Når du læser disse linjer, er det flere uger siden, at Gift ved første blik sluttede. Men en bemærkning om, at det var tankevækkende, at det var de ældre par, der hurtigst brød med hinanden, mens det var de unge, der kæmpede i længere tid for forholdet, fik mig til at stille min kop te på bordet med irritation. For jeg syntes, at det blev sagt med et strejf af forkerthed. I stedet for en accept af, at man nok kender sig selv bedre, fordi man har levet længere. Og derfor også hurtigere ved, hvornår man skal bevæge sig videre, i stedet for at kæmpe forgæves i alt for lang tid.
Men samtidig måtte jeg også indrømme, at de ældste af parrene i de sidste sæsoner, ikke imponerede mig med deres selvindsigt. Og måske er det i virkeligheden en præmis for, at der overhovedet er nogle, der melder sig til dette program. At de ikke kender sig selv så godt, at de faktisk har tillid til, at de selv kan finde sig en partner, som passer til dem. Og at de derfor overlader denne opgave til fremmede, som har en vis faglighed at trække på, men som jo aldrig ville kunne tage højde for alle de vigtige faktorer, der skal være til stede, for at mennesker først forelsker sig, og siden også elsker hinanden. Alene af den årsag, at deltagerne sikkert ikke altid får sagt, hvad der er væsentligst for dem. Fx var der i en sæson en ung kvinde, som altid var faldet for muskuløse surfermænd, men (vistnok?) ikke havde fået det sagt under de indledende interviews, og da hun i programmet blev parret med en mand, der ikke ligefrem matchede det, gik forholdet naturligvis i stykker.
Kærlighed er kompliceret. Det ved alle, der har følt hjertet flakse ved synet af et andet menneske. Og det bliver ikke mindre kompliceret af, at man ikke kender sig selv. Ikke tør indrømme, hvad der i virkeligheden er vigtigt for en. Ikke står ved, hvad man har brug for og længes efter.
Heldigvis findes der en metode, der kan hjælpe os derhen, hvor vi både kan stå ved os selv plus chancen for at få en partner, der virkelig passer til os. Den er både dyr, gør ondt og kan tage lang tid, hvis man vil helt i bund. Til gengæld er den effektiv, sikker, langtidsholdbar og altid på din side.
Metoden hedder: Terapi.
Selv var jeg 32 år første gang jeg fik en af de der åbenbarings-oplevelser i en temmelig hardcore terapisession, som forvandlede mit selvbillede tilstrækkeligt til, at jeg kom igen. Og er blevet ved med at komme igen lige siden, hos en række forskellige terapeuter. Det er – udover mine børn – den bedste investering jeg har foretaget i mit liv. Jeg tør slet ikke tænke på, hvem jeg ville være og hvordan mit liv ville udspille sig, hvis ikke jeg havde delt mine kvaler, følelser og tanker med professionelle terapeuter, som har hjulpet mig til at krympe visse sider af min personlighed, som virkelig, virkelig, virkelig gerne måtte være ikke-eksisterende! Og som samtidig har givet mig indsigt, styrke, kærlighed og ikke mindst frihed til at være det menneske, som jeg inderst inde er, når nedarvede familiemønstre og egne ego-strukturer ikke får lov til at dominere negativt.
Præmissen er, at arbejdet aldrig er færdigt, mens rejsen til gengæld altid er interessant. Og målet om at skabe sig et liv, der matcher ens behov og længsler, og dele det med en partner, man passer sammen med, bliver meget lettere. Sandheden er dog også, at man til tider får totalt spat af at være så selvoptaget. I de perioder kan et tv-program, hvor fremmede bliver viet til hinanden, være en tiltrængt adspredelse. Især hvis de nosser mere rundt i deres liv, end man synes, man gør i sit eget…
Bragt i Femina d. 18. november 2019
