Den suverænt mærkeligste video jeg nogensinde har set er japansk. Sagt på en pæn måde ville jeg virkelig aldrig ønske at være inde i det hoved, som har skabt den, for det kan altså ikke være helt raskt. Og hvis du nu er blevet nysgerrig, skal du bare skrive: ”Weirdest video you will ever see. Guaranteed!” på youtube og den kommer op.
Men jeg advarer dig: Du bliver aldrig helt normal igen!
Heldigvis er selve landet slet ikke så mærkeligt. Overhovedet! Men meget anderledes end Danmark er det nu alligevel. Hvilket jeg mærkede på alle mine erfaringskanaler, da jeg denne sommer tilbragte 16 dage i Japan sammen med mine to store teenagedrenge.
At besøge landet har været en drøm, siden jeg som lille pige fik en dagbog med et gyldent brokadeomslag med junker og hytter og japanske kirsebærtræer vævet ind, og med tiden fik det magiske træ, som groede i mig, flere og flere blomster på med historier og billeder om Fuji, samuraier, geishaer, kimonoer, harakiri, teceremonier, bonsai, romaner af Murakami, tegnefilm af Miyazaki, sushi og masser af andre ting, som jeg sugede til mig som grundvand og som hele tiden forstærkede magien, til landet havde fået næsten mytisk karakter i min verden. Og da vi endelig stod der, forvandlede magien sig til at blive noget helt vildt virkeligt, som – surprise! – selvfølgelig ikke kunne leve op til myten.
Men som til gengæld gav os en million gange mere.
For rejsen handlede jo ikke kun om at krydse nogle landegrænser og opsøge nyt territorie og opleve en anden kultur. Det kom lige så meget til at handle om at krydse egne grænser og opsøge nye uopdagede områder i vores egen personlighed. Hvoraf nogle desværre viste sig at være omtrent lige så kønne som Fugu-fisk eller lige så charmerende som de godzillastore lysaviser, der væltede ned i hovedet på os i Shinjuku-kvarteret i Tokyo, men de lærte os ikke desto mindre mere om, hvem vi var og hvad vi ville. Også sammen.
Det særligt interessante ved ferie er ikke, at den har en særlig plads i vores hjerter. Og hukommelse.
Eksperiment: Kan du huske hvad du lavede på din sidste ferie? Højst sandsynligt. Kan du så huske hvad du lavede i tirsdags? Med mindre du ligefrem blev gift eller vandt en million (lucky you!), poppede det nok ikke lige så hurtigt op som din ferie.
Kronologisk hænger det altså ikke sammen, men oplevelsesmæssigt er det ren logik. For ferier er vores egen-forkælelse. Og mange gange er ferie også lig med nye oplevelser, særlige eventyr og et væk-fra-hverdagen frirum. Så nej, det er ikke mærkeligt at vi huske ferien bedst.
Men det er bare overfladen. For det særligt interessant ved ferier er, at vi giver os selv mulighed for at være nogle andre, end dem vi normalt er. Vi tør mere. Er mere åbne overfor fremmede ting, oplevelser, smage, relationer, skikke, adfærd og tidens udstrækning, så det at komme lidt for sent eller alt for tidligt og bare sidde på en mole og lade livet glide forbi, mens man venter, bliver pludselig en gave. Noget der ellers i hverdagen kunne få os fluks på mobilen i et anfald af mikrokedsomhed og irritation.
Det ukendtes invadering beliver os, og vi gør gerne plads til det. Og nogle gange smiler vi fjollet, når vi opdager, at vi lige har gjort noget, som vi ellers aldrig kunne finde på i de normale rammer, og det føles godt. Fordi vi føler os nye. Levende. Håbefulde.
Ikke fordi vi er zombier i det daglige, men fordi vi slipper den holdthed, som de fleste af os føler os tilskyndede til at have, for at kunne klare et liv, hvor vi skal administrere vores krop, økonomi, sundhed, fremtoning, job, penge, bolig, børn, husholdning, partner, sexliv, (videre)uddannelse og sociale liv, mens vi samtidig følger med i nyhederne og kan surfe nogenlunde sikkert rundt i det digitale univers.
Det moderne liv er blevet alt for lineært, vi skal nå alt indenfor en stærkt begrænset tidsramme, og selv vores relationer bliver rammesat, så vi kan overskue dem, og det gør os faktisk ulykkelige. Forsikringsselskaber fortæller, at den største stigning ses indenfor psykiske skader, altså indenfor stress, angst, depression mm og det gør livet til et succestyranni, som de færreste i virkeligheden kan undslippe.
Uhyggeligt.
For vi mennesker er netop ikke lineære. Vi er ikke et regnestykke eller en teknisk ligning; vi er faktisk mere et kirsebærtræ, der kan vokse lidt i vildskud, men som indgår i en organisk forbindelse med sin omverden.
Og det er det, som ferier gør ved os. Gør os organiske igen. Og det er derfor, at vi skal bestræbe os på at tage ferieadfærden med ind i vores dagligliv, så vi hver dag bliver belivet, fordi vi tillader os at blive opfyldt af noget fremmed, noget nyt, fordi vi åbner os mod det. Jamen, siger mange, jeg har ikke tid i hverdagen! Jo, du har. For hvad er det ellers du skynder dig med? At få overstået livet? Så du bagefter endelig kan leve det liv, som du så længe har gået glædet dig til at kunne leve? Det bliver nok lidt svært at gennemføre, hvis du først er død.
Jeg har været på mange vilde ferier, men denne her kommer til at stå for noget helt særligt. For aldrig har jeg været i et land så fuld af kontraster, og japanerne er altså bare super mærkelige (læs: anderledes!) og naturen er så smuk og byerne er så ekstreme, at de åbnede alle mine sanser og sparkede min nysgerrighed op på et nyt niveau, og det blev så toppet af at mine sønner er i gang med en identitetsproces, der kører for fuld smadder, så selvom jeg på helt dinosauragtig rejsevis havde fået Jysk Rejsebureau til at sørge for alt, så jeg ikke også behøvede at bekymre mig om praktiske detaljer (!), så var jeg totalt udmattet da jeg kom hjem, fordi alt i mig havde stået åbent. Men kors hvor følte jeg mig også i live!
Tak for det.
Kronik i Jyllandsposten 28.8.17
