Gode venner er ikke bare nødvendige for at leve et godt liv, hvilket er blevet bevist i utallige undersøgelser. De er også helt afgørende for vores personlige udvikling.
Hvis de tør være ærlige.
For det kræver ind i mellem mod at turde sige til en ven, at man måske siger mærkelige lyde, når man spiser, eller at man konsekvent vælger den forkerte kærestetype, eller at man måske har et lidt uheldigt reaktionsmønster i særlige situationer.
Den sidste udgave fik jeg for nyligt serveret af en nær veninde, og nej, det var ikke specielt flatterende. Men det viste sig til gengæld at forløse en gammel familiedisposition, som jeg hellere end gerne ville af med. Da den altså først røg ind i mit bevidsthedsfelt.
”Du kan godt virke lidt forurettet,” sagde hun, da jeg fortalte om en uheldig episode med en forretning, der havde haft en elendig service.
”Forurettet??!!” svarede jeg lidt spidst, for anslaget havde været, at hun naturligvis skulle synes, at jeg var helt berettiget i min indignation over deres uretfærdige behandling. Men da jeg huskede på, at hun faktisk var min ven, og at hun derfor ville mig det bedste, fik hendes ord lov til at få adgang først til mit sind og dernæst mit hjerte.
Og så skubbede de pludselig en ny erkendelse frem i lyset.
Nemlig den, at kvinderne i min familie har en veludviklet evne til at optræde som det, jeg efter nogle forsøg på at indkredse det, endte med at kalde perfekt forurettet aggressivt offer.
Nu er det naturligvis ikke for at hænge hverken de andre kvinder i min familie eller mig selv ud, at jeg skriver det.
For det første fordi jeg med et blik rundt i verden kan se, at vi vist ikke er de eneste kvinder (eller mænd), der har lige den adfærdsdisposition!
Og for det andet fordi det måske kan inspirere dig til at se på dine egne uvelkomne dispositioner, som du har med fra din familiehistorie og gøre dig fri af dem.
Jeg var ikke selv så bevidst over, at jeg havde denne forurettethed i mig, og offerrollen var heller ikke en, som stod forrest i min selvopfattelse, mens aggressionen ikke var mig fremmed, når jeg bliver presset for meget. Men da jeg først fik øje på det, var jeg til gengæld helt klar over, at det var en adfærd, der godt måtte høre til fortiden.
Efterfølgende har det været ret underholdende og meget lærerigt at forsøge at mindske denne tilbøjelighed. Nogle gange har jeg overdrevet det og gjort mig endnu mere forurettet og aggressiv og offeragtig, end jeg egentlig følte, så jeg mærkede den fulde effekt af det. Reaktionerne har været interessante og til nogle få har jeg bagefter afsløret, at de lidt var ofre for et personligt eksperiment, hvilket gav nogle meget interessante samtaler bagefter!
Andre gange har jeg nået at stoppe mig selv og tænke:
Er det virkelig det, jeg føler? Er det sådan, jeg har lyst til at opføre mig? Skal det være en adfærd, som gerne må være med til at skabe min personlighed?
Ikke overraskende har svaret hver gang været nej.
Jeg har også opdaget, at jeg har mange andre vanereaktioner, som jeg har arvet. Dem er jeg også begyndt at luge ud i.
Som guide til det, har jeg udnævnt Michelle Obama, fordi hun bare er så cool og menneskelig på samme tid. Så når jeg bliver i tvivl om noget, spørger jeg mig selv:
Hvad ville Mich O gøre nu?
Ikke for at gøre som hun, men for at give mig både retning og luft i situationen, for så sker magien nemlig, og så kan jeg pludselig mærke mig selv og ikke min arv.
Lykkes det hver gang at blive til den jeg helst vil være? Nej. Selvfølgelig ikke. Men jeg bliver ved med at øve mig og det alene er både sjovt og lærerigt. Og klart bedre end at være et perfekt forurettet aggressivt offer!
Klumme i Femina 24.1.19
