Først da hendes mand var flyttet, opdagede Madeleine Albright, at hun ikke kunne lide kød. I alle de år hun havde været Joes kone, havde hun troligt spist en stor bøf sammen med resten af familien, men nu hvor han var væk, gav hun sig selv plads til at lytte til sin egen ægte lyst. Det var også først efter skilsmissen, at hun gik ind i politik. Og blev USA”s første kvindelige udenrigsminister.
Skilsmissen, som hun ikke selv ønskede, blev det fald i hendes liv, der gav hende mulighed for at genopstå i en ny version. I alt fra madpræferencer til livsformål. Vi har hørt den historie i tusindvis af udgaver, og den mest kendte er nok den om Jesus genopstandelse, der trods alt har nogle elementer i sig, som ingen af os andre kan tilbyde.
Livet efter døden er imidlertid et budskab, vi alle kan få brug for at blive mindet om, når vi selv står midt i den afgrund, der blænder ikke blot vores positive selvfølelse, men også vores basale livsretning.
Krisen de senere år har sendt mange mennesker ud i denne oplevelse, men det er ikke kun et krisefænomen. Det er et livsvilkår i den moderne verden, fordi vores livbetingelser konstant ændrer sig, og dermed udfordrer vores eksisterende strukturer. Og fordi der ligger en klar forventning til alle individer om selv at være i kontinuerlig udvikling.
Nu hvor vi er på vej ud af krisen, vil vi med stor sandsynlighed se endnu flere af denne slags indre kampe, selvom man skulle tro, at det ville være omvendt. For selvom fiasko umiddelbart trækker mest på vores kræfter, kan forventningen om succes faktisk kræve endnu mere af os. Når den fælles barre bliver sat højere, bliver faldet for os alle også større, når vi ikke føler, at vi er i gang med det spring, der giver mest mening.
Eller mest status?
Når faldet så indtræffer – og det sker jo for de fleste på et eller andet tidspunkt – har vi behov for at vide, at vi kan genskabe os selv i et nyt billede, som bedre matcher den person, vi har udviklet os til. Også når vi ikke selv har valgt den nye situation, som vi befinder os i. Også selvom den føles vildt uretfærdig og ubarmhjertig.
Yahya Hassan, kvinderne fra Det slører stadig, Ayse Dudu Tepe og Firoozeh Bazrafkan er alle genopstandne. De har måttet tage et opgør med deres ikke-etnisk-danske baggrund og bagefter, et opgør med den danske præmie-perker forståelse, for at være en vigtig stemme i debatten om retten til at være et menneske i dag, både i Danmark og resten af verden. Stressramte mænd, der tør stå frem og italesætte hvor angste de er for at miste deres mandighed i omverdens øjne, fordi de står ved deres sammenbrud, må også genopstå i en ny og mere ærlig udgave, og er på den måde med til at sætte skæbner på vores andres forestillinger om køn, og er samtidig med til at udfordre dem. Kvinder der claimer deres frie ikke-magasinlækre seksualitet (aktuelt med filmen ”Vådområder” efter Charlotte Roches roman), kvinder der vil have lov til at gå hjemme og passe børnene uden at blive set ned på, kvinder der er på vej ind i bestyrelserne i hidtil uset antal, er også genopstandne efter at have mødt modstand mod de normgivne forestillinger om køn. Børn der mobbes og som kommer igen og igen, fordi de ikke vil give op, og fordi nogle særlige voksne tror på dem og viser dem vejen til en positiv identitet. Alle disse er blot få aktuelle eksempler på livssituationer, som præger vores tid i vores ende af verden, og deres individuelle kampe er nogle, som de fleste af os kan spejle os i.
Vi hører deres historier i medierne, læser dem i bøgerne, ser dem i fjernsynet, lader os underholde af dem i liveshows og på nettet, og vi møder dem næsten altid når de er ude af krisen igen. Og selvom de kan fortælle ærligt og hudløst om alt det, de var i og måtte igennem, for at nå dertil hvor de er nu – mere afklarede, mere hele, mere hjemme i sig selv, og nu med et klart livsformål og en retning i deres liv – har de den fordel, at de altså er ude på den anden side. Står man imidlertid selv med hovedet nede i afgrunden, kan det næsten virke som en hån at høre den slags historier, for det man ser, er mørke, og det man oplever, er håbløshed. Også selvom det ikke ser sådan ud på overfladen. Også selvom de andre ikke kan se det. Og mest, når det der sker omkring en, ligner en dundrende succes mens man selv er ved at gå til i fortvivlelse.
Når mørket er tættest og tomheden fylder mest, er der en sætning, som kan bære os igennem vores egen død og ind i livet igen. Det er et af de fire bud i min nye bog Ladycool, og var oprindeligt særligt tiltænkt kvinder, fordi kvinder stadig kæmper for at få samme høje status som mænd har. Nu har jeg imidlertid nået at få en del reaktioner på bogen, og det har vist sig, at især denne sætning åbenbart rammer noget almengyldigt i vores tid. Sætningen i sig selv er så banal og eksistentiel, at den ikke burde skabe nogen form for opmærksomhed, men de reaktioner jeg har fået på den, har været overvældende og interessante. Og de er kommet fra begge køn.
Sætningen er: ”Jeg er vigtig”.
Alt for mange mennesker tror nemlig ikke for alvor på, at de er vigtige. At det de føler, er rigtigt. At det de tror på, er godt nok til at andre også kan tro på det. At det de oplever, også er noget andre kan genkende. At det de stræber efter, er værd at stræbe efter. Og det er et tab. Ikke bare for den enkelte, men for alle os andre, der jo bliver berøvet muligheden for at opdage verden på en ny måde.
Menneskehedens historie er fyldt med eksempler på mennesker, der turde tænke anderledes og som udfordrede vores givne idealer, værdier, adfærd og normer. Det er dem vi husker. Fordi de var med til at sætte en ny standard, som vi andre kunne blive inspirerede af. Mange af dem har imidlertid også befundet sig i deres eget mørke, har mistet troen på sig selv og deres eksistensberettigelse, har følt sig ensomme, forladte, forhadte – aldeles og overhovedet ikke vigtige.
Står du sådan et sted i dit liv, så gør som Albright og hold op med at spise kød og bliv udenrigsminister. I overført betydning, naturligvis 🙂
Jyllandposten 20.04.14
