Ærtebælgen ligger mellem mine fingre, klar til at blive delt, så jeg kan trille de små grønne ud og nyde dem midt på en arbejdsdag. Jeg er travlt optaget af at tjekke mails, så fingrene får uovervåget lov til at gøre deres arbejde, og derfor er det først, da jeg mærker noget uventet ramme huden, at jeg faktisk kigger på den: Den ene ende er fyldt med jord. Nå, tænker du måske, skulle det være noget særligt? Nej, det er det jo ikke.
Men dér, midt i et meget hipsterurbant kontor i centrum af en storby, virker det pludselig som et meget fremmed element, og da jeg bagefter forsøger at bælge den meget forsigtig, men alligevel ender med at få jord mellem tænderne, går det op for mig, at de bedste ferier er dem, hvor man netop oplever at få jord mellem tænderne. Knasende, uciviliseret, tidsuendeligt, tilbage-til-rødderne jord, der husker en på det væsentligste.
For hvad gør et liv værd at leve? Hvad gør dit liv værd at leve?
Jeg ved det faktisk godt, for det er noget, der har optaget mig i årevis. Og det seneste år har jeg fået indsnævret det til to sølle elementer, som jeg har turneret rundt i landet og prædiket om til foredrag. Du får mit forslag om lidt. Men da du ikke nødvendigvis er enig med mig, håber jeg, at du vil give det en tanke. Væksten er nemlig over os, og vi har udsigt til en spændende og udfordrende periode, hvor de fleste vil gasse op og se muligheder i alt fra forfremmelser til forbrug.
Nogle har savnet de store armbevægelser fra tiden før krisen, mens andre har trukket vejret mere frit siden 2009, fordi der har været en kollektiv forståelse for og erfaring af, at vi alle måtte skrue lidt ned for ambitionerne og de højtflyvende behov og drømme. Vi har altså lige været igennem en samfundsvinter, hvor alt har stået stille og det, der ikke kunne overleve, døde, og det der overlevede, fik en stærkere kerne, og nu svæver foråret over os, klar til at lægge sig formildende over iværksættere, investorer og generelle håb om fremgang. Så langt så godt.
Men jeg spørger lige igen: Hvad gør dit liv værd at leve?
For det er det spørgsmål, som vi i fremgangsrusen bliver nødt til at holde fast i, så vi ikke blindt lader os forføre af ”mere, større, hurtigere, stærkere” og i stedet bliver ved med at holde fokus på ”bedre”. Ferier er til for at give os de pauser, som ”bedre” mange gange fordrer. For ”bedre” kræver mere af os end ”mere, større, hurtigere og stærkere”, som mange gange blot er en forlængelse af det allerede eksisterende.
Når man som jeg arbejder meget med strategi og hjælper virksomheder og organisationer til at opdatere deres ”bedre” til både den eksisterende omskiftelige samfunds/markedsvirkelighed og deres egen virkelighed, så er det ikke noget, der lige kan ordnes på en enkelt workshop en onsdag eftermiddag. Det er krævende, fordi vi skal helt ind i kernen af det, som er deres eksistensberettigelse, hvis de overhovedet skal mere end at skrabe sig igennem en overlevelse.
Men.
Når det handler om vores eget ”bedre” bliver det pludselig meget sværere. Og sårbart. For hvad er egentlig vores eksistensberettigelse? Hvad gør os værdifulde for os selv og andre? Disse spørgsmål er den jord, som vi skal mærke mellem tænderne engang imellem, så vi bliver forstyrret nok til at ville tage stilling til, hvor vi er i vores liv. Om det sted er godt. Og om vi bidrager til fællesskabet med det, som er vores bedste.
Vi lever i en hyperkompleks tid og vores samfund bevæger sig med en hastighed, som kun astrofysikere forstår, hvorfor et smerteligt grundvilkår er, at vi ikke kan følge med i alt. Aldrig nogensinde. Punktum. Det vi kan gøre, er at udvælge de områder af livet, som virkelig har betydning. Og det er til gengæld ret enkelt, for der er som sagt kun to ting, som for alvor betyder noget for dit ”bedre”: Nemlig bidrag og relationer!
For nogle år siden talte jeg med en sygeplejerske, der i årevis havde arbejdet på et hospice. Hun fortalte mig, at det var ét spørgsmål, som alle stillede før de døde: Vil jeg blive savnet?
Vi ved det godt: Kærlighed er det eneste, der for alvor gør os lykkelige. Hvilket de seneste års massive lykkeforskning har sat valide tal på. Relationer er det første vi møder – og det sidste vi vil forlade. Det er det, der gør os til mennesker. I teorien er det nemt nok: Find ud af hvem der betyder noget for dig. Dyrk dem. I praksis er det imidlertid en svær opgave, for alt for ofte bliver vi optaget af vores ”bidrag”.
Som skabende individer, der er en del af et fællesskab, er vores andet vigtigste element en grundlæggende oplevelse af, at vi bidrager med noget, der har værdi for kollektivet. Ikke kun pga den personlige tilfredsstillelse det er at være skabende, men også fordi der ligger en fare i at blive udstødt, hvis ikke man bidrager til kollektivets overlevelse.
Bidrag og relationer. Det er det, der gør livet værd at leve. Det kan du evt. skrive ind i de blafrende blanke feriekalendersider. Og vil du hurtigt i gang, har jeg et forslag: Spis jord.
(Kronik i Jyllandsposten den 12.07.15)
