Fædre kan lære meget af deres sønner ift at give deres følelser værdi og status. Det samme kan samfundet. Især når vi kigger på fremtidens udfordringer.
“Har I måske tænkt på, hvordan jeg har det?!”
Sådan udbrød én af mine sønner engang overfor sine børnehavekammerater, som han havde med hjem at lege. Tårerne fyldte øjenæblerne og faldt fra dem, da han fik øje på mig, som øjeblikket før var trådt ud på terrassen, hvor alle fire børn stod. Deres stemmer havde nået mig inde i stuen, da de var begyndt at drille min søn på en måde, som jeg ikke fandt okay, og derfor ville jeg lige orientere mig i situationen, inden jeg måske skred ind.
Men det viste sig, at den klarede min søn ganske fint selv. For ikke alene sagde han fra overfor deres drillerier; han anerkendte og stod også op for sine egne følelser af at være ked af det, fordi han blev behandlet dårligt af sine venner, og krævede af dem, at de tog hensyn til ham. Kort efter gik legen videre, og der var ikke flere sammenstød den eftermiddag.
Denne episode har jeg aldrig glemt, fordi jeg dengang var i næsegrus beundring for det lille væsen, der havde modet til at insistere på at hans følelser skulle tages alvorligt, og at en relation skal være gensidigt omsorgsfuld, for at kunne fungere.
Jeg kan også huske, at jeg var lidt overrasket over, at min dreng gav sine følelser så meget værdi, for dengang var den samfundsmæssige forestilling om de to køns egenskaber stadig tungest funderet i myten om, at følelser og relationer mest hører til hunkønnet, mens aktivitet og resultater mest hører til hankønnet. Selvom mændene i min generation trods alt taler mere om følelser end deres fædre gjorde, kan vi konstatere, at antallet af skilsmisser i næsten 75 procent af tilfældene er initieret af kvinderne, og at de ofte er begrundet i manglende følelsesmæssig kontakt til partneren. Hvilket fortæller den sørgelige historie om, at alt for mange mænd fortsat holdes i et socialt bur, hvor egenskaber som venlighed, sårbarhed, følsomhed og omsorg, endnu ikke har den samme statusmæssige værdi, som resultatorientering, målsætning, handling og penetrationskraft. Det forklarer også, hvorfor alt for mange mænd simpelthen ikke har praktiseret og trænet deres følelser nok til at have dem som en naturlig og værdifuld side af deres personlighed, hvorfor de ofte har uddelegeret dem til deres kvinder, der (ufrivilligt?) kommer til at optræde, som stedfortrædende fortolker og vogter af mændenes hjerter.
Det er en individuel menneskelig tragedie. Følelser har nemlig den særlige egenskab, at de kan skabe nære forbindelser til andre mennesker, hvilket vores art er afhængig af, for at have et godt liv (talrige sociale studier viser dette). Samtidig er følelser det, der får os til at føle os i live; tænk blot på sidste gang du var nyforelsket.
Men det er faktisk også et samfundsmæssigt problem, for fremtiden byder på flere og flere såkaldte wicked problems, der kræver forskellige fagligheder og kreativiteter for at blive løst. Men mest af alt kræver de, at vi mennesker kan arbejde sammen – på tværs af alt. Det betyder, at vi har brug for hele mennesker til at løse vores problemer, og det betyder, at vi alle skal kende hele det menneskelige spektrum i vores eksistens.
Dermed også vores følelser.
Heldigvis er de unge mænd i dag trænet i at være meget mere i kontakt med dem end tidligere generationers mænd. Blandt fordi de har haft mødre, der konstant har mødt dem med spørgsmål som: Hvad føler du? Hvad mærker du? Hvad har du lyst til? Og taget hensyn til svaret. Men måske i endnu højere grad fordi de også har haft fædre, der ikke har været bange for at overøse dem med kærlige ord og handlinger, selvom de måske har svært ved at gøre det overfor deres partner. Og som nogle gange også har fortalt om den lidelse, det er, at miste nogen man elsker, fordi man netop ikke fik delt sin kærlighed, sårbarhed, længsel og smerte.
Følelser har ikke et køn. Følelser har aldrig haft et køn. Og følelser får helt sikkert aldrig nogensinde et køn. Følelser er det, der gør os menneskelige. At frarøve et menneske retten til at identificere sig med dem, og blive respekteret for dem, kan gøre enhver afstumpet og ulykkelig. Det er lige så nedværdigende og ringeagtende, at have haft det blik på mænd, som at tro, at kvinders rolle er at være genstand for mandens uønskede opmærksomhed. Derfor er det lykkeligt, at vi nu lever i en tid, hvor drenge og unge mænd ikke accepterer at blive reduceret til en magtfuld og bekvem præstationsenhed, og ej heller tillader at blive identitetsmæssigt amputeret.
Følelser og sårbarhed er ikke modsætninger til styrke og handlekraft. De kompletterer hinanden. Som alle udgaver af køn gør det ift at favne en bred menneskelighed. Med det udgangspunkt tegner fremtiden mere spændende, stærk, innovativ og menneskelig end nogensinde før.
Af Emilia van Hauen
Bragt i Jyllandsposten 05/09 2021
