Mange studenter får gode råd med på vejen af ældre, succesfulde mennesker – men hvis man vil kigge ud i fremtidens værdier (især på arbejdsmarkedet) skal man vende rådgivningen om.
Af Emilia van Hauen, kultursociolog, bestyrelsesmedlem, forfatter
Mens de ballonflagrende vogne for nogle weekender siden kørte rundt og satte studenter af og tog dem slingrende og syngende op igen, kunne man samtidig også i flere medier og på sociale platforme læse kendte menneskers gode råd til studenten. Det er en fin tradition at få vise mennesker til at dele ud af deres livserfaring i et forsøg på at skabe ro og perspektiv for de unge, som – viser statistikkerne – er mere i mistrivsel end vi tidligere har set. Og ja, det er efterhånden blevet meget tydeligt, at nej, det ikke er fordi vi voksne har opdraget lige denne unge generation til at være særligt sarte overfor normal modgang. Derimod skyldes mistrivslen nogle langt mere (psykisk) krævende livsvilkår end tidligere.
Det er også en tradition, at mange af de rådgivende succesfulde mennesker, ikke primært giver konkrete gode råd á la: Tis ikke mod vinden og hvis du har brugt papir til at tørre dig med, så husk at grav det ned, så det ikke blæser forbi hele gruppen, når du kommer frem fra busken. Det er langt mere menneskelige råd, som at de selv fik et elendigt snit, men at det jo gik meget godt alligevel, så det skal man ikke være så bange for. Sjældnere hører vi om kendte, der var de vildeste fuckboys da de gik i gymnasiet, og som senere fandt ud af at forpligte sig i et ægteskab, der 20 år senere stadig holder. Og dog. For mens de nok alle må have brugt en stor del af deres liv på at skabe sig en karriere, der er imponerende nok til at et medie beder dem om gode råd, kredser de flestes råd om, at man ”bare” skal følge sin lyst og kreativitet og dyrke sine relationer, for dét er det vigtigste i livet. Hvilket er en erkendelse, som mange af de kendte først får efter at de har brugt en stor del af deres liv og tid og kræfter og ressourcer på netop at skabe sig deres nuværende karrieremæssige attraktive position.
Det paradoksale er bare, at lige præcis dét faktisk er noget, som mange af de unge allerede er klar over og lever efter. Nok fordi mange af dem har haft forældre, der i et hav af MUS-samtaler henover spisebordet har trænet dem til at tænke sådan. Måske fordi forældrenes egen (arbejds)livskvalitet ikke var den ønskede. Hvilket manifesterer sig, når de unge rammer arbejdspladserne, der allerede i dag er voldsomt udfordret af deres krav til ledelse og arbejdsvilkår. Så de starter dér, hvor mange voksne først er i dag.
Derfor skulle vi måske i stedet vende rådgivningen om og lade os ældre generationer blive klogere gennem studenterne. Her er i hvert fald seks gode råd, som jeg har samlet sammen gennem min research om og beundring for dem – og som peger ud i fremtidens krav for alle:
- De forventer ordentlige arbejdsvilkår både ift arbejdsopgaver og arbejdstider (nej, de tager ikke automatisk alle ydervagterne bare fordi de er de yngste/nyeste, men vil gerne have en god worklife balance fra starten af)
- De forventer et nært og gensidigt respektfuldt forhold til deres leder – og at blive inddraget i de beslutninger, der vedrører deres arbejde. Det er ikke fordi de er forkælede; det er deres måde at vise ansvar og engagement på.
- De deler ud af deres sårbarhed og viser deres menneskelighed, så de inviterer til dialog (og ja, nogle gange utroligt meget dialog!) fremfor at iscenesætte en hård facade, der kan skabe et dårligt samarbejdsklima
- De insisterer på at kunne udtrykke hele sig selv og ikke blive shamet for det – og har stor respekt for og ønske om diversitet og inklusion i en gruppe
- De forlanger, at man ikke vurderer og dømmer dem på deres udseende og tolererer ikke chikane. Overfor nogen som helst.
- De har stor respekt for de ældres erfaring og vil gerne lære og er nysgerrige på selv at blive dygtigere – men kan ikke se pointen i et hierarki, hvis det bliver brugt til at undertrykke nogle på arbejdspladsen
Udgivet i Berlingske d. 13.juli
