Af Maria Luisa Højbjerg, kommunikationsekspert
Vi kender hende vist alle. Ditte Okman. Årets bommert. Hun er personificeringen af, hvordan man IKKE skal bruge sociale medier. Og det kan da undre, at lige netop hun begår alle de fejl, man overhovedet kan på facebook. Hun er immervæk kommunikationsuddannet. Men det er ikke det værste – vi kan jo ikke alle være lige dygtige til vores fag. Det værste er, at hun tilsyneladende også er et dårligt opdraget menneske. Hvordan skulle hun ellers kunne få sin hjerne til at tænke og sine fingerspidser til at skrive følgende statuslinje:
Der står en fucked up medicineret psykisk syg dame (…), der helt hæmningsløst hælder ud af sit triste lorteliv. Og kommenterer alt. Hun er så nedtursramt, at hun ikke engang forsøger at skjule det – nej, hun lever af det. Det er næring. Har lyst til at kvæle hende langsomt. Hvis hun dog bare kunne lukke sin forudsigelige røv bare engang imellem!”
Mens vi undres over, at Ditte kunne finde på det, kan vi slå fast, at en af de vigtigste læresætninger, når vi taler om de sociale medier, er, at vores helt gængse og årtusinder gamle sociale normer på ingen måde er sat ud af spillet. Snarere tværtimod. Sociale medier er jo netværk, og netværk fungerer kun, hvis man giver mere end man tager og opfører sig ordentligt. For hvem gider have en relation med en som ikke opfører sig ordentligt?
Alligevel kan vi bruge sådan nogen som Ditte. Hun har nemlig været med til at afprøve og vigtigst få sat grænsen for, hvor langt vi vil gå. De sociale medier giver os en platform, der ophæver tid og sted og dermed fjerner et par meget vigtige barrierer for vores relationer. Pludselig kan vi ”mødes” hele døgnet, samtidigt med vi kan sidde trygt i vores egen stue. Befriende! Men det giver os samtidigt et filter, der gør – eller forhåbentligt gjorde for nu har vi vel lært, at det er mere end dårlig stil – os overmodige og feje. Kan man måske forestille sig, Ditte sige det, hun skrev på sin statuslinje til damen selv, eller tage en megafon for munden og råbe det ud over Rådhuspladsen? Nej, vel. Alligevel kunne nogen af os vi finde på at skrive det på vores facebook. Hvad er det for en anerkendelse man regner med at få på den måde?
Men heldigvis er vi ved at modnes – ved hjælp af blandt andre Ditte. Efter nogle år hvor vi alle faldt i svime over de nye muligheder eller fik angstanfald over eksponeringen, har vi erkendt, at som med alt andet i livet – eller skal vi vove at sige, især i forhold til sociale medier – skal vi tænkte os om. Vi skal tænke over, hvorfor vi vil deltage, hvem vi vil i dialog med, hvad vi selv har at give, og hvilken effekt det skal have. Og det er helt ok, hvis det er en rummelig udvidelse af omgangskredsen. Det behøver ikke være en intellektuel eksercits eller den store positioneringskampagne, men hvis man ikke tænker, kan omkostningerne være store. Ikke bare for en selv.
Det der før mest var forbeholdt virksomheder helt generelt, skal vi som privatpersoner tænke i, når vi vil ud på de sociale mediers arena – for den er uendelig stor, og vi aner ikke, hvem der står på den anden side og lytter. Det bedste er, at det ikke behøver at være så svært. Hvis vi ikke har lært almindelig god opførsel som børn, skal vi bare lære netiketten udenad. Hvis du ikke kender den, kommer den her: 1. du skal være troværdig, 2. du skal opføre dig etisk korrekt, 3. du skal være ægte, 4. du skal lytte, 5. du skal være ærlig og åben og 6. du skal bidrage med mere, end du tager. Holder man sig til disse leveregler, som altså er helt magen til dem, vi benytter i vores RL (reallife) netværker, så får man de gode, langvarige relationer, hvor man, og for at være lidt pompøs også verden, bliver beriget, fordi vi alle deler vores viden, erfaringer, holdninger og perspektiver. Hvis vi skal indfri de første tanker om, at de sociale medier øger vores demokrati, er en innovativ regnekraft og mobiliserer os i en god sag, skal vi alle levere på et relativt højt niveau og med respekt for hinanden – ellers bliver det bare sumpen, det lige gyldige og mindste fællesnævner, der vinder. Det kan vi sgu ikke være bekendt, Ditte.
