På papiret er det let at opdrage drenge. Også som mor. Men de gamle regler er ikke længere nok, for tidens samfund kræver af dem, at de også lærer at integrere nogle kvindelige adfærdsformer, som både er besværlige og uforståelige for dem.
Hvem er lederen?
Hvad er reglerne?
Og vil lederen kræve, at de bliver overholdt?
Da jeg var nybagt mor til min yngste søn af 3 (faktisk 2,5 fordi jeg kun har den ene til låns hver anden uge) læste jeg bogen ”Jeg har en søn” af Jeanne og Don Elium, som satte min verden på plads med hensyn til at opdrage drenge. Plus lidt med hensyn til mænd. Den påstår nemlig, at det eneste drenge ønsker at vide er de tre ting. Man skal altså turde være en leder. En virkelig rar leder. Man skal lave nogle regler, der kan overholdes. Og man skal kræve, at de bliver overholdt. Så skaber man tillid og fortrolighed og de stoler på dig, og vil gerne gøre, hvad du siger.
Enkelt. Overskueligt. Og ikke altid til at overholde. For mig altså!
Men jeg forsøgte. Og jeg forsøger stadig. For jeg vil naturligvis gerne have et godt forhold til mine drenge, som varer ved – også efter, at de er blevet voksne. Det maskuline har altid været noget af et mysterium for mig. Et meget tiltrækkende, fascinerende og interessant mysterium, men også en overvældende irriterende, fremmed og uforståeligt gåde, der stadig kan gøre mig urolig i sjælen, og give mig hjertetics. Som når mine drenge fx pludselig uden varsel først slås for sjovt, meget larmende, meget fysisk, og – igen uden varsel – pludselig i dødelig alvor. Hvilket jeg jo udmærket ved er den største risiko, hvorfor jeg netop får tics, når de starter! Især fordi de nu er blevet så store, at jeg ikke bare kan skille dem ad, og på forældreagtig vis tårne mig op over dem for at få dem til at holde op. Jeg kan så forsøge at stoppe kampen med fysisk magt. Jeg kan råbe ad dem og tage min dybeste og mest autoritative ”mandestemme” på. Og jeg kan lade dem slås færdig selv. Nogle gange gør jeg en eller flere af de tre ting. Men desværre virker det sjældent for alvor. Nok fordi det faktisk ikke er den måde, som jeg ønsker at være overfor dem på.
Jeg ønsker at være mig. Mor. Kvinde. Og lære dem nogle andre værdier end dem, deres far lærer dem. Jeg kan lide at tale om følelser. Om relationer. Gå ind i deres indre liv. Jeg elsker at sidde og kramme og kysse dem. Synes det er superhyggeligt at sidde og se realityprogrammer, eller danske tv-serier og tale om forskellige livsformer, og kommentere på hvordan det er vi lever, og hvad vi egentlig vil have ud af livet. Eller sidde og læse højt af Zlatanbiografien, mens vi drikker te. Og ja, så synes jeg også det er fedt at tage ud og køre gocart med dem, eller klatre op i træerne og med wire på og arbejde sig igennem den svære røde rute, så alt er bestemt ikke bare stillesiddende indendørs aktiviteter. Men jeg gør det på min egen måde, hvor mit fokus jævnligt er et andet end deres fars.
Det gør, at jeg jævnligt ramler ind i et dilemma, som jeg ved de fleste mødre står i: Hvordan kan jeg som mor og kvinde give dem og mig selv den fornødne plads i vores forhold til, at vi begge kan lide at være i det – og samtidig lærer af hinanden?
Ikke mindst fordi de skal navigere i en verden, hvor begge køns værdier og adfærd mere og mere får samme status, og derfor efterlader dem amputerede, hvis ikke de lærer at respektere det feminine – både i deres omgivelser og ikke mindst i sig selv. Samtidig med at de skal leve det maskuline ud på en måde, der stadig gør plads til andre.
Hvordan kan jeg lede mig selv?
Hvordan kan jeg indgå i de nye typer af sociale fællesskaber og være både bidragende og skabende?
Hvordan jeg kan jeg være mand i mit eget billede – og respektere det kvindelige på samme niveau?
Disse tre spørgsmål er derfor de nye, som drenge selv skal kunne svare på. Fremtiden kræver nemlig, at de bliver nødt til at lære at trives i andre miljøer end de, der handler om andres ledelse og overholdelse af regler, der bliver håndholdt tydeligt og konsekvent. Det er jo ikke tilfældigt, at mænds dominans i hundredvis af generationer har skabt et samfund, som har fostret politi, militær, bureaukrati, konkurrencesport, demokrati, diktatur og en akademisk tradition, der alle baserer sig på hierarki, synlig ledelse og klare regler. Men vores tid er ikke præget af faste strukturer længere. Det er langt mere rådet af en flydende karakter, der gør, at man bliver nødt til at kunne bevæge sig frit rundt i et meget dynamisk og uforudsigeligt miljø, og hvor personlige relationer er det bærende fundament. Egenskaber som falder kvinder langt mere naturligt, fordi det har været vores virkelighed….altid.
Jeg kan lide at lede mine drenge. Synes faktisk det er en fest, men kun under forudsætning af at det sker i dialog. Og gensidig respekt. Derfor forsøger jeg konsekvent at lære dem, hvad deres adfærd har af påvirkning på mig, og hvordan de allerede i en pæn tidlig alder, selv skal drage omsorg og tage ansvar for, at vi alle har det godt. At de skal lære at læse både deres egne og vores andres følelser, og kommunikere klart omkring dem. At de også skal bidrage med deres ideer og arbejde (så jeg ikke bliver til den evige ”sure mor”) og at de får mere og mere frihed (også til selv at skabe nogle regler!) som gavner hele gruppen. Og at de må være fleksible og åbne overfor ændringer i programmet og beslutningerne, fordi forudsætningerne pludselig ændrer sig.
Nogle gange bliver de bare SÅ trætte af min facon. Så giiiider de ikke alt det her snak og forhandling, og så vil de bare vide, hvad pokker de skal gøre for at være en succes. Når de rammer det punkt, retter jeg ind efter deres behov. For respekten for hinandens tarv går begge veje.
Min glæde som mor er klart større end min frustration. Også når jeg sidder og græder ude på toilettet bag lukket dør, fordi jeg bare ikke fatter, hvad fanden de har gang i! Og jeg glæder mig ubeskriveligt meget til at opleve dem – og deres generation drenge – som voksne mænd. Sikker på, at det bliver godt. Også for samfundet!
Kronik bragt i Jyllandsposten 6.10.13
