Hvis man er over 40 og single, er antallet af andres råd og pessimistiske overbevisninger man bliver udsat for nærmest uendelige. I et samfund styret af materialisme glemmer vi, at kærligheden er en magi, der sker for dig – især hvis du er klar til at modtage den.
Af Emilia van Hauen, kultursociolog, bestyrelsesmedlem, forfatter
Siden jeg blev forelsket i engelske Johnny med det lange pandehår og de sårbare øjne i det meget trekantede hoved første gang i femte klasse, har jeg stort set været forelsket hele mit liv. Det er ikke fordi det sker let for mig; det er mere fordi jeg holder ved i meget lang tid, når jeg først er faldet i kærlighedsgryden. Men de seneste fem, seks år, har jeg ikke været det.
Der gik tid før jeg lagde mærke til det. Havde travlt med meget andet, og jeg har kun sjældent benyttet mig af ”med pik skal pik fordrives” princippet, så jeg arbejdede både terapeutisk og på anden vis med det sidste brud, fordi jeg godt var klar over, at jeg nok var ved at sige farvel til den type partner og forholdsdynamik, som jeg indtil da havde praktiseret. En fast elsker blev det dog til i flere år og sikke en befriende og healende ny oplevelse dét var.
I de her fem, seks år har jeg gået og troet, at jeg var helt klar til at møde en ny partner, som jeg gerne ville dele resten af livet med. Indtil min kloge terapeutveninde for et halvt års tid siden sagde: ”Jo, måske er du faktisk endelig ved at være klar.” Jeg blev helt paf (og lidt sur) for det havde jeg jo været i flere år. Indtil det gik op for mig, at hver eneste gang jeg mødte en mand, om det så bare var en mand jeg så på gaden, inde i mig selv sagde: Nej. Nej nej nej nej nej!
Så jo, jeg sagde nej til kærligheden til en partner, men til gengæld – viste det sig – havde jeg sagt ja, ja, ja, ja, ja til mig selv. For især det sidste år er der klikket noget på plads inde i mig, som jeg ikke anede, at jeg bestod af. Eller ønskede. Eller længtes efter. Men den grad af vished og indre hjemfølelse, lagt sammen med en afskalning af det mønster, der tidligere har defineret et forhold for mig, tog altså nogle år at falde på plads i mig. Denne langsommelige udforskning er der sjældent plads til i vores samfund, hvor ”videre, videre, videre” synes at være det moderne menneskes kærlighedscredo, og hvor overbevisningen er, at man kun står stærkt, hvis man ikke står alene. Men vi står jo kun stærkt med et andet menneske, hvis det menneske faktisk passer til det menneske, vi selv er i dag.
Og forleden dag opdagede jeg så, at jeg havde skiftet kærlighedsplanet. Pludselig så jeg på mænd med bløde øjne, åbent hjerte og nysgerrigt sind. Og selvom jeg aldrig har været i tvivl om, at jeg har en partner til gode i dette liv, og at det bliver den partner, som jeg får det bedste forhold til nogensinde – fordi jeg har et bedre forhold til mig selv end jeg nogensinde før har haft – så var det alligevel magisk at opleve. Og meget livsbekræftende.
I al denne tid har jeg, som så mange andre singler, nemlig været udsat for en lang strøm af kommentarer om, at det er svært at finde en partner i vores alder, at der er meget få at vælge imellem, at alle de gode mænd er taget, at man skal forberede sig på mange skuffelser, at det er hårdt at date osv osv. Og måske er det sådan. Selvom jeg ikke forstår, hvad man tror man hjælper med, når man siger den slags til andre.
Selv vælger jeg imidlertid at have en anden tilgang til det, som jeg stærkt kan anbefale. For mig er kærligheden langt mere magisk end materiel. Jeg har ikke en liste, jeg orker ikke Tinder, jeg lægger ikke en instrumentel strategi, jeg tror ikke på kategorier. Jeg er overbevist om, at man ikke kan sætte kærligheden på formel, fordi vi mennesker – og livet – ikke kan sættes på formel. Kærligheden er en følelse og når jeg har dén følelse, er jeg aldrig i tvivl. Så jeg forsøger i stedet at stille mig selv til rådighed for at mødet opstår. Og mens jeg venter på at han dukker op i mit liv, går jeg og hygger mig gevaldigt med at være spændt på, hvem han mon viser sig at være.
Udgivet i Berlingske 24/6 2023
