Jeg har kun set et enkelt menneske dø. Og jeg sad med hendes tørre lette hånd i min, da livet slap hendes krop, kæben sank ned, rummet trak lidt af lyset væk og jeg følte en sær frossen tilstedeværelse, der ikke kunne ses.
Jeg vidste ikke, hvad jeg havde forventet. Måske dette. Det var fredfyldt og meget lidt dramatisk, hvilket ikke spejlede det liv, hun havde levet. Vi sad der og lod hende forlade os, og det var sørgeligt og gjorde ondt, men til at bære i nuet, for hun havde levet. Meget. Hun havde elsket. Meget. Og hun havde bidraget med alt det, der var hende.
For hun var ikke nærig med sig selv. Og hun var i gang. Altid. Mest med at få mennesker til at mødes. Selvom hun ved Gud forstod at lave ravage i sine egne relationer, var hun en smuk fortælling om det, som vi alle instinktivt godt ved, og som videnskaben efterhånden har bevist i utallige undersøgelser, nemlig at det eneste, der virkelig gør os lykkelige, er at have nære og gode relationer.
Men….det er alligevel ikke nok til et liv, der giver mæthed af dage.
For vi er ikke kun vores relationer. Vi er også vores bidrag. Som art vil vi gernenoget med os selv, så vi gør den der forskel, som så mange går og taler om. Hvis ikke vi havde dette drive, ville ting som fx mikroskoper, segways, apps, Harry Potter, musikvideoer, eksistentialisme og bistader ikke bebo vores verden, og vi ville have nok i mad, beskyttelse og sex.
Samtidig er vi en besynderlig selvdestruktiv art. For jo mere vi har, jo mere eftertragter vi. Og derfor bliver listen over alt, hvad vi skal nå, hele tiden længere, i stedet for kortere, efterhånden som vi streger et opfyldt punkt over. 430.000 danskere oplever hver eneste dag symptomer på stress. Hver 5. ender med at blive så syg, at de mister jobbet. Stress koster årligt Danmark 14 mia i sygemeldinger og tabt arbejde. 20% af befolkningen lider af depressioner og fra 2001 til 2011 har vi oplevet en fordobling af anti-depressiv medicin, samt en tredobling af børn med affektive lidelser. Og som den bitre rosin i samfundspølsen må vi konstatere, at helt op til 30% af befolkningen lider af angst.
Denne udvikling er sket både i bling-bling tiden før krisen og under selve krisen, og nu står vi foran en vækstperiode, hvorfor barren for vores succes forventeligt vil blive sparket et par niveauer op – og hvad mon der så kan ske?! Umiddelbart vil mange føle, at det giver dem nye muligheder.
Men.
Hvornår stopper det? Hvornår er bidraget nok? Rundt omkring i landet ruster HR-ledere sig til at navigere i et endnu større stress/depressions/angsthav af medarbejdere, der har kæmpet sig igennem en krise, der har presset dem til yderste, og nu hvor væksten kommer, bliver der stillet flere krav om performance. Og i stedet for at skabe rum for restitution, kommer der nye lister med flere punkter på.
Og de yngre generationer er ramt endnu hårdere, for de skal ikke blot forholde sig til deres egen fysiske virkelighed, hvor de møder medlemmerne af de referencegrupper, som de er en del af. Deres sociale liv bliver også påvirket af en masse fremmede, som de gennem de sociale medier, bevidst og ubevidst sammenligner sig med; desværre sjældent til deres egen fordel. Børn under 10 år laver videoer, der er så professionelt skabt, at de til forveksling ligner noget et reklamebureau kunne lave, og de film lægger de op i håbet om at få en masse anerkendelse fra deres fans. Og for hver gang de gør det, og de mange likes udebliver, falder der et stykke af deres selvværd ned i havet af synlig social fornedrelse og fiasko, og så står de der, uden en chance for at beskytte sig mod denne afvisning.
De er jo børn for pokker, så hvordan skulle de vide, hvem de selv er endnu?! Også deres større søskende oplever dette, og drukner disse udstødelser i druk, narko og tjald, der også er et stigende problem.
Bidrag og relationer er de to elementer, der skaber levende liv, der er værd at leve.
Vores opgave er at finde ud af, hvad og hvor meget vi hver især ønsker at bidrage med. Og selvom det kunne se sådan ud, når man browser rundt på Facebook og andre sociale medier, handler dette bidrag langt fra altid om at bestride vidunderlige meningsfyldte kreative jobs, der sender en verden rundt til møder med andre sublime mennesker. Bidrag er også at møde ind om morgenen i en skole, en Matas-forretning, et kontor, en byggeplads. Hvor som helst vi skaber noget, som støtter det liv og samfund, som vi alle er en del af. Og hvor vi har en naturlig plads at udfylde, der giver os en helt basal sikkerhed i vores væren.
Vores opgave er også at finde ud af, hvilke relationer vi i virkeligheden ønsker at være en del af. Hvem skal have adgang og lov til at mene noget om mig – som jeg tager til mig? Og hvem vil jeg gerne dele mig selv med? Sund overlevelse i en hypersocial verden kræver af os, at vi afgrænser den flok af mennesker, der bliver til medskabere af min selvopfattelse.
Når jeg dør, håber jeg, at det bliver med et elsket menneskes hånd i min. Og med en overbevisning om, at jeg bidrog. Det sidste kæmper jeg mest med, for også jeg er et listemenneske, hvis liste må have fået virus; hver gang jeg streger en ting ud, kommer der nemlig to nye på.
Desværre hjælper det ikke, at jeg nogle gange skriver ting på, som jeg allerede har udført, blot for at få tilfredsstillelsen ved at strege den ud igen…
(Kronik i Jyllandsposten 11.10.15)
