”Hele mit liv er jeg kommet til at græde, når jeg er blevet gal i en konflikt, og det har været super ydmygende. Især når jeg stod overfor en mandlig kollega eller chef. Jeg har simpelthen ikke kunnet forstå, hvorfor pokker det var sådan, når jeg nu ikke var ked af det?! Indtil det forleden ramte mig, at piger jo opdrages til gerne at må græde, for så får de hjælp. Men hvis de bliver aggressive, så er det utiltalende og de bliver skældt ud.
Og så i går havde jeg faktisk et sammenstød med min chef, og i stedet for at græde, blev jeg lidt gal. Tænk – pludselig var det ikke en konflikt længere og jeg fik det, som jeg gerne ville have det. Så nu er jeg gået i gang med at coache min pige til både at turde blive ked af det og gal!”
Vi andre lytter og nikker og bliver inspireret. Samtalen udvikler sig for en stund i den retning, indtil en anden smider et nyt emne på bordet:
”Jeg har opdaget, at man har forskellige seksualiteter! Der er noget, der hedder Erotic Blueprint og jeg har taget testen og fundet ud af, at jeg var den type, jeg troede jeg var, men det har givet mig en helt anden forståelse for andres seksualitet. Og det betyder, at nu kan jeg faktisk give noget væk til min partner med stor kærlighed, som jeg før kunne være sådan adddrrr overfor. Det er fantastisk! Hvilken befrielse! Jeg sender jer lige et link, hvor I selv kan tage testen, hvis I vil?”
Det vil de fleste.
Siden jeg blev gammel nok til at forstå værdien af det, har jeg altid dyrket grupper af kvinder. I store og små enheder. For i de fælles rum, som vi sammen skaber, har vi en friplads for at dele fortællinger om livet, og om det at være kvinde og menneske, med de længsler, konflikter, oplevelser, erfaringer, sorger og glæder, som det byder på. Nogle er særskilt knyttet til kvinders kulturelle og historiske ophav, andre langt mere generelle. Og hver gang uden undtagelse opstår magien i at inspirere, befri og løfte hinanden, så vi hver især bliver stærkere, bedre og friere. Og sådan at ingen nogensinde efterlades ensom og isoleret i hendes egen situation.
Heldigvis er dette noget der sker over hele verden. Kvinder der samles i fælles formål, private og professionelle, og giver deres egen styrke videre til de andre og på den måde løfter og befrier hinanden. Det har kvinder – som mænd – altid gjort. Og i torsdags, på Kvindernes Internationale Kampdag, var der masser af netværksmøder, events, forestillinger og meget mere, som havde kvinden i centrum.
Vi har altså bevæget os langt væk fra dengang, hvor kvindens adgang til social status og sikkerhed, formel magt og økonomi, var afhængig af hendes far, mand eller bror. Og hvor kvinder derfor var i konstant konkurrence om at tiltrække og fastholde den stærkeste mands interesse og beskyttelse, så hun og hendes afkom kunne overleve bedst muligt. I dag kan de fleste kvinder i den vestlige verden selv levere det, og manden er for det meste hendes mere eller mindre ligeværdige partner. Det viser sig bla ved, at i Danmark er det i over 30 procent af husstandene kvinden, der tjener mest, og uddannelsesmæssigt er det ligeledes kvinderne, der i dag fører.
Alligevel skal kvinderne gang på gang blive vurderet, værdisat og kategoriseret efter det snæversynede, oldnordiske og nedværdigende udtryk: Kvinder er kvinder værst.
Udtrykket bliver ofte leveret med den største selvfølgelighed, nogle gange ledsaget af et snedigt udtryk, som om afsenderen har gennemskuet en sandhed om kvinder, som ingen andre ellers har set. Og hvis det bare var gamle sure bitre mænd, der kastede ordene op, ville det være ligegyldigt.
Men desværre hører jeg også mødre sige det til deres døtre og sønner, mandlige og kvindelige ledere sige det til deres medarbejdere, radio- og tv-værter sige det til deres gæster osv. Og det tjener ingen. For det er en løgn. Lige så stor en løgn, som at mænd altid vil være drenge (der bare skal lege og være uansvarlige).
Alle kvinder er sjovt nok ikke uselvstændige, magtesløse, lede kællinger, der kun kan eksistere i kraft af, at mændene anerkender deres ret til at eksistere (siden kvinder ikke er slemme overfor mænd, hvilket jo ligger implicit i udtrykket). Sådan et udtryk fjerner den menneskelige diversitet i den enkelte kvinde, mistænkeliggør alle hendes motiver ift andre hunkøn og reducerer hende til en bevidstløs maskine, der i evig gentagelse udviser en adfærd, der er ude af stand til at udvise sympati og solidaritet med hendes kønsfæller. Hvilket naturligvis ikke er sandheden. Den er til gengæld, at der selvfølgelig er masser af kvinder, der er lede overfor hinanden. Men der er mindst lige så mange, som løfter, besjæler, inspirerer, hjælper, elsker og passer på hinanden. Som kvinder altid har gjort. Og som mænd altid har gjort og gør.
For sådan er vi mennesker jo.
Udtrykket er altså top-absurd, totalt ude af tidens kontekst og stadig smerteligt ødelæggende for den solidaritet og sisterhood, som alle piger burde trænes i fra det øjeblik de fik bevidsthed på deres køn. For kvinder er ikke primært hinandens konkurrenter. Kvinder er primært hinandens fæller. Og derfor har vi brug for en ny udgave af det. I pagt med tidens lean-glæde, vil jeg derfor gerne foreslå, at man simpelthen halverer udtrykket ved at spare den sidste halvdel væk, så det, der er tilbage, er:
Kvinder er.
For det er præcis, hvad kvinder er. De er bare. I al deres menneskelige individuelle mangfoldighed, og bla. valgretten, ligelønsloven og #metoo bevægelsen, har gjort det lettere både at leve den diversitet ud. Og at dyrke søsterfællesskabet! Det var værd at hylde i torsdags og det er værd at praktisere de resterende 362 dage til vi næste gang skal fejre den 8. marts i solidaritet med alle verdens kvinder.
Kronik i Jyllandsposten 11.3.18
