og som har kastet helt almindelige mennesker ud i et mareridt af dimensioner, man ikke kan forestille sig. Endsige vise på film. Uanset hvor fantastisk, overbevisende, tro- og seværdig dokumentaren ”The Cave” end er. Og uanset hvor mange Oscars den forhåbentlig kommer til at vinde.
For vi der er tilskuere til disse menneskers overlevelseskamp i underjordiske gange gravet ud af menneskehænder, har ikke oplevet ikke have mad i dagevis, ikke kunne få livsvigtig medicin, ikke kunne bevæge os frit ud i byen, så mens vi er plysstolsvidner til deres liv, kan vi tro, at vi ved, hvad det vil sige, og vi kan føle med dem, mens vi i virkeligheden ikke ved noget som helst. For når billederne forsvinder, kan vi gå ud i en sikker hverdag og hvor vi har friheden til at mene, hvad vi vil om Assad. Så nej, vi ved ikke, hvad det vil sige at være Dr. Amani og i årevis lede et hospital, hvor medicinen må smugles ind i byen, hvor børnene kommer sønderbombede ind, og hvor hun samtidig må kæmpe mod sexistiske kommentarer fra mænd, der ikke mener, at en kvinde kan lede et hospital. Selvom hun to gange er blevet valgt af personalet til at være lederen. Men filmen gør, at vi kan blive klogere på deres situation, og det er første skridt.
Jeg skriver denne kronik en aften efter at være kommet hjem fra et møde med en række magtfulde kvinder, der alle ønsker at gøre noget ved den kønspolitiske dagsorden. Som gang på gang selv har været ofre for og vidner til, at kønnet alene har stået i vejen for deres – og mange andres kvinders – muligheder i livet. Og som også for de unge kvinders skyld vil ændre vilkårene, så der kommer mere balance i samfundet.
Og i løbet af ugen er debatten om de unges præstationspres endnu engang blevet taget op, men med den vinkel, at de skulle holde op med at være til fals for modediagnoser som stress og angst, for i virkeligheden var de slet ikke så pressede som de selv troede, de var.
Alt for ofte bliver vi, som samfund, udsat for denne synsnings-sport, der forhindrer os i at løse de reelle problemer. Antallet af plyssædetrygge mennesker, der udtaler, at syrerne burde tage sig sammen og blive i deres land og bekæmpe magthaverne i stedet for at flygte, da de ellers ikke kan forvente, at ændre deres lands vilkår, er uhyggelige. Jeg har ikke tal på, hvor ofte jeg har hørt mænd udtale, at den der sexisme umuligt kan være så slemt, som kvinderne påstår, for det har de da aldrig selv været vidne til skete, og de kender i øvrigt ingen mænd, der kunne finde på at behandle kvinder på den måde. Og jeg har desværre mødt alt, alt for mange boomere og generation X’ere, der med en håndbevægelse affejer de unges problemer og mener sig bedre rustet til at fortælle, hvordan de unge i virkeligheden har det, end de unge selv. Alle tre eksempler er lige så tåkrummende respektløse, som når en hvid, rig, veluddannet midaldrende mand, der bor i Vesten, benægter omfanget af racisme. Alene ud fra egne erfaringer.
Hver gang nogen tror, at de med god ret kan udtale sig om en situation, som de enten ikke har haft respekt nok til at sætte sig ind i, eller aldrig selv har oplevet, og derfor nul erfaring har med, bliver vores verden fattigere og kommer længere væk fra de løsninger, der kunne redde den. Især med det høje kompleksitetsniveau, som vore samfund operer med i dag.
Derfor skulle det 18ende verdensmål måske være, at kun de, der har reel viden eller personlig erfaring med et problemområde, bør lade deres stemme løfte sig i kollektivet. Resten kan stille nysgerrige spørgsmål. Og blive klogere. Det ville ikke kun løfte den enkelte, men hele verden.
Bragt i Jyllands-Posten d. 25.01.2020
