Alle kriser ender som økonomiske kriser og det går altid mest udover børn og unge, som bliver forsinket ind i voksenlivets etablering. Især fordi vi som samfund for ofte prioriterer forkert ift til at skabe en mere fremtidssikret og balanceret verden.
Den nat jeg fødte min første søn, lå jeg bagefter i hospitalssengen i mørket på min stue, omgivet af andre nybagte mødres tunge sovelyde, og kunne ikke rigtig fatte, hvilket mirakel min lille søn var. Og sådan har de fleste forældre det nok. Børn skal passes på og gives de bedste livsbetingelser, som vi er i stand til. Senere bliver de unge og skal stadig passes på og hjælpes på vej ud i livet og verden. Men ikke alle børn har forældre, der kan sikre deres tilværelse. Derfor har jeg også med stor glæde sagt ja til at være medlem af UNICEFs præsidium, for covid-19 og dens senfølger medfører, at endnu flere børn og unge end vanligt får brug for verdens hjælp.
Problemet er nemlig, at det ALTID er børnene og de unge, der betaler den højeste pris for de kriser, som verden oplever. Bla. fordi alle kriser også altid ender som en økonomisk krise. Ifølge Tænketanken Resolution Foundation har de såkaldte millenials et markant lønefterslæb ift de ældre generationer selv 12 år efter finanskrisen i 2008. Mens borgere i 50erne i løbet af det seneste årti er nået op på lønninger, der er væsentlig højere end dem, de havde før krisen, er lønnen for medarbejdere, som var i 20erne, da krisen ramte, og i dag er i 30erne, stadig i gennemsnit syv procent lavere, end før krisen indtraf. Generelt rammes de unge hårdest af arbejdsløshed, fordi de er lettest at undvære eller ikke-ansætte, og det kan sende dem ud i en uendelig række af freelance arbejde, der altid vil være præget af økonomisk usikkerhed. Da arbejdet samtidig er indgangen til en stabil økonomi, som så ikke kan etableres, forsinker det også boligkøb og etablering af familie. Ifølge økonomiprofessor Shu Lin Wee, Carnegie Mellon, sker der en langsommere og sværere konsolidering på op til 20 år af økonomien og livet, end tidligere generationer. De danske tal viser, at 6,7% af 25-29 årige var arbejdsløse i 2019, mens det tal steg til 8,3% i 2020. Det er ifølge Danmarks Statistik næsten dobbelt så højt, som resten af befolkningen og de unges overledighed er nu den højeste i flere årtier.
Disse vilkår er alvorlige og problematiske for danske børn og unge, der dermed kan se ind i en fremtid, som i mange år vil fastholde dem i en økonomisk underposition ift resten af befolkningen. Men danskere er heldige ift mange andre landes børn og unge, der ikke har et veludbygget velfærdssamfund, der både kan tage økonomisk og sundhedsmæssigt hånd om dem. Uden gratis behandling og vacciner forlænges krisen, fordi forældre mister deres job, bliver syge eller ligefrem dør pga dårlig eller ingen behandling, og dermed efterlader deres børn uden voksne til at passe på dem.
Covid-19 har om noget bevist, hvor globalt afhængige vi er af hinanden, og derfor kan en global krises løsning aldrig kun være lokal. Det vidste man med al tydelighed i 1946, da UNICEF blev oprettet af FN, og globaliseringen har kun gjort denne tankegang endnu mere relevant.
Efter anden verdenskrig handlede det meget om sult, boliger, skolegang og voksne, der kunne sikre børnene en normal hverdag og en fremtid. Og det gør det stadig! Fjernundervisning er ingen fest, men det er værre for de – ifølge UNICEF – mere end 460 millioner børn, der holdt op med at få nogen form for undervisning. Det anslås at mindst 24 millioner børn helt kommer til at droppe ud af skolen, hvilket basalt set lænker dem til livslang fattigdom. Og mens unge singler herhjemme kunne sende lange skærmblikke efter en potentiel partner, er der til gengæld en tragisk udsigt til, at antallet af børneægteskaber vil stige med 10 millioner i nær fremtid, fordi den øgede fattigdom pga COVID-19 gør pigerne til en endnu vigtigere handelsvare i visse kulturer. På det psykiske plan er der sket en stigning af ensomhed, angst og stress hos børn og unge, samt forstærket de sociale uligheder.
FN har en børnekonvention, der skal sikre nogle helt basale rettigheder for børn, som ikke kun handler om husly, mad og omsorg, men også om at blive behandlet som et individ med rettigheder. Det er denne konvention, der burde være udgangspunktet for samtlige aftaler man laver på politisk plan. Uanset. For hvad kan børn og unge bruges til? For det første til konstant at minde os om, at ALT hvad vi gør skal tage udgangspunkt i en gensidig respekt for livets mirakel og alle levende væseners værdi. For det andet er de skabere af vores fælles fremtid. Og jo mere de er vokset op i kærlighed, viden og respekt, jo mere skaber de en verden i balance.
Bragt i Jyllandsposten 30/05 2021
