Et af de første lange ord jeg lærte mine børn at sige, var de-mo-kra-ti. Sammen med ordet dik-ta-tur.
Når det var rimeligt og der var plads til det, kunne børnene få lov til at bestemme. Fx om vi skulle spise en is eller gå på café, hvilken film vi skulle se i biografen, hvad vi skulle have til middag osv.
Hvis de altså kunne blive enige i fællesskab og udstemme mig. Det var de-mo-kra-ti, og de lærte hurtigt, at det var meget sjovere, men også mere krævende, end hvis jeg bare bestemte suverænt.
Krævende fordi de blev nødt til at arbejde sammen for at blive enige, hvilket ikke altid lykkedes dem. Andre gange var det mor her, der bestemte enerådigt, uden inddragelse af deres ønsker. Dik-ta-tur var absolut ikke populært, men lærte dem at sætte pris på demokratiet.
Da de blev ældre, og forstod at Danmark ikke var hele verden, fortalte jeg dem også historier om lande, hvor borgerne ikke har medbestemmelse i deres hverdag, og nogle gange blev slået ihjel for at mene noget andet, end magthaverne gjorde. Og da yngste sønnike på 11 kom hjem fra skole, noget bleg i hovedet, fordi han havde hørt om stavnsbåndet og det ophævelse, vidste jeg, at han nu selv var begyndt at forstå, hvilket privilegium demokratiet er.
Derfor kom det heller ikke bag på mig, da min ekstrasøn, der lige er fyldt 18 år, havde sat sig grundigt ind i kommunalvalget og havde helt styr på, hvilken kandidat han ville stemme på. For stemme, det ville han. Så han gad godt. Men til forskel fra ham, var der desværre 28 procent danskere, der ikke gad. Selvom det faktisk var en fremgang på seks procent ift 2009, var der stadig 1.232.000 stemmeberettigede danskere, der ikke gad at bevæge deres frie legeme op til stemmelokalet, sætte deres kryds og dermed være med til at bevare og udnytte det demokrati, der giver os lov til at mene og gøre det, som vi selv bestemmer, at vi har lyst og trang til at gøre. Naturligvis indenfor lovens rammer. Som, ups, i øvrigt er bestemt af os i fællesskab.
Især har de unge fået på puklen med deres lave stemmedeltagelse. Og jeg møder mange, der synes at ”de unge” er superegoistiske, og overhovedet ikke tager del i det danske samfund, men har alt for travlt til at glamourafisere sig selv på facebook, følge med i inferiørt reality-tv, og som i øvrigt bare sidder og venter på den forkætrede appelsen, der kan falde i deres selvfede turban.
Nå, men de tager altså fejl. For selvom der bestemt findes en del oppustede badedyrsunge, er der mange andre unge, der i den grad tager demokratiet seriøst. De gør det bare på deres egen måde. Blandt andet ved ikke at melde sig ind i de kendte sportsforeninger og politiske partier, men ved selv at skabe en masse nye fællesskaber, der er karakteriseret ved at være baseret på lyst, interesse og initiativ, og som først og fremmest er bundet sammen af tillid. De er også langt mere flydende i deres opbygning, og det betyder, at medlemmerne kan gå ind og ud af dem, uden at komme i bad standing, og kan også problemløst være medlemmer af mange af disse grupper, nogle gange ligefrem modsætningsfyldte, uden at det bliver et problem for hverken personen selv, eller de andre medlemmer.
Disse typer af fællesskaber er derfor mere flygtige i deres opbygning, men dermed også mere fleksible og dynamiske. Det gør dem også mere intensive og passionerede, men ikke nødvendigvis langtidsholdbare. De er nærmere ad-hoc baserede, så de passer til en særlig opgave eller et specifikt projekt, der skal løses. Langtidsrækkende ideologier er dermed sjældent en ingrediens i sådanne fællesskaber.
Denne type fællesskaber kaldes for neo-tribale, der blot står for ”nye stammefællesskaber”, og det er de unges foretrukne måde at samles på. Hvilket gør, at generation Z (født efter år 2000) og generation Y (født 1980-2000) har alle forudsætninger for at være gode demokrater; borgere der involverer sig i deres samfund, ønsker at være medskabere af virkeligheden, tør manifestere deres drømme og idéer, er vant til at inddrage andre i en samskabende proces, og har ofte en meget klar holdning til, at tingene skal give mening, udover dem selv, hverdagen og profitten.
Nogle mener også, at de har et stærkere fokus moral og etik end tidligere generationer, blandt andet fordi de på grund af de mere flydende strukturer i samfundet, ikke længere er bekvemt indrammet af autoriteter, strukturer, hierarkier og magtpositioner, men derimod er vant til at arbejde i netværksbaserede frivilligorienterede fællesskaber, som kræver af dem, at de selv har et veludviklet indre kompas om ret og vrang, hvis deres projekter overhovedet skal lykkes. Samtidig er de højere uddannede, har ofte et højere selvværd (der i nogle tilfælde også polariseres af et næsten eksorbitant krav om perfektion), og har en ad-hoc tilgang til alle livets facetter, inklusiv jobansættelser, kæresterelationer og venskaber.
Selviscenesættelse anser de ikke for at være bling-bling selvpromovering, men tværtimod som en helt nødvendig måde at kommunikere med omverden på, fordi de til forskel for tidligere generationer, godt ved, at de ikke skal vente på at blive opdaget af andre, men selv må ud og vise verden, hvad de har at byde på. Sluttelig er de det, man kalder for digitale indfødte, hvor RL (real life) blot er endnu et åbent vindue, sammen med alle de digitale, i deres virkelighed.
Disse to generationer er opdraget til at gide. Og vores opgave som voksen, er at hjælpe dem ind i demokratiet, ved at vise dem, at vi har brug for deres aktive deltagelse i det samfund, som ikke nødvendigvis har deres første prioritet, men som de meget snart som myndige opdager, at de jo ikke kan holde sig udenfor. For generation Y og Z gider godt. Og det skal vi støtte.
Denne kronik har været bragt i Jyllandsposten 24.11.13
