”Man fødes ikke som kvinde. Man bliver det.”
Sådan sagde den franske forfatter, feminist og filosof Simone de Beauvoir (1908-1986) for over 50 år siden. Og nogle vil straks indvende, at det jo ikke er rigtigt, for selv nøgenrotten ved, at der biologisk er forskel på kønnene. Men det er heller ikke det, hun taler om.
Da jeg var en lille pige, fik jeg en blå laktaske, der mest af alt lignede en skinnende blå cocktailpølse med piercinger. Jeg ELSKEDE den taske og havde den med mig overalt og om aftenen hængte jeg den på sengegærdet, så den var det sidste jeg så inden jeg sov, og det første, når jeg vågnede. Den taske kom til at definere mig i min omverden, for jeg blev til Fru Finesen. At jeg også cyklede hurtigere end mange af drengene, tog på eventyr i forbrændingsanstalten og spillede langbold på vejen, definerede mig ikke, for tasken kom før alt andet, så jeg var først og fremmest en pyntedukke. Hvilket gjorde mig til en rigtig pige-pige og ja, så var min status bare lavere end de rigtige drengepiger. Denne definering og lavere statusgivning sker stadig, hvis man fx interesserer sig for mode, indretning, madlavning og relationer, fremfor hvis det er økonomi, politik og business.
Og det er dette, som Beauvoir hentyder til. Vi har nemlig to køn: Det biologiske og det sociale, og vores sociale køn er først og fremmest en kulturel aktivitet, der med tiden former vores private identitet og selvforståelse. Med andre ord bliver fx en såkaldt drengepige, mens hun er lille, som regel beundret for sin krudtugle-energi. Men når hun bliver teenager, og skal til at indgå i hele parforholdsdansen, gør det hende pludselig ustyrlig og uattraktiv.
Historisk, kulturelt og socialt er der altså et hav af forventninger til, hvordan vi kvinder skal se ud, opføre os, hvad vi bør stræbe efter, drømme om osv for at leve op til forestillingen om, hvad en rigtig kvinde skal være. Og da de fleste mennesker gerne vil undgå at blive udstødt af flokken, retter størstedelen med tiden mere eller mindre ind efter de gængse normer.
Men hurra!! For der er heldigvis en større revolution i gang – der er ved at sætte både kvinderne og mændene mere fri. Især blandt de unge, er der et kæmpe oprør i gang, for mange gider ikke være enten en hun eller en han; de vil være et helt menneske. Lykkeligvis handler denne evolution også om, at de værdier, egenskaber og aktiviteter, som arketypisk har været knyttet til kvinden, nu endelig også er ved at få en høj status i samfundet. Dette bredere menneskesyn, som består af kombinationen af alle disse felter, skaber et levende og velfungerende menneskesamfund, der kan være meget mere i balance. Og det har vi brug for!
Kvindefeltet og alt hvad det indebærer, har jeg siden 2011 skrevet klummer om i Femina – og jeg har elsket at skrive hver og en. Fordi de alle har været et frirum til at skrive om det, der også optager mig som kvinde og som menneske. I denne periode har jeg set, hvordan forholdet til det feminine har ændret sig mod en højere værdisætning og større frihed, og det er blade som dette en drivkraft for. Derfor vil jeg gerne takke Femina for at holde fanen højt, samt ikke mindst takke min vidunderlige redaktør, Dorthe Kandi, der i alle år har været mine faste kritiske og kærlige meningsmakker. Mest af alt vil jeg sige tak til alle jer læsere for at være her – og som i 2014 gjorde mig ekstra glad og helt varm om hjertet, da I udnævnte mig til årets læserfavorit. Jeg ønsker jer hver og én den største frihed til at leve jer selv ud på jeres præmisser fremover. Og vil du høre mere til mig, så tjek ind på Heartbeat i januar, hvor jeg starter en podcast med titlen Ustyrlige Kvinder.
Bragt i Femina d. 27. august 2020
