I maj besøgte jeg projekter i Nepal for CARE Danmark i både Kathmandu og den vestlige region, hvor vi måtte stille bilen og vandre op i bjergene til de udvalgte landsbyer. Begge steder mødte jeg flere kvinder og hørte deres livshistorier.
Nogle var grumme.
Andre fyldt med håb.
Det er et land, der er så fattigt og kvindeundertrykkende, at det er svært at forstå for os, der har p-piller, stilletter, uddannelsesbeviser og ikke mindst frihed liggende i skabene – lige til at tage ud og bruge, som vi ønsker det.
###
Hun kigger opmærksomt på mig, forsøger at fange mine øjne med et intenst og samtidig sky blik gennem brillerne, men det er hendes håndbevægelser jeg lader mig forføre af. De har deres helt egen fine eksistens, som et digt i luften, og jeg beder min nepalesiske tolk spørge hende, om hun mon har danset i sin ungdom? Nej, svarer hun, danser har hun aldrig været. Hustru. Mor. Husmor. Men aldrig danser. Da jeg nævner min beundring, rødmer hun svagt, retter på brillerne med en lille melodisk bevægelse i håndledet, og skynder sig at snakke om noget andet.
Om at hendes svigerdatter ikke skal knæle for hende og sætte foden på sin nakke, for at vise sin hengivenhed og underkastelse til sin mands mor. Som hun gjorde.
Om at piger skal have uddannelse, så de også er i stand til at forsørge sig selv. Som hun ikke fik.
Om at kvinder skal opdage, at de har en særskilt værdi i det nepalesiske samfund. Som hun er begyndt at hjælpe andre kvinder til at forstå.
Mens Amanju taler, går døren op. Med en bakke i hænderne, hvorpå der står tre glas med sodavand i, nærmer hun sig forsigtigt, denne pige med et ansigt, der mest af alt ligner et Picassomaleri fra hans kubistiske periode. Alt er der, men det er underligt forskudt, og først senere opdager jeg, at hendes hud på den ene side er fuldstændig ødelagt. Hun har et skønt smil, og jeg synes hun er smuk. På sin helt egen måde. Da hun var 15 år, røg hendes lange hår ind i den mølle, som hun stod og arbejdede ved, og trak hendes ansigt ned til kileremmen og sleb det ud af facon. Hun er i dag 28 år gammel og bliver (nok) aldrig gift. Som kvinde har hun ingen værdi for mændene.
Men disse to kvinder er på papiret heldigere end Jinita, for disse kvinder er brahminer og tilhører derfor Nepals øverste kaste, mens Jinita er dalit. Kasteløs. Urørlig. Rører man hende, bliver man uren. Og uren ønsker ingen at være.
I Danmark har vi ikke et kastesystem. Ikke synligt i hvert fald. Men mon vi ikke alligevel har en slags dalitter i vores samfund? Kvinderne med tørklæde? Eller den beskidte hjemløse med elefantben? Eller den gamle dame med de rynkede rystende hænder på gangstativet, som du faktisk glemte at lægge mærke til, fordi du havde travlt med at nå din hverdag?
Vores ”dalitter” lever dog med en afgørende forskel: at de ikke er bundet af deres ”kaste”.
I Nepal er det umuligt at komme ud af den. Og for kvinderne er det dobbelt hårdt, for at være født som pige i dette fattige land, er det samme, som at være en nitte. En raffineret form for forbandelse, der ved undfangelsen fratager pigen næsten alle de frie valg, som vi danske kvinder har vænnet os til at se som en selvfølgelighed. Hvilket det skal være! Og derfor skal vi også arbejde ude i verden for at hjælpe andre kvinder til i at opnå de samme naturlige privilegier.
En pige i Nepal giftes væk til mandens familie, og da hun derfor ikke er med til at forsørge forældrene, når de bliver gamle, er der ingen grund til at bekoste skole og uddannelse på hende. Og når hun giftes væk, skal forældrene betale penge – mange penge! – til hendes kommende mands familie; noget der kan komme til at gældsætte forældrene.
Brudebrændinger og syreangreb fra svigerfamiliens side er derfor udbredte, hvis de føler, at de ikke har fået nok for pigen. Når forældrene dør, er det altid en søn, der skal stå for begravelsesritualet med at brænde dem af; piger dur heller ikke til dette. I svigerfamilien er hun den laveste i hierarkiet, og det er først når hendes søn bliver gift, at hun kan få en smule oprejsning – ved at behandle sin svigerdatter på samme ydmygende måde, som hun selv er blevet behandlet. Med mindre hun da vælger at være med til at ændre kulturen. Alt i alt er du altså en negativ størrelse. Selvom kvinderne ofte er dem, der udfører størstedelen af arbejdet i familien.
Men heldigvis er der udvikling på vej. Amanju Khanal er med til at skubbe til den. Og Jinita – en ung dalitkvinde – gør det gennem sit eget eksempel og gennem de projekter, som hun er en del af.
Hendes forældre var af en særlig støbning, der mente, at hun skulle have den chance for at skabe sig et liv med muligheder, som de aldrig havde fået. Derfor insisterede de på at sende hende i skole, selvom det stadig ikke var helt normalt dengang, og hun måtte udholde de værste drillerier gennem hele sin skolegang. Men hun klarede det og fik også sine forældre sociale indignation og lyst til forandring med sig, og fik et misundelsesværdigt godt job for CARE, arbejder i dag for MS og forsørger både sine forældre og sine søskende – og fungerer som et forbillede for alle pigerne i hendes landsby, der nu ønsker at tage en uddannelse og gøre som Jinita.
Hun er allerede i gang med sin næste kamp: at blive gift med sin kæreste, som har en højere kaste end hende. Noget der er nærmest helt uhørt – men mon ikke hun også klarer det? Og dermed igen er med til at flytte Nepals kultur mod større frihed og mindre diskrimination? Jeg tror det. Og glæder mig i øvrigt hver dag over at leve i et samfund, hvor de fleste – og ikke de færreste – frit kan vælge deres egen ægtefælle, uddannelse og arbejde. Og især at føle sig værdifuld for samfundet.
BONUSINFO: Chaupadi – når kvinder bliver urene
I Nepal er der en praksis for at kvinder, der har enten menstruation eller lige har født, bliver isoleret fra familien og sendt væk, fordi de er urene. De må under ingen omstændigheder komme i kontakt med madlavning, og skal helst opholde sig i 4-5 dage i et rum, der ofte ikke er mere end 2-3 kvm2. Denne praksis er mindre udbredt i Kathmandu end på landet.
BONUSINFO 2
CARE Danmark arbejder i flere lande med projekter, der alle er med til at ændre hverdagen og kulturen mod større overlevelse og mindre diskrimination for alle involverede. I Nepal arbejdes der især med HIV-smittede kvinder (og mænd), men også med kvindegrupper, der hjælper hinanden til at få en bedre forståelse af deres egen værdi og de meget succesfulde spare-låne-grupper, der hjælper hele familier til at få en bedre økonomi. Se mere på www.care.dk
