Dette er en af de sætninger, som mange godt kan lide at skyde afsted, når det, der er sket, enten er super irriterende eller virkelig dumt.
Sætningen har også en storesøster, nemlig: ”Alt har en mening!” Hvor den første godt kan fyres af i et kækt tonefald, bliver menings-sætningen oftere sagt i et blidere og mere indfølende tonefald. Måske som en ønsket modvægt til at gøre det meningsløse, der rent faktisk er sket, meningsfuldt.
Sætningerne har til formål at skabe orden i vore egne tilværelser, så vi atter kan slappe af i visheden om, at alt er ok. Eller at det, der er ikke er ok lige nu, nok skal blive det – lige om lidt.
Som fx en brækket lilletå. Min brækket lilletå. Der lige nu – mens jeg skriver disse ord – er bundet op med hvidt tapebind og sender jag af smerte gennem foden, selv når jeg ligger helt stille. Måske fordi den er ved at heale sig selv.
Jeg har lige peaket en afsindig travl og spændende tid, og i kølvandet på en reception for min nyeste boglancering, brækker jeg altså min lilletå. Det er så femte gang, at det sker, og derfor kender jeg kuren: opbindingen, krykker de første dage og derefter flade hårde sko. Vildt irriterende, meget smertefuldt og pænt besværligt. Men til at leve med.
Min første tanke var, at universet forsøgte at fortælle mig, at nu, NU!, må du sørme til at tage den lidt mere med ro. Men så fik jeg spat af den tanke. For nogle gange har man bare perioder i ens liv, hvor man har meget travlt, og hvor tingene skal ske lidt hurtigt, men hvor det der sker, jo også er sjovt og godt, og hvor det endelige resultat er meget tilfredsstillende. Og hvor en brækket lilletå på ingen måde er universets eksklusive besked til dig, men bare resultatet af en uheldig omstændighed. Som det var i dette tilfælde.
Uheld sker jo.
Sådan helt almindelige klodsede uheld eller uventede sammenfald. Som lige så godt kunne ske midt i en ferie, hvor alle har oceaner af tid og er nærværende og lykkelige.
Sådan et uheld er min brækkede tå alle fem gange. Selvom jeg klart er et ret troende menneske, og også er pænt overbevist om, at der findes en form for guddommelig kraft, som vi alle kan vælge at tappe ind i, så tror jeg ikke, at universet samler hele sin kraft om en lilletå – eller en punkteret cykel, en benzin-tom bil, en udsolgt færge fx – for at give os en tiltrængt læremulighed.
Det er bare vores måde at sætte vores irritation ind i en tålelig sammenhæng, så vi synes den er mere til at bære. Og det er jo også meget forførende at tænke sådan. Men jeg tror faktisk ikke længere på det.
Til gengæld tror jeg på, at de store livsomvæltende begivenheder i vores liv, gør os klogere. Mere indsigtsfulde. Kan ændre på vores (uhensigtsmæssig) adfærd og sætte os mere i sync med det, vi virkelig ønsker os af livet og os selv. Og i den henseende kan der måske være mening i at tale om meningen med det hændte. Jeg vil dog påstå, at resultatet af det der sker, ikke er universets fortjeneste. Det er vores egen fortjeneste. For i sidste ende går alt ud på, hvordan vi vælger at reagere på det, der sker. Om vi bliver bitre og menneskefjendske – eller finder frem til tilgivelsen og kærligheden i os selv, når noget uforståeligt og afsindigt smertefuldt sker. Som at miste et barn. En ægtefælle. Eller en forælder.
Vi mennesker har brug for at skabe orden i det kaos, som livet er. Men vi får nok mest ud af selv at tage ansvaret for, hvordan vi vælger at handle på det der sker. Og ikke lægge det over på en højere instans, som skal give dig meningen tilbage i dit liv. I sidste ende er det vores egen opgave at skabe mening, glæde og livslyst i vore egne liv. Ikke universets. Og det giver os jo en enorm frihed til faktisk at leve meningsfuldt. Hele tiden.
Med og uden brækkede tæer.
Femina 17/2014
