Nej, børnetissemænd og pinlige første forelskelser er ikke ok at udbasunere i en powerpoint-tale til konfirmanden. Ej heller er antallet af sexpartnere for nygifte eller drukture, der endte i latrinære udflugter, emner for en tale til hverken et bryllup eller en studenterfest. Det er ikke sjovt. I stedet høvler det sjælen på den, det handler om. Som taler har man én eneste opgave: At efterlade dem man taler for, gladere, end da man begyndte.
”Nej, nej, nej!!! Fjern det! Videre!!!”
Stemmen er en blanding af desperation med et skamfuldt grin lagt indover. For han kender jo godt reglerne. At man gerne må blive gjort grin med på sin store dag. At det hører til opmærksomheden. Og naturligvis skal man kunne tage noget røg. Blive ristet lidt. Og det kan han også. Selvfølgelig kan han det.
Men åh altså – skulle det der forbandede billede fra dengang han var 10 år gammel og glad stod og strittede med sin lille orm virkelig med??! Og lidt senere kommer det igen! Motivet. Genstanden. Ormen i al sin nøgne herlighed. Til skue for den pige, han har været vild med i hele tre måneder og som han uden helt at forstå sit held, faktisk er dukket op til festen med både rose og gave. Og synligt for hans venner, hvoraf nogle griner højlydt og går med på spøgen, mens andre begynder at shuffle med fødderne under bordet.
Der sidder konfirmanden iført sit første jakkesæt med sænkede øjne og ører der brænder og får lyst til at forsvinde.
I den alder er han nemlig mere sårbar end nogensinde før og har derfor brug for et spejl, der kan få ham til at se sig selv klarere. Og helst alle de gode ting, for de dårlige skal han nok fortælle sig selv. Det pres som de unge i dag oplever, er både ødelæggende og umenneskeligt, så de har ikke brug for også at være bekvemme statister, der frit kan latterliggøres, i talerens fortælling. Tværtimod har de brug for at vide, at de er elskede. Og at de kan noget. At de er noget værd. I al deres ubagthed.
Men det sker ikke i denne tale, så ordene og billedet bliver hængende og konfirmanden smiler sit skæve smil og tager joken med ophøjet ro, for han er hverken den første eller den sidste, der vil blive udstillet sådan. Og måske er det også meget sjovt. Måske. Selvom det overhovedet ikke er det i virkeligheden.
Overgangsriter er noget menneskeheden altid har benyttet sig af. For at sætte en transformation af identiteten, kroppen og den sociale rolle ind i et system, som bliver en slags symbolsk virkelighed, der kan skabe et minimum af tryghed i en sårbar situation. Og samtidig fungerer det også som en handling, der resocialiserer medlemmet i det eksisterende fællesskab, men nu i en ny rolle. Disse ”rites de passage” sikrer, at det enkelte menneske ikke står alene, isoleret og uerfaren i transitionen og dermed bliver det også til kollektivets manifestation af de delte værdier.
I ”gamle dage” kunne overgangen fra barn til voksen, være en ret vild og barsk oplevelse. At hænge i kødkroge eller andre fysiske udmattelsesraids, at nedlægge et rovdyr egenhændigt, at overleve flere dage alene i ødemarken er alle tre typiske teenage-overgangsriter. Herhjemme skal ingen konfirmand nedlægge en sabeltiger med de bare hænder, hvilket de fleste forældre nok er vældig glade for, men de unge skal altså til gengæld overvinde flere taler, som spænder mellem alt fra upassende grovheder, ringe jokes, dårlige historier til de afsindigt kedsommelige, der som regel også er alt, alt, alt for lange, så konfirmanden til sidste ender med at knalde hovedet ned i suppen i et snork. Teenagere er – ved vi jo – altid sultne og søvnige, så meget skal der ikke til.
Den samme sang om overgangsriter kan også bruges om studenterfester og bryllupper.
Studenterhuen har sit helt eget kommunikationssystem og talerne er oftere rettet mod fremtiden end fortiden, men også her er der tradition for at ydmyge studenten lidt, og så længe man er almindelig anstændig, når man begynder at dele historier, er det også fint nok.
Brylluppet er et hav af kendte og overraskende traditioner og ritualer, der skal sikre at parret vil elske hinanden for evigt. Hertil hører ikke taler, hvor ekskærester og sexpræferencer bliver udbasuneret. Det plejer ikke at skabe en bedre stemning. Slet ikke hos brudeparret. Tal om kærlighed. Mere vanskeligt er det ikke. Og det kan altså godt være både sjovt og underholdende, uden at være perfidt eller udleverende.
Det vigtigste pejlemærke når man forbereder en tale (ja, det gør man, så lad være med at improvisere, med mindre du kan aflevere talen under to minutter. Ikke at den nødvendigvis bliver bedre af det, men pinen bliver bare kortere!) er, at man taler TIL hovedpersonen.
Det er hans og hendes store dag. De skal have lov til at være det ubestridte centrum. Og det skal de have lov til at nyde. Så hold talen til det menneske, der skal fejres. Ikke til de andre gæster. De er ikke et publikum, der skal underholdes, og det er ikke dig, der skal shine. Du skal tværtimod få hende i den hvide kjole eller ham i det nye tøj til at stråle, og derfor hedder det:
”Dengang DU og jeg….” eller ”Det glæder mig sådan at se, at DU…”
Glem alle de der lange historier, om dengang ”han” eller ”hun” gjorde og sagde. Når man står midt i en overgang, er man ret skjoldløs, for man har lige lagt det gamle fra sig og er i gang med at iføre sig det nye, så man skal passes lidt på. Selvfølgelig må du gerne gøre grin. Du må gerne afsløre.
Du må gerne dele. Men gør det varsomt. Med hjertet i ordene og historierne, så sjælen får lov til at vokse. Også hos gæsterne.
Kronik i Jyllandsposten 29. april 2018
