De unge lever under urimeligt krævende og komplekse forhold, men formår alligevel at skabe sig gode liv, hele personligheder og har kurs mod en verden i bedre balance.
Kære student,
Hvordan gør du det? Hvordan er du lykkedes med at skabe så hel en identitet, og så samlet en personlighed, som du tydeligvis har gjort, siden du nu har fået din eksamen, når vores tid samtidig byder på nogle vilkår, der er så komplekse og krævende, at det ville f*cke enhver op, der stod ved starten af sit voksenliv?
Ja, ja, jeg ved det! Din generation har haft forældre, der har opdraget jer til at være meget mere ligeværdige med dem ved at neddrosle forældre-barn hierarkiet, og derfor har I også fået en masse støtte, som min generation ikke fik, da vi var unge. Og ja, I er også blev trænet i at tage beslutninger, og har oplevet at være vigtige igennem det familiedemokrati, som de fleste af jeres forældre har praktiseret, og det har gjort jer usædvanligt stærke og selvstændige.
Men samtidig har mange forældre også haft et intenst fokus på jeres følelser, og spurgt ind til hvad I føler, hvad I mærker, hvad der siger jer noget, hvad I har lyst til, og alle de spørgsmål, der helt sikkert har været ment både kærligt og omsorgsfuldt, har altså også gjort jer meget mere sårbare. Fordi man bare bliver mere sårbar af at have sit hjerte forrest i alt hvad man gør, og især hvis man bruger det som det primære navigationsredskab, som mange af jer netop gør. Det kan i hvert fald blive meget sværere at skulle ”tage sig sammen” og se at få skrevet den der SRP, hvis man sidder med et knust hjerte, når man lever i en tid, hvor alle taler om, at man skal følge sin lyst og altid være tro mod sine følelser, og alt for sjældent er blevet trænet i at snøre hjertet sammen, og bare se at få lortet lavet, og så kan man ellers bryde sammen bagefter, og senere igen samle sig selv op og sammen. Hvilket jo bare er et menneskeligt grundvilkår.
Det er derfor ikke så mærkeligt, at så mange i jeres generation lider af stress, angst, depression og ensomhed. Det er ikke mærkeligt, men det er en (samfunds)katastrofe, og et tegn på det vildeste svigt, som vi tidligere generationer er ansvarlige for. For med ihærdigt arbejde og store ambitioner har vi desværre formået at skabe et samfund, der er dårligt egnet til mennesker. Det viser den ene sociale undersøgelse efter den anden, og på det nyligt afholdte Folkemøde var et af de helt store emner præcis krisen i de unges mentale velbefindende. Så vi ældre generationer ved jo godt, at vi har f*cket op, og vi aner simpelthen ikke, hvordan vi skal gøre det godt igen. Også fordi vi lige har smidt en krig, en flygtninge- og klimakrise, samt en pandemi oveni. Det er derfor, at vi taler så meget om, hvad vi dog skal gøre, mens tallene på unges psykiske mistrivsel bare stiger og stiger, og derfor skulle vi måske bare spørge jer.
Hvad kan vi andre gøre for at hjælpe jer til at blive ved med at være så …menneskelige?
For det er jo tydeligt at se, at I er vanvittigt talentfulde. Det er standardbemærkningen om jer i alle de mange organisationer, som jeg besøger. Og ansvarlige. Og pusher for en mere menneskelig dagsorden, som fx Sophie Linde gjorde ved at insistere på ordentlige arbejdsforhold og på den måde satte ild i den danske #metoo bevægelse, eller Greta Thunberg, der har sat dagsordenen for klimabevægelsen.
Meget tyder på, at I nok skal klare jer. På trods. Især hvis I bliver ved med at bruge jeres mod til at insistere på en bedre balanceret verden. Vi vil gerne tage vores del af ansvaret på os, så: Hvad synes I vi skal gøre i fællesskab, for at skabe et samfund, der egner sig til alt levende?
Kærlig hilsen og tillykke med huen
En fra generation X
Udgivet i berlingske 24/06 2022
Af Emilia van Hauen, kultursociolog, bestyrelsesmedlem, forfatter
