december 5

Gæsteskribent: Om 100 år?

Lad os slå det fast med det samme. Ingen ved, hvordan vores verden ser ud om 100 år. Faktisk er nærmest alt usikkert på så lang sigt. Vi ved simpelthen så lidt og samtidig er så meget på spil, at det giver grobund for angst og usikkerhed. Der er brug for positive visioner for de næste 100 år.

Af Steen Svendsen og Gitte Larsen, fremtidsforskere og partnerne i House of Futures

Derfor samarbejder vi med 150+ danske og internationale forskere, tænkere og visionære praktikere om at skabe positive fremtidsscenarier for mennesker og planeten på det lange sigt i projektet ”In100Years”.

Nogle vil nok mene, at 100 år er så lang tid ude i fremtiden, at vi ikke kan tage det alvorligt nu og her, men det er forkert. Vi skaber fremtiden lige nu. Det er netop os, der i disse år bestemmer, om kloden skal være tre, fire, fem eller seks grader varmere, når vores børn og børnebørn vokser op. Det er os, der bestemmer, om millioner af mennesker skal flygte fra naturkatastrofer og ødelæggelser i det 21. århundrede.

Udviklingen de sidste to århundreder er gået afsindigt hurtigt. Ud af det samlede økonomiske output siden år 0 er 55 procent produceret i det 20. århundrede og 23 procent alene i det første tiår af det 21. århundrede. For bare 25 år siden var vi fem milliarder mennesker på jorden, i dag er vi syv milliarder, og prognoserne siger, at vi bliver 9,3 milliarder i 2050. Det er helt vildt. Hvor skal vi bo? Hvad skal vi spise? Og hvad skal vi leve af?

Hvis du vil se hvilket nummer du selv er i række, så gå til dette BBC link

Fremtiden kommer hurtigere, end vi forventer, og vi må langt hen ad vejen prøve os frem. Vi må vænne os til, at vi skal leve fremtiden, mens vi skaber den. Når vi skal sikre os, at vi også om 100 år har en planet, vi kan kalde vores hjem, og dermed et livsgrundlag, er der brug for radikal innovation af vores økonomiske og politiske system, af vores produktions- og forbrugsmønstre og af vores evne til at tænke langsigtet og mere holistisk.

Den gode nyhed er, at vi før har klaret kriser, som minder om dem, vi oplever nu. For cirka 100 år siden løb vi i Danmark tør for skov, men vi fik omlagt produktionen og samfundet og kom videre. Og vi kan gøre det igen, men det kræver, at vi erkender problemernes omfang, og tør tænke visionært. Næsten alt kan forandre sig radikalt de næste 100 år. Det gælder planeten og vores hjem, og det gælder alt det, vi kalder natur, f.eks. det grønne, miljøet og det økologiske. Det gælder alt liv, som vi kender det i dag, både dyr og mennesker og andet levende. Derfor handler vores hundredårsprojekt om at stille spørgsmål som f.eks.:

– Hvad er natur? Og hvordan vil relationerne mellem mennesker og natur ændre sig på langt sigt?

– Hvordan vil vi forstå os selv, vores slægt, medmennesker og omverden? Hvilke værdier bliver de afgørende for os på langt sigt?

– Hvordan vil vi producere og forbruge? Hvad kommer efter forbrugerkapitalismen?

– Hvordan vil vi organisere os og træffe beslutninger i fællesskab?

– Hvad vil det sige at leve i et bæredygtigt samfund? Hvad er ’bæredygtighed’?

Der er ikke ét svar på disse spørgsmål, men sammen med andre kan vi pege på det, vi ønsker for verden, for hinanden og os selv. Og frem for alt må vi erkende, at det er på tide at stille spørgsmålene – både politisk, i erhvervslivet og hjemme over spisebordet.

Intet varer evigt – eller gør det?

House of Futures har designet og leder projektet ”In 100 years – starting now”, som er støttet af Velux Fonden. Læs mere på In 100 years

Læs mere om House of Futures

 


Du vil måske også kunne lide

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}