LIVET ER ET EKSPERIMENT. IKKE EN GENERALPRØVE.
En uddannelse er ikke længere for livet. Men for tiden. Det siges, at mindst 50% af alle fremtidens jobs ikke findes endnu, hvoraf mange af dem vil opstå via kombinationer af flere fag. Som man kan opnå skills i løbende igennem livet. Personlig interesse – og altså ikke status og tradition – er derfor det vigtigste ved valget af ens første uddannelse. Uvidenhed som undskyldning for at vælge sikkert, men forkert, er spild af liv.
(Denne artikel er bragt i next bog om uddannelsesvalg)
Steve Jobs, en af grundlæggerne af verdens mest værdifulde firma, Apple, havde lovet sine forældre at tage en universitetsuddannelse. Hans motivation var imidlertid ret lille og derfor droppede han ud efter et enkelt semester. Han forsatte dog med at følge de kurser, der interesserede ham, og tog derfor et kalligrafi-kursus, som ikke havde noget med noget at gøre, da han allerede dengang arbejdede med computere. Ikke desto mindre blev det netop kalligrafien der gjorde, at han bla. fandt på ikoner, som en del af brugerfladen og dermed ændrede markedet afgørende mod mere brugervenlighed og intuitiv navigering.
Det var altså ikke målrettet opsøgning af viden knyttet til hans arbejde, der gjorde ham original. Det var, at han fulgte sin egen interesse og pludselig kunne lave nye kombinationer, som blev dagsordensættende for resten af markedet. Denne måde at udvikle og uddanne sig selv på er fremtiden,
Allerede nu lever vi i den fjerde industrielle revolution, der er defineret af bla. førerløs transport, 3D-print, AI (kunstig intelligens), bioteknologi, virtual reality og flere andre nyere teknologier, og det har gjort, at en del af vores udvikling i dag foregår eksponentielt, fremfor lineært, som vi ellers har været vant til. Forskellen på de to, er som forskellen på at overskue enten en afstand på 60 meter eller en afstand, der svarer til næsten 27 gange rundt om jorden. Det første (lineære) kan vi deale med og dermed planlægge efter og på den måde både være forudseende og have en vis kontrol over, hvilket til gengæld er fuldstændig umuligt i det sidste (eksponentielle). Derfor giver det ikke længere mening at tale om at sikre sin fremtid ved at vælge ”den rigtige” uddannelse, for det er blevet langt mere umuligt at gætte, hvad fremtiden får brug for af kvalifikationer.
Det fornuftige valg er derfor et valg ud fra interesse. Og det er smart. For når det er den personlige interesse, der får lov til at styre valget, er man allerede fra starten af både åben overfor det man møder under studiet, og ofte også ambitiøs, fordi man ganske enkelt ikke kan lade være. Disse tre egenskaber, åbenhed, interesseret og ambitiøs kan til gengæld sikre én en bedre fremtid, fordi man bliver mere selvkørende og måske også bliver mere drevet til at tænke originalt, være modig og i øvrigt finde sammen med andre, der har de samme interesser og på den måde skabe gode og udviklende fællesskaber. Alt sammen vilkår, der giver en sikrere og lysere fremtid.
Generation Z, der er født mellem 1996-2010, er karakteriseret ved at de vokset op under et familiedemokrati, hvor de har oplevet at blive taget seriøst, som både medlemmer af familien med beslutningsret, og som forbrugere. Det har gjort dem mere hierarkiløse end vi tidligere har set, og det de respekterer er ikke en stilling, men personlige egenskaber og faglighed. Derfor er det afgørende, at den unge oplever, at enten læreren eller lederen opleves autentisk, hvis der skal ske et frit følgeskab. De er også igennem hele skoleforløbet blevet trænet i at være kreative og tænke i projekter. Ligeledes er de blevet opmuntret til at være drevne performere forstået på den måde, at de er vant til at stille sig selv frem med det, de har at tilbyde fællesskabet, i stedet for at vente på at blive opdaget af efterspørgerne eller de, der har magten.
Vil man forstå generation Z’s liv og ambitioner, skal man være obs på, at de unge i dag er forbundet digitalt, globalt og socialt på en måde, så det overskrider de geografiske grænser og de sociale klasser. Hvad du er, betyder langt mindre end hvem du er, og hvad du kan bidrage med til fællesskabet. De unge orienterer sig mod fællesskaber på en lidt anden måde end vi tidligere har set det. Indenfor sociologien taler man om bundne fællesskaber, som fortrinsvis er præget af, at man er tvunget sammen for at overleve. Derfor handler det langt mindre om det enkelte individs ønsker og behov, og langt mere om at tilpasse sig gruppen, så den samlet set kan overleve.
