For de unge generationer er kønnet mere et valg end biologi og skæbne. Kønnet flyder og giver den enkelte større frihed til at være sig selv. Heldigvis. For hvis vi som samfund skal få både mere balance og kreativitet, bør vi gøre op med det sociale køn.
”Kom med dine kugler, Carlo!”
For seks måneder siden, havde jeg samlet en del af familiens unge til julekagebagedag og pludselig råbte min svigerdatter dette gennem rummet. Det handlede om de ingefærkager, som hun var i gang med at bage med sin makker, men selvfølgelig faldt vi alle om af grin, for sætningen kunne let forstås i en helt anden retning. Jeg kom til at tænke på den, da jeg ville skrive denne klumme om kønnets opløsning blandt de unge. For den revolution, der er i gang lige nu handler netop ikke om at tage noget fra det andet køn, men derimod om at udvide det fælles felt for menneskelig udfoldelse ved ikke at lade sig begrænse af det, man kalder for det sociale køn.
Lad os tage et par eksempler: Linda P var kendt som en lesbisk stand-up’er, indtil hun fik sig en mandlig kæreste. Politikeren Simon Emil Ammitzbøll-Bille var i 17 år sammen med sin mand, og blev derefter kæreste med en kvinde, som han nu er blevet gift med og de har sammen fået en datter.
»Jeg tror ikke, det er så kompliceret for mig, som det kan være for andre. Fordi det er forelskelsen og kærligheden, som er i centrum. Det kan godt være, at nogen vil dele den slags op i kasser, men så beklager jeg, at jeg ikke er så “Kvadratisk. Praktisk. God”, som en Ritter Sport chokolade,« sagde han til BT dengang.
Linda og Simon Emil er trendsettere. For tjekker man ind hos de unge generationer, Y (født mellem 1980-1995), Z (1996-2010) og Alpha (2010-) er det en adfærd, som ikke blot er mere udbredt end vi tidligere har set; den er også anerkendt, som en form for normalitet. Men ikke kun når det handler om valg af partner. Det gør sig også gældende ift deres egen opfattelse af deres eget køn. Eller rettere: Flere og flere unge gør oprør mod at skulle tilhøre ét køn.
Det understøttes af en nylig offentliggjort undersøgelse, som Fremtidsfabrikken har arbejdet med det sidste halve år, hvor de har talt med 32 unge i alderen 13 til 16 år.En af deres informanter siger:
”Jeg tegner mig selv som intetkøn. Mit køn skal ikke begrænse min udfoldelse.”
Direktør Tanja Hall udtaler, at de unge ikke kun afstand fra køn ift. ulighed, men mere kønnet i det hele taget, som anses for at være betydningsløst. Tøj, hår og andre klassiske identitetsmarkører bliver i stedet unisex. Kort sagt ser de unge ophævelsen af køn, som det ultimative udtryk for muligheder, frihed og fremgang.
Jeg forstår dem. I over 20 år har jeg beskæftiget mig med køn og jo mere jeg arbejder med det, jo tydeligere bliver det, at det sociale køn altid er en begrænsning. Vi mennesker har nemlig for vane at vurdere biologien og lave en social fortolkning af dens værdi og status i samfundet, og på den måde fremkommer det sociale køn. Da det er en genspejling af kulturen og de dominerende værdier, der hersker på et givet tidspunkt, er det sociale køn dermed historisk betinget og feltet har i visse perioder været langt smallere end det er nu, mens også langt bredere. Fx havde kvinderne under vikingetiden en ret stor grad af ligestilling og var også kendt for at være dygtige krigere, uden at det gjorde dem mindre attraktive. Mens mænd under Solkongens hof gik klædt med masser af pynt, paryk, make-up og høje hæle, uden at det gjorde dem mindre maskuline.
Kønnet har med andre ord altid været til forhandling og er det også i dag, hvor det altså flyder mere end det har gjort i mange hundrede år. Hvilket er en kæmpe fordel for vores samfund. For det øger ikke blot diversiteten og frigiver det enkelte menneskes kreativitet og bidrag, det er også med til at skabe et mere balanceret samfund. Fordi det giver plads til, at vi som mennesker friere kan være denne uendelighed af egenskaber. Men vi skal være vågne, for ikke at lade os begrænse, for denne uendelighed bliver nemlig op gennem barndommen og ungdommen begrænset, efterhånden som børnene lærer, hvordan en ”rigtig” pige og en ”rigtig” dreng ”bør” opføre sig.
Vågen er fotografen Kate T. Parker. I 2017 lavede hun fotoserien og bogen Strong is the new prettymed undertitlen:A celebration of Girls Being Themselves.Mange af billederne viser sportspiger i kropslige attituder, som vi oftere forbinder med drenge og mænd. Vågen var også hygiejnebindsmærket Always i 2014 da de lancerede en kampagne, som de kaldte for ”like a girl”, hvor de spurgte unge om, hvad det vil sige at gøre noget ”som en pige”. Jeg så den igen for at tjekke op på indholdet og filmen virker, for den har ikke bare tudegaranti; den sætter piger på problemet. Tjek det selv ud. Den fik fortjent en masse opmærksomhed, fordi den viste, at den gængse opfattelse af at ”gøre noget som en pige” altid var knyttet til enten latterliggørelse eller mangel på styrke; alt i alt med en lavere status end hvordan hankønnet gør det. Men heldigvis lander den et andet sted, nemlig hvor Kate T Parker starter: At når man gør noget som en pige, er der frihed til at gøre det hundrede procent, som man selv vil. Med styrke og vilje.
Vågen er også skuespilleren Jaden Smith, søn af superaction-stjernen Will Smith, der hargjort sig bemærket ved ofte at vise sig i nederdel, både fordi han synes det er pænt. Og fordi han gerne vil være med til at skabe en kultur, hvor fremtidige generationer ikke bliver mobbet, fordi de ikke vil følge kønsstereotyperne. Og vågen er mange, mange andre mennesker, der dagligt udfordrer vores kønsstereotyper og er med til at frigøre drenge og piger, kvinder og mænd fra kønsfængslet. Og det har vi brug for, hvis vi vil et friere og mere balanceret samfund, hvor alle kan bidrage meget friere, originalt og ægte til fællesskabet. Savner du inspiration i din hverdag? Så kig dig bare omkring. De findes nemlig overalt. Hvis vi altså har blik for dem. For revolutionen – den er i gang.
Bragt i Jyllands-Posten d. 14.07.2019
