Den evige splittelse flyttede permanent ind, da jeg blev mor første gang. I starten var den kun en svag mislyd, der i perioder lagde sig som et bundtæppe af tvivl, når min ældste søn enten lagde sig rasende ned på gulvet eller ikke ville holde op med at græde, fordi han ikke fik lov til at gøre, som han ville. Da de blev to og tre sønner, blev mislyden erstattet af en klar symfoni af modsatrettede følelser, som ind i mellem sendte mig ud på badeværelset for at bide i et håndklæde, så jeg undgik at råbe dem ind i hovedet i afmagt og frustration. Græde var jeg imidlertid altid i stand til at gøre lydløst bag den låste dør.
Splittelsen mellem at passe på dem og give dem fri, har fulgt mig lige så længe, som de har været en del af mit indre stjernebillede. Jeg ved jo, at min fornemste opgave som forælder, er at gøre dem helt fri af både deres far og mig, for kun på den måde, er de blevet til et fuldbyrdet menneske.
Men hvornår?
Hvornår er det, at jeg skal give dem fri? Og hvornår det er, at jeg skal holde fast? Hvornår er det, at jeg skal insistere på at min viden, mine erfaringer, mine værdier og mit livsgrundlag skal trumfe deres? Og hvornår er det, at de selv skal overvinde deres egne dumheder, manglende omtanke og udsyn, for at få deres egne erfaringer og skabe deres egen personlighed på godt og ondt?
Lørdag aften for tre uger siden, fik jeg så en af de opringninger, man som forælder håber aldrig at få. Tjeneren havde lige efterladt min ledsager og jeg med en velkomstdrink, da min mobil ringer. William var taget til Næstved, for at sælge noget tøj til en yngre mand, som han havde skabt kontakt med via Facebook. Generation Y og Z har en lystig forretning kørende, hvor tøj og sko skifter ejermand ved at annoncere køb og salg gennem de sociale medier. Om eftermiddagen havde han fået et (for!) godt tilbud på en t-shirt og en hoodie, hvis han tog til Næstved, for at aflevere det. Min automatreaktion var at sige blankt nej! Jeg har flere gange sat nogle ufravigelige regler op for mine sønner, som satte dem i bedre forhandlingssituation og sørgede for, at de ikke gjorde sig sårbare overfor vildt fremmede mennesker, som de kun kendte via de sociale medier. Jeg er imidlertid længe blevet punket over, at jeg er overbeskyttende, ikke fatter deres generation og i øvrigt ikke forstår, hvordan de laver såkaldte ”legit-tjek” (altså tjekker profilens troværdighed ud via de andre brugere) og derfor skulle jeg bare blande mig udenom.
Denne eftermiddag gav jeg slip. William er 15 år og på vej til at blive voksen. Eneste betingelse var, at han skulle blive på stationen, hvor der var andre mennesker. Men der var ingen andre mennesker på stationen, og han endte med at gå med køberen, som skulle hjem og hente pengene. Da de kom til en gyde, blev han overfaldet af køberens ven, der kom snigende ud fra mørket. De væltede omkuld på gaden, køberen tog posen med tøjet fra min søn og løb, mens den anden forsøgte at banke ham. Det skulle han ikke have gjort! William var rasende og slog igen; så hårdt, at overfaldsmanden råbte efter køberen, at han skulle komme tilbage og bruge sin kniv. Så slap min søn og løb sin vej. Og fik ringet efter politiet. Det var først, da han sad sikkert på politistationen, at han ringede til mig.
Hvornår er jeg en god mor?
Der var ikke sket ham noget alvorligt. Han havde slået hovedet lidt, og hans far og jeg fik en lang snak med den lokale politimand, der understregede, at Facebook kun skal bruges til at lægge billeder af ens kanariefugl op, for det der med køb og salg af tøj og sko er farligt og dumt, for der huserer mange bander og svindel i det miljø, og dem og det skal man holde sig langt fra! Da William og jeg kom hjem, satte vi os tæt i sofaen og så film og fik snakket, og hele søndagen gjorde vi det samme, og fik også grinet en del, og jeg måtte hele tiden stryge ham over håret og mærke, at han var her, hel, og senere gik vi også en lang tur i skoven og endnu senere gik vi ind og så Leo i The Revenant, som trods alt blev udsat for lidt flere udfordringer! Om fredagen var han forbi en traumeterapeut, som sagde, at han havde reageret til UG, for det var godt, at han havde slået fra sig og forsvaret sig selv, og det var virkelig godt at han havde sluppet og løbet, da kniven kom på banen.
Hvornår er jeg en dårlig mor?
Når børn bliver til teenagere, bliver de fleste mødre uncool. Især hos sønnerne, hvor vi jo er umulige forbilleder på, hvordan de bliver til mænd. Rigtig streetsmarte bliver vi vist aldrig, selvom vi sagtens kan være det i praksis, men når mor siger noget, bliver det bare ofte lidt kikset, lidt overbeskyttende, lidt for…arrrgghh altså, jeg er jo ikke en lille dreng mere!! Og jeg forstår det godt. Så jeg øver mig stadig i at give slip og løbende sætte mere lempelige regler op for at sende dem ud i deres eget kredsløb. Mens jeg andre gange giver dem et blankt nej. Fordi mor i visse tilfælde stadig ved bedst. Og så bærer jeg, at jeg er total nederen og ikke forstår en skid!
Kronik i Jyllandsposten 6.3.16
