Vi er til fest i en charmerende gammel kasse med skjulte trapper og hemmelig rum alle steder, og selvom vi ikke kender hinanden specielt godt, får vi midt imellem maden og dansen alligevel gang i en samtale, der rækker henover gængse begynderemner, og så siger han noget, der kommer bag på mig. Men som ikke burde gøre det:
”Jeg har uhyggeligt mange gange oplevet, at når en kvinde er lige ved at komme, så er det som om hun pludselig holder sig tilbage og så ender hun med ikke at komme. Overhovedet.”
Når hans bemærkning ikke burde komme bag på mig, er fordi kvinder i vores kultur, ikke er opdraget til at liderlighed er godt, naturligt, befriende, acceptabelt og mere i samme skuffe. Så for ikke at være en ikke-kvinde, holder nogle kvinder sig tilbage i den situation. Til gengæld er det fuldstændig forventeligt for en mand. Faktisk så forventeligt, at hvis ikke han reagerer med rejsning, så snart et par bryster vifter ham om ørerne, så er han ikke en rigtig mand. Til gengæld kan man risikere at demaskulinisere en mand ved at sige til ham, at han er sød. For en rigtig mand er cool, stærk, sjov, klog, men ikke sød, og hvis han er sød, bliver han aldrig til andet end ven-materiale. Hvilket naturligvis er bullshit, for det at være sød er sådan set bare at være venlig, betænksom eller omsorgsfuld, og det har aldrig gjort en mand uattraktiv.
Antagelserne er altså ikke bare forkerte; de er begrænsende for begge køn. Og dermed også for samfundet. For desværre er der en uendelig mængde af den slags antagelser. Der gang på gang gør, at vi går glip af originale bidrag til vores fælles kreativitet og innovation, fordi folk enten bliver holdt tilbage eller selv holder sig tilbage. Håndværkere er praktiske, men dumme. Akademikere er snobbede og kan ikke skrue en pære i. Teenagere er hysteriske og egoistiske. Gamle mennesker er svagelige og sure. Brune er bandemedlemmer. Tørklædekvinder er undertrykte. Fortsæt selv listen.
Kategorisering er praktisk. For det hjælper os til at tage hurtige beslutninger. Som nobelpristageren Daniel Kahneman har vist, bruger vi to systemer til at tænke, hvor system 1 er det intuitive, mens system 2 er det analytiske. System 1 er effektivt, da det hjælper os til at tage hurtige beslutninger, baseret på erfaring og indlært viden. Hvilket igen fører til, at vi kan inddele verden i kategorier. Som altså kan være effektive i beslutnings- og navigeringsstrategier, men som – har det vist sig gang på gang – også er også ret fejlbarlige.
For mennesker er ikke maskiner, der altid reagerer og er, som de bliver kategoriseret til at være. Vores arts udvikling kommer netop af, at der altid har været mennesker, der er trådt udenfor kategorierne og på den måde har skabt nye måder at agere og være i verden på. Hvilket paradoksalt nok senere bliver til nye kategorier, som andre gerne vil være medlem af, og som på den måde ender med at være sin egen modtese.
Vi lever imidlertid i en tid, hvor vi har brug for masser af kreativitet og innovation, hvis vi skal klare de udfordringer, som vi har sat os selv i. Og samtidig har vi aldrig tidligere været så gensidigt afhængige af hinanden på tværs af nationer. Hvilket corona har vist os med al tydelig sikkerhed. Men verden brænder også mange andre steder. For der er Black Lives Matter bevægelsen, #metoo og Trumps mulige genvalg. Der er EU’s fremtidige globale rolle og Storbritanniens exit. Der er Kinas borger- og nationsovervågning, Ruslands cybertrollfabrikker og Nordkoreas mulige atomvåben. Og så er der den forfærdende eksplosion i Beirut, som afventer en afsender, der kan ende med at være internationalt politisk sprængstof.
Der er altså rigeligt med alvorlige og skræmmende krise-begivenheder, der retteligt bør få vores opmærksomhed. Og som også får det. Men når først chokket har lagt sig og de er blevet en del af vores hverdag, ryger de i baggrund og i stedet kan mobilsnakkende personer i en stillekupé, uopsamlede hundelorte i gården, larmende kollegaer og MAMILS (Middle Aged Men In Lycra), der suser forbi os på stien eller vejen, hver eneste dag give mange en usund hjertebanken og lyst til at give los for aggressionerne.
Hver dag lever og oplever vi nemlig de kategorier, som vi bliver sat i eller selv forsøger at blive del af, og problemet med dem er, at de oftest virker ekskluderende, hvilket ikke fremmer vores udvikling. Hverken som samfund eller som art. Og derfor bør vi som individer forholde os kritisk til de kategorier, som vi møder i hverdagen. Det har vi en enestående chance for at gøre noget ved i år. Hvilket vi allerede har gjort ved fællessang på tværs af altaner, indkøb for fremmede, nye læringsmetoder og hjemmerejsemål.
Første halvdel af 2020 har skabt en krise, som ingen af os aner hvor ender. Og nu hvor vi er retur efter en sommerferie, der allerede har været udenfor kategori for de fleste, kan vi bruge den træning vi har haft i første halvår, til at gøre andet halvår af dette ikoniske år til en styrke. Ved bevidst at tænke på tværs af kategorier og på den måde skabe de nye vilkår, der kan hjælpe os videre i en ny verden. Hvor kvinder godt må være liderlige og mænd søde.
Bragt i Jyllands-Posten d. 09.08.2020