Moderne frie fællesskaber har imidlertid tillid som centrum. Tillid mellem medlemmerne og tillid til projektet. De frie fællesskaber er nemlig først og fremmest frivillige, og dermed ofte også friskabende for de enkelte medlemmer, fordi de får mulighed for at realisere sig selv i det. De fleste der tager initiativ til at blive medlem, og som har noget brugbart at tilbyde gruppen, bliver lettere inviteret ind. Hvor det traditionelle fællesskab er styret af pligt, ære og blod, er de nye drevet af personlig lyst, interesse og tillid. Det gør dem meget intense, men også mere flygtige. Nogle vælger at kalde dem for neo-tribale fællesskaber (nye stammefællesskaber), fordi mange fællesskaber i dag er som nye stammer, man bare kan gå ind i og ud af, efter hvordan det passer ind i ens eget liv. Mange netværksgrupper kan kategoriseres som neotribale fællesskaber, fordi de fordrer af medlemmerne, at de hele tiden skaber og udvikler rammerne for gruppen, og dermed holder den dynamisk, levende og aktiv. Og det er præcis, hvad de unge fællesskaber oftest er præget af. Subkulturer har ungdommen altid dyrket; det nye er, at man ikke længere forventes at bekende sig til en enkelt definerende subkultur, men tværtimod sagtens kan være medlem af mange forskellige – og på overfladen modstridende – neo-tribale fællesskaber uden at miste personlig troværdighed.
Lægges alt dette sammen, giver det et billede af en generation, der er på vej ud i uddannelser og arbejde, og som har præcis de kvalifikationer og træning, som vi har brug for både nu og i fremtiden.
Deres største udfordring findes i angsten for at vælge det forkerte fra. Det kaldes også FOMO, fear of missing out, der i nogle tilfælde skaber den uheldige situation, at der ikke rigtig bliver valgt noget til eller gennemført det, som er begyndt. Der er for det første alt for meget at vælge imellem, så derfor er der brug for god guidance. For det andet kan det være svært at vælge selvstændig ud fra egen interesse, fordi det er lettere at følge det valg, som ”alle de andre” tager.
I det tilfælde kan man lade sig vejlede af den australske hospicesygeplejerske, Bronnie Ware, der har skrevet bestselleren: De fem ting døende fortryder mest. Nummer et blandt de fem, er nemlig denne:
”Jeg ville ønske, at jeg havde haft mod til at være tro mod mig selv og ikke blot leve op til andres forventninger til mig.”
Med andre ord lyder det, som om alt for mange mennesker lever deres liv som en generalprøve, hvor intet for alvor gælder. Hvor man er sikret sikkerhed, fordi man er en del af et bekvemt fællesskab, som har udstukket reglerne, retningen og resultaterne. Og hvor ens vigtigste opgave er at reproducere det, som allerede er kendt. Kigger man på statistikkerne, er der meget, der tyder på, at vi skal til at orientere os anderledes. At alt for mange har nemlig travlt med alt for meget af det forkerte ses bla. af, at stress i dag er en folkesygdom. 20-30 procent lider af angst. 20 procent bliver i løbet af deres liv ramt af en depression. 20 procent lider af søvnløshed. Ensomheden stiger. 10 procent af de unge lider af selvskadende adfærd. Samtidig er der for få, der bruger tid nok på det, der i mange undersøgelser beviseligt gør os lykkeligere, nemlig vores nære relationer. Ikke alene lever vi altså et generalprøveliv. Vi lever også efter et elendigt manuskript.
At leve sit liv som en premiere er at foretrække for en generalprøve, for her kan man i det mindste mærke livet i livet. Og man er vågen til, hvem man er og gerne vil være. Men det kan også blive til et unødigt invaliderende pres, hvilket vi desværre ser hos alt for mange af de unge, der lider af for mange psykiske ubalancer.
Derfor er en tredje mulighed måske løsningen. En, som ophæver forestillingen om succes og fiasko og ophæver kravet om deadline, og i stedet sætter os fri til at være nærværende på en ikke dømmende måde, så vi hver især kan hive mest muligt godt ud af de år vi har på denne planet:
Betragt dig selv og dit liv som et eksperiment og handl som en forsker. Gør noget, test det, find ud af om det virker eller ikke virker – og saml på mange erfaringer. Betragt alle disse erfaringer som data, der fortæller dig, hvad der fungerer og ikke fungerer, hvad der tænder og slukker dig, hvad der gør dig mere eller mindre kompetent ift det, du gerne vil have ud af livet. Tjek ud hvad der gør dig mere og mere til det menneske, du ønsker at være – og lær lige så meget af det der virker, som det, der ikke virker. Og lad vær med nogensinde at tage identitet efter et resultat. Uanset hvad, er du aldrig selv enten en succes eller en fiasko. Begge dele vil være lige begrænsende for din selvforståelse og der er rigeligt med menneskeskæbner, der viser, hvor ødelæggende den manøvre kan være.
Så: Interesse før sikkerhed. Viden (om alle former for uddannelse) før tradition og ”de andres valg”. Og tryghed i visheden om, at evig fornyelse kan ske gennem konstant læring hele livet. Disse er tre gode retningslinjer for at vælge det første studie tættest på den, man virkelig er, og ikke den man tror, at andre forventer, man skal være.
