Jeg er netop blevet færdig med at se en serie om planeterne i vores solsystem. Brian Cox, den gennemgående vært, der tog seerne med rundt til alle kloderne, blev præsenteret som professor, og han virkede i sandhed også meget vidende og gjorde mig meget klogere på vores galakse-naboer.
Men han gjorde også noget andet, som jeg slet ikke havde regnet med; han fyldte mig med kærlighed, ikke bare til Jorden, men også til Merkur, Venus, Mars, Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun. Plus flere andre dværgplaneter og måner. Da det sidste afsnit tonede ud, sad jeg tilbage med en følelse af forbundethed med alle planeter og Universet helt generelt, for selvom jeg jo teknisk set godt ved, at vi alle er stjernestøv, og derfor alle er lavet af det samme grundmateriale og derfor forbundet, så gav udsendelserne mig også følelsen af at være en fysisk del af det samme liv, som hersker i den største enhed – ja, Universet – som vi mennesker kan forstå.
Men udsendelserne fik mig også til at tænke på, at vi mennesker og vores livsstil blot er ren krimskrams på overfladen af noget, der i virkeligheden kan ryste os af sig og bestå i milliarder af år endnu. Med andre ord: Vi har brug for den. Men den har bestemt ikke brug for os!
Vi er egentlig nok mest på tålt ophold, for kloden skal skam nok bestå. Hvilket blev skræmmende tydeligt på en meget jordnær måde, da jeg så hvordan de andre klippeplaneter som Mars, Venus og Merkur ser ud i dag (tørrere end en kiks, der er brændt af i en mikroovn), men det er de ligeglade med, for de findes stadig. Og det vil de gøre længe efter, at vi mennesker har udryddet os selv. Hvis vi altså ender der, fordi vi bliver ved med at forbruge og producere på dette niveau og på denne måde.
Et er, at vi er godt i gang med at udrydde os selv. Men at vi også er godt i gang med at udrydde alt andet liv på Jorden, er en vanvittig dårlig måde at forvalte det ansvar, vi – som den dominerende art på Jorden – burde have taget på os. For naturligvis burde vi havde sørget for at skabe vækst i balance og i respekt for alt liv på Jorden.
Men det gør vi ikke. F.eks. kom det frem i løbet af ugen, at nye bilers udledning af CO2 er steget med 8 procent på de seneste 3 år, og at det skyldes, at vi køber større, tungere og mere sportsprægede biler, der ikke kører så langt på literen. Plus at vi fravælger dieselbiler, der er 20 procent mere effektive og lige så miljøvenlige som de benzindrevne. Det sker på trods af, at Greta Thunberg bliver nomineret til Nobels Fredspris, at Leonardo di Caprio laver kampagner for miljøet, at Bill Gates og andre rigmænd pøser mange penge i at øge vores klimabevidsthed og skaber tiltag, der skal mindske vores negative aftryk i verden.
Så ingen kan vist med god ret påberåbe sig uvidenhed om problemets vigtighed og omfang. Og alligevel køber vi altså den nye bil, der i stedet for at mindske vores CO2-aftryk, øger farten på vejen.
Og nu kommer vi til julen. For du kan faktisk være med til at nedsætte vores klimaaftryk en smule ved ikke at ønske dig og give gaver, der er materielle. I stedet kan du ønske og give noget, som bevisligt øger din og modtagerens livskvalitet: Samvær.
Der er blevet lavet et hav af undersøgelser, der viser, at det, der for alvor gør os lykkelige og sunde, er gode relationer. Og da jeg for nogle år siden til en fødselsdag skulle anstrenge mig for at finde frem til ting, som jeg kunne ønske mig, slog det mig, at det eneste, jeg virkelig havde lyst til, var oplevelser og samvær med de mennesker, jeg havde inviteret.
Siden da har jeg kun ønsket mig det. Og derfor har jeg været til en masse udstillinger, koncerter, gåture, brunches, middage og meget andet, som jeg nok ikke selv havde fået opsøgt. Det vigtigste har hver gang været, at jeg har nydt tiden sammen med mennesker, som betyder noget for mig, og det har styrket vores relation. Det har også gjort, at gaverne kunne drysses udover året, hvilket har forlænget festen. Ikke nogen dårlig sidegevinst.
Måske er du allerede blevet spurgt om, hvad du ønsker dig. Måske har du allerede lavet din egen liste – plus listen over, hvad de andre skal have. Måske skulle du lade begge lister befolke med oplevelser af samvær i stedet. Du bliver lykkeligere (hvis du altså kan lide de mennesker, du skal give og have gave fra!) – og kloden får det bedre (med mindre du får en helikoptertur).
Som en, der har gjort det i flere år, kan jeg dele min glæde over synet af min køleskabsdør, der altid er fyldt med spændende invitationer og løfter om gode timer i godt selskab. Og de dage, hvor jeg føler mig novembergrå indeni, kan jeg bare pille en af invitationerne ned og ringe og lave en aftale – og så bliver det pludselig sommer i mit hjerte. Glædelig menneske-klode-klima-jul!
Bragt i Jyllands-Posen d. 8.12.2019
