De unge lider mere end tidligere generationer af unge – og det er der gode samfundsmæssige forklaringer på. Nu øger krisen også de langsigtede konsekvenser af situationen.
En af de mere ærgerlige konflikter, der er opstået i kølvandet på coronakrisen er spørgsmålet om, hvilken generation, der har mest ret til at være offer for vores nuværende situation. Beskyldninger er fløjet frem og tilbage og ”krigen” kan opsummeres i to udtryk, der bruges om henholdsvis den unge og ældre generation:
Snefnug generationen: Et visuelt rammende udtryk, som indkapsler en skrøbelig, sart, flyvsk og ikke mindst passiv generation af personer, der ingen modstand tåler og som kræver helt særlige vilkår, for at kunne overleve. Også et udtryk der med satirisk afstand bruges af ældre generationer, når de med indbygget foragt ønsker at beskrive vores tids generation af unge.
The boomer-remover: Et kæle- eller øgenavn for corona, opfundet og brugt af unge, som en forlængelse af udtrykket ”Ok boomer!”. Et udtryk som bliver sagt højt af unge, når en boomer (født mellem 1945-1960/65) udtaler sig negativt om det, der optager mange unge (fx klimatruslen).
Begge udtryk dækker over en grundlæggende mistillid mellem generationerne og kan være med til at øge det, der bliver kaldt generationskløften. Hvilket i virkeligheden er et misvisende udtryk, for der skabes lige så ofte en bro mellem generationerne, og det er præcis det, vi som samfund har brug for, hvis vi skal få bekæmpet den rigtige fjende, nemlig virussen.
De unge er vores fremtid. Sådan har det altid været. Og det har også altid været sådan, at samfundets udvikling har været spejlet i, at de yngre generationer fik det bedre end de ældre.
Det katastrofale er, at dagens unge generationer ikke længere følger den udvikling. Tværtimod. For de unge lider. Og de kan oven i købet komme til at gøre det i længere tid end alle andre, for historien viser, at en økonomiske krise forsinker deres adgang til arbejdsmarkedet og karriere med flere år, og dermed en forsinket økonomisk og social stabilisering.
Det virkelig problematiske er imidlertid, at denne tids unge allerede før corona-situationen led mere end nogen tidligere ungdomsgeneration.
Sidste år var jeg til en konference afholdt af Center for Ungdomsforskning, Aalborg Universitet, hvor flere forskere fremlagde deres interessante og bekymrende forskning vedrørende det, der bliver betegnet, som ny udsathed. I deres rapport, Ny udsathed i ungdomslivet, defineres det som kontinuerlige, komplekse og dynamiske processer, der finder sted i samspillet mellem den enkelte unge og hens omgivelser.
Udsathed kan derfor ikke alene forstås ud fra et individuelt perspektiv; samfundets vilkår og den unges omverden må også inddrages i vurderingen.
Vi er vant til at koble udsathed sammen med social arv, men VIVE lavede en undersøgelse i 2015, hvor følgende resultater viste sig:
- 25-30% af alle unge kontanthjælpsmodtagere har forældre med videregående uddannelse
- 50% af de unge, der befinder sig i en socialt marginaliseret situation har ikke en social baggrund præget af de risikofaktorer, man bruger til at definere social marginalisering
- 66% af de unge i en socialt marginaliseret position, kommer fra familier, hvor forældrene overvejende har været i beskæftigelse
Altså er der som sagt en betydelig del af den unge generation, der klarer sig dårligere end deres forældre. Hvad kan det skyldes?
Meget tyder på, at det skyldes den psykiske trivsel. Så længe de unge er børn, er trivslen blandt fx 11-årige meget høj; det er når de bliver teenagere, at problemerne viser sig. På blot fire år, er andelen af de unge mellem 16 og 24 år med dårligt mentalt helbred øget fra 13% i 2013 til over 18% i 2017. Dvs. næsten en femtedel af den unge generation har det altså skidt!
Deler vi det op på køn, viser der sig en tydelig skævhed. Næsten 25 procent af de unge kvinder oplever selv i 2017, at de har et dårligt mentalt helbred, mod 16 procent i 2010. For mændene er tallene 13 procent i 2017 mod 8 procent i 2010.
Kigger vi ind i det psykiatriske system, viser der sig også en alarmerende udvikling: I perioden 2009 til 2017 er der sket en stigning på 72 procent i antallet af unge, der har været i kontakt med det psykiatriske system.
Pensles det ud på unge, der diagnosticeres med ADHD, angst og depression, er der i perioden 2006 til 2016 sket en tredobling, mens der er sket en fordobling af unge med en spiseforstyrrelsesdiagnose. Også her er der en kønsmæssig skævhed, idet pigerne oftere får en psykisk relateret diagnose som stress, angst depression og spiseforstyrrelse, mens drengene dominerer, når det gælder adfærdsproblemer, psykoser og ADHD.
Så ja, de unge har det svært. Ikke bare snefnug-svært, men seriøst og dokumenteret svært.
Årsagerne findes bla i det øgede krav om præstation og udvikling (også i skolesystemet), de mange forventninger om at være super målrettede og elitære i deres uddannelse og arbejde, samt fokus på et individualiseret ansvar for egen succes, fremfor kollektiv inkludering og fælles mål. Så vi har skabt et samfundssystem, der presser de unge langt udover normalniveauet, og vi ser konsekvenserne af det nu.
Derfor skal vi stoppe krigen mellem generationerne og i stedet række ud til de unge og hjælpe dem til at få en bedre grund under deres liv og fremtid, ved at dyrke nogle andre værdier og lave nogle nye systemer, der sætter menneskets trivsel i centrum, fremfor økonomiske og produktive mål.
Kronik bragt i Jyllandsposten den 3. maj 2020
