Seks år i bestyrelsen for Messecenter Herning har imponeret professionelt. Men der er især én hemmelig ingrediens, der gør virksomheden til et jysk kraftcenter og et nationalt samlingspunkt. Og som også kommunen er præget af. Det er noget, som vi alle sammen har brug for i hverdagen og har godt af at blive mindet om.
Før jeg begyndte at skrive denne kronik, lavede jeg en hurtig rundspørge på det reklamebureau, hvor jeg har lejet mig ind med kontor.
”Når jeg siger Herning, hvad siger du så?”
Mine forventninger var klare. Baseret på de kommentarer jeg fik i 2013, da jeg annoncerede, at jeg nu tiltrådte bestyrelsen for Messecenter Herning. De fleste af dem var nemlig noget á la:
”Hvad pokker vil DU derude på heden???”
Selv var jeg dybt imponeret over det virkemod og den handlekraft, som bla. borgmesteren, formanden og direktøren for MCH havde udvist på det tidspunkt, for at skabe et kraftcenter af kultur og forretning i Midtjylland. Faktisk syntes jeg, at det var pænt blæret, at man havde startet med at bygge en motorvej, så infrastrukturen i hvert fald ikke ville blive et problem. Og det trak ligesom heller ikke fra, at de derefter havde fået bygget Danmarks første multiarena, hvor de største internationale stjerner kunne lade deres stemmer få frit løb på en måde, som faktisk ydede dem retfærdighed. At selve messedelen nærmest var legendarisk, var noget jeg allerede fik færten af som meget ung pc-sælger i starten af 90erne til Kontor & Data messen. Og den del har været i interessant udvikling hele tiden.
De flestes fordomme bundede naturligvis i bevidst ignorance og meget hurtigt blev det til en leg for mig at udfordre de – oftest – københavneres selvvalgte uvidenhed. De heldige af dem blev oven i købet inviteret med til koncerter, sportsbegivenheder, messer og andet, så de ved selvsyn kunne opleve, hvorfor jeg var så udelt begejstret for virksomheden.
Men denne aften, hvor jeg gik ud blandt mine roomies for at lave et aldeles uvidenskabeligt feltstudie om Herning, var svarene:
Håndbold. Og Boxen.
En enkelt svarede Brande. Men det var altså fordi hendes bedsteforældre bor der, og det ligger i nærheden af Herning 🙂
Håndbold er måske ikke overraskende, da det kun er tre uger siden, at Danmark blev verdensmestre ved at vinde en nærmest knusende sejr over Norge. Og jeg skal love for, at Boxen vitterlig blev hele landets dagligstue, hvor stemningen var så høj, at den var ved at blæse taget af. Det var en af de bedste oplevelser jeg selv har haft der, og den er ellers i hård konkurrence med koncerter med fx Pink, Robbie Williams, Ed Sheran og Adele.
Så intet københavnersnobberi mødte mig altså denne gang. Og nu kan jeg jo ikke vide, om folk enten er høflige overfor mig. Om det er et tilfælde. Eller om det er et udtryk for den ændrede position, som Herning har fået i den danske bevidsthed. Med fare for at lyde naiv og total bias, tror jeg ikke desto mindre på det sidste. Fordi jeg af gode grunde har været vidne til den indsats og den professionalisme, der ligger bag resultaterne. Alt dette er i sig selv imponerende og lyder mere som indholdet til en kronik i Børsen. Hvilket der i øvrigt har været flere af de sidste dage, fordi direktøren gennem nærmest en menneskealder, Georg Sørensen, netop er fyldt 60 år.
Men det der virkelig rammer mig hver eneste gang jeg besøger ikke bare MCH, men også byen, er menneskene bag. Jeg bliver nemlig mødt med en konsistent venlighed, imødekommenhed og servicelyst, som hver gang tager mig om hjertet.
TV-stjernen fra ”Kender du typen” Anne Glad blev engang gjort lidt til grin i en Tobias Dybvad udsendelse, fordi hun havde sagt, at herninggenserne var Danmarks amerikanere. Men hun har jo ret. Selv har jeg ikke noget andet sted så konsekvent mødt den særlige kombi af serviceminded venlighed og professionalisme, der jævnligt kombineret med en veludviklet ambition, som man ofte møder i USA. Fordi jeg rejser meget rundt i landet (og lidt i verden) pga mine foredrag, føler jeg et vist belæg for at kunne hævde dette med sikkerhed. Men jeg er nu langt fra den eneste, der har den oplevelse. Samme reaktion har jeg fået fra gæster jeg har taget med, udstillere, talere til åbninger af messerne osv.
En kronik må gerne have en vis sund distance til det, der skrives om. Hvis den skal have nogen troværdighed, men ind i mellem er det også på sin plads at hylde det, der faktisk fortjener ros. Og da jeg kun er gæste-borger i Herning, tænker jeg, at der er plads til at dreje lyset lidt i den retning.
For især når det handler om det menneskelige møde mellem fremmede, kan mange andre lære noget af Herning og ja, den ånd, der hersker i MCH. Det skyldes især medarbejderne, som hver gang og uden undtagelse møder deres besøgende med stort nærvær og imødekommenhed. I en verden, hvor vi har en reel risiko for fremmedgørelse, fordi vi bekender os mere og mere til det digitale og bla. ser hos de unge generationer, at de mødes mindre fysisk og mere virtuelt, har vi brug for at blive mindet om, at det er mødet med ens næste, der for alvor betyder noget.
Der er efterhånden lavet tonsvis af forskning der viser, at det er de gode relationer, der har en direkte indvirkning på vores lykkeniveau og sundhed, og hvis vi barberer livet helt ind til benet, så er ”de andre” det eneste vi på mange måder har. Vores medmennesker. Og derfor er hvert eneste møde med en anden, også en chance for at skabe en forbindelse mellem fremmede, som dermed holder op med at være helt så fremmede. Helt banalt kan vi altså øge vores livskvalitet dagligt ved blot at møde andre i åbenhed og venlighed og desværre er der alt for mange, der glemmer denne enkle sandhed. Indrømmet – den morgen, hvor jeg kommer for sent op, fordi jeg kom for sent i seng pga for mange episoder af en tv-serie, hvor jeg har glemt at lave madpakker, hvor jeg ikke kan finde ens sokker til ungerne, hvor cyklen er flad, hvor det støvregner, hvor mascaraen løber, hvor jeg kommer for sent til mit første møde, lige den dag, er jeg sgu nok ikke verdens venligste person, hvis en anden uforvarende kommer til at gå ind i mig, så jeg taber min mobil ned i en vandpyt. Men det betyder ikke, at man ikke kan have det som en overordnet livsfilosofi. Og jeg ved ikke, om det er fordi der er nogle helt særlige jordbakterier, der er inficeret med venlighed derovre på heden, ligesom forskning har påvist, at visse jordbakterier indeholder et særligt lykkehormon, men det ville ikke undre mig. Eller måske er det bare så enkelt, at de holder fast i noget, som mange kommer til at genopdage i fremtiden, og som Georg Sørensen tusindvis af gange, har beskrevet således:
”Det personlige møde går aldrig af mode.”
Kronik bragt i JP den 17.2.19.
