Forældres vigtigste opgave er at gøre sig selv overflødige. Måske er det den eneste opgave, der gør virkelig ondt, når den lykkes. Og som skaber mere glæde end noget andet.
Det ene øjeblik er jeg helt knuget til af sorg, længsel, fortrydelse og smerte. Og det næste er jeg fyldt op af glæde, stolthed, kærlighed og generøsitet. Jeg forstår faktisk ikke, hvordan jeg kan indeholde så mange modstridende følelser uden at eksplodere. De kommer og går som det passer dem, og med et hjerte, der føles lige så skrøbeligt som brændt papir, der flagrer i vinden, har jeg intet værn mod pinen.
Ej heller kan jeg holde varigt fast i alt det gode.
Så jeg strejfer hjemløs rundt i min identitet som mor, der i næsten tyve år har udgjort den højest prioriterede andel af min selvforståelse, men som i disse dage, pludselig er forandret, forladt, forsvundet ind i en form, der er lige så ubekendt som verdens ende.
Ifølge google maps er min ældste søn flyttet præcis én kilometer væk. Hvilket er et fnug i den fysiske verden, men i mit emotionelle landskab kunne han lige så godt bo i et helt andet solsystem. De sidste uger har vi hjulpet ham til at installere sig i egen lejlighed og nu mangler han ikke meget mere end 3-4 flyttekasser med tøj, bøger, papirer og andet skrammel, som skal pakkes ned og fragtes hjem, hjem til ham, og så er det forbi.
Forbi med at se ham hænge med hovedet inde i køleskabet lørdag formiddag og et hår, der afslører, at han lige er vågnet og vide, at senere kommer historierne fra natten. Forbi med at tage ting ud af hans lommer, før tøjet bliver smidt i vaskemaskinen og uventet blive strøget af hans duft fra dengang han var baby. Forbi med at sms’e ham, at han gerne må købe ind til aftensmad. Forbi med at tage den uventede snak klokken to om natten, fordi vi begge er kommet hjem fra hver vores fest samtidigt. Forbi med selvfølgelig at følges ad til fætters fødselsdag. Forbi med at gå ind på hans værelse, sætte sig på kanten af sengen og stryge ham over håret, før vi siger godnat.
Forbi med at leve sammen.
Fortrydelsen har fået et alt for fast tag i mig. Noget der ikke hører til i den moderne tilværelse, for hey! vi skaber jo selv vores liv! Men jo, jeg fortryder bittert, at jeg nogensinde slap hans hånd, da han var lille. At jeg til tider ikke orkede at lege med ham. At hans kind mod min blev for varm og at jeg vendte mig i sengen, væk fra ham, fordi jeg syntes jeg skulle have lidt luft. Jeg fortryder, at jeg ind imellem råbte af ham, at jeg ikke tog ham mere med ud i skoven og viste ham myrernes sti, tangloppernes dans, og jeg fortryder, at jeg ikke fangede flere blade sammen med ham i efterårsskoven.
Årh altså, hvordan kunne jeg dog længes efter at han blev større, så jeg i det mindste kunne gå i bad, uden at han bankede på døren og ville ind, og hvordan kunne jeg dog græmme mig over, at jeg ikke bare kunne sove længe, uden at han kom ind og kyssede mig på kinden og kravlede ind under min dyne, så jeg kunne indsnuse hele hans væsen. Hvis jeg giver efter for minderne, bryder de igennem mit omhyggeligt opbyggede værn mod sentimentalitetens overtag og mit hjerte hiver herskerløs i min uendelige længsel efter blot én gang mere at se ham smide alt hvad han har i hænderne og løbe mig i møde, mens han stråler over hele ansigtet og råber: Moooooor!!!
Hvorfor var der ingen, der fortalte mig, at nitten år i virkeligheden er nitten sekunder? Hvorfor var der ingen, der fortalte mig, at denne kærlighed til vores børn er større end nogen anden kærlighed, og at den bare bliver ved med at blive større og større. Selv i de perioder, hvor man oftere end ikke, har lyst til at slå dem i deres teenage-urimelighed og puerile arrogance. Hvorfor var der ingen, der tog mig om skuldrene, kiggede mig dybt i øjnene og sagde: Uanset hvad du gør, så følger også de naturens orden og bliver ældre og skal forlade?
Hvorfor lyttede jeg ikke, da nogen fortalte mig det?
Hver eneste dag, hver eneste time, er der tusindvis af forældre, der siger farvel til et liv sammen med deres børn. De fleste fordi ungerne flytter. De få, men stadig alt for mange, fordi børnene dør før dem. Og uanset hvor morbidt det end er, har det antændt min dybe taknemmelighed, at min søn stadig er blandt de levende, og det har lagt sig som et lag af balsam over mit savn, min selvmedlidenhed og mit desperate ønske om at skrue tiden tilbage.
Men så kigger jeg på ham igen.
Denne voksne mand, der nu betaler regninger, beværter gæster, tager på arbejde og sparer op, så han kan rejse verden rundt, og jeg ønsker intet anderledes. For min tid har været der og hans eksistens er indlejret i mit hjerte i sit helt eget kammer, og når savnet bliver for stort og tabet for massivt, lukker jeg bare øjnene og besøger det sted, og lader mig fylde op af glæde og kærlighed. Over at dette lille væsen, der blev født en nat i november skulle lykkes så fint. Faktisk så fint, at da jeg få uger før hans flytning, sagde til ham, at jeg ville komme til at savne ham, og han så svarede: Ja, det bliver fedt!
Mission accomplished. Enhver forældres fornemste opgave er nemlig at gøre sig selv overflødig. Først da er man lykkedes med jobbet, for så har man skabt et menneske, der er i stand til selvkærlighed og derigennem kan skabe sig selv en god tilværelse. Også ved at bidrage til fællesskabet. Så overflødig ja. Men heldigvis ikke ubrugelig. Og ej heller uelsket. Hvilket han har vist mig på tusind måder, siden vi første gang trådte ind over tærsklen til hans nye lejlighed. For i min verden varer mit forældreskab for evigt. Og de der børnebørn, der nok kommer om ti års tid, de skal jo også have nogen, der tager dem i skoven og fanger blade i timevis en efterårsdag.
Bragt i Jyllandsposten søndag den 20.10.19
