Ruden er røggul, matteret og døren har et rundt messinghåndtag, som jeg med møje og besvær får drejet rundt. Min hånd er alt for lille til manøvren, men jeg presser på og pludselig går døren op. Bag skrivebordet, der står fjernt fjernt fra døren, rejser min far hovedet og drejer det i min retning, mens hans smil rammer mig og jeg registrerer hans markerede solbrune underarme, der stikker frem fra de opsmøgede skjorteærmer, hans kraftige sorte brillestel og ikke mindst øjnene, der kalder mig kærligt nærmere.
Dette er min første erindring om min far.
Jeg ved, at jeg må have været mellem to og fire år, for det var i den periode, at vi boede i Madrid, og jeg ved, at det her skete i vores lejlighed der. Hvorfor jeg kom ind til ham, står mere uklart, men det var vistnok noget med, at vi skulle spise. Og hvad der skete bagefter er et hvidt felt i min erindring.
I dag er min far en ærværdig ældre herre. Der til stadighed cykler rundt i København, ringer mig op for at diskutere en spændende artikel, som jeg indimellem tænker tilbage sammen med, og som var mit store idol, da jeg første gang skulle vælge karriere.
Den første erindring om min mor er en drøm. En drøm hvor hun står udenfor vores klare glasdør, i det hus jeg voksede op i i Hillerød, og banker på. Jeg når ikke til at åbne døren, og jeg ved ikke hvorfor, men jeg ved, at jeg vågner af drømmen og er dybt ulykkelig over ikke at kunne lukke hendes trygge favntag ind. Måske er jeg seks år på det her tidspunkt.
Min mor blev født i en lille andalusisk landsby, og voksede op som pige i Francos Spanien, der både var præget af den spanske udgave af fascisme og en udpræget mandschauvinisme, og gjorde en beundringsværdig rejse fra denne kultur til 60ernes danske verden, der var præget af frisind og oprør og som sendte hende en tur på apoteket, når hun skulle købe hvidløg til maden.
Også min mor er ærværdig ældre dame. Der går meget mere på café end jeg gør og som i 40 år stolt har guidet spansktalende turister rundt i København og Nordsjælland – og gør det endnu.
De er begge over 80 og har jævnligt travlt. Men på en helt anden måde end jeg har. For jeg er indskrevet i det moderne samfunds mest dominerende værdi: Bevægelse. Vi skal konstant være i udvikling, vi skal være omstillingsparate, vi skal være åbne og dynamiske. Vi lever i en evig tilstand af FOMO (Fear of Missing Out) og har så afsindigt travlt i hverdagen, at selv de mest elementære ting som at smøre madpakker, virker som en djævelsk Sisyfos-opgave, der tager tiden fra det, vi umiddelbart tænker er ”det rigtige liv”. Vores bevidsthed er nemlig allerede optaget af dagens mails, FB/Twitter opdateringer og møder. Fra før vi står op. Det er jo smartphonen der vækker os – og den har bekvemt flere apps, der lige kan tjekkes, når vi har slukket alarmen.
Men så kommer den længe ventede sommerferie, og bevægelsen finder sin sunde tvillingmakker: Nærværet. Vi kommer til stede i det og dem, der selv er til stede. Og livet bliver pludselig fyldt med en befriende langsomhed og social træghed, der holder en fast længe nok til at mærke kærligheden, samhørigheden og tilhørsforholdet. Og vi bliver fyldt op og husker, at gode relationer er det eneste, der virkelig gør os lykkelige.
Og så er sommerferien forbi og vi lover os selv, at denne gang skal det være. Denne gang vil vi tage den gode tid og nærværet med os ind i hverdagen og give tid til det, der skal være tid til. Til ikke at overstå…alting. Åh, men så går det hurtigt galt, og vi er tilbage i samme loop af flygtig energi som før ferien, og den ultimative nærværs-screensaver vi har installeret, hjælper kun til at øge vores stress-samvittighed og fremme fraværet.
Lige der, er det vi kommer til at tænke på: Hvem er jeg egentlig? Hvad er det egentlig jeg jagter?
Her er det, at mine forældre dukker op. Som lyse tanker med tyngde. Det er fra dem jeg kommer. Det er deres værdier, deres omsorg, deres tilstedeværelse, deres hårde arbejde, deres bidrag til vores samfund, som jeg er rundet af. Og indeni bliver jeg helt blød og varm. Men ude i fingrene, de fingre der rammer pc’ens taster, bliver jeg helt forarget over, at vi i vores ende af verden, hvor vi har så meget overskud, ikke ser og anerkender det overskud, som de ældre bidrager med til vores samfund.
De er vores bedste værn mod stress, ligegyldighed og manglende forpligtelse overfor fællesskabet. De er det nærvær, den langsommelighed, det anker, den historie, som vi andre har brug for, for ikke at miste os selv i en hverdag, der gør vores hjerner til pop-corn i et hjemløst samfund. Samfundets ældre kan hjælpe os til at få værdighed, refleksion, balance og det laaange blik med ind i fremtiden. Og en lille snak om dengang, da alt på én gang var lettere og hårdere. Præcis som nu.
