Som mor til tre drenge, har jeg jævnligt fortrukket til badeværelset, hvor jeg bag låst dør har fundet et håndklæde at bide i, i stedet for at græde eller råbe mine frustrationer ud. Og for at undgå en forsigtig banken på døren efterfulgt af en barnestemme, der spørger:
”Er alt ok, mor?”
For alt er overhovedet ikke ok! Drenge er bare – indimellem – meget, meget mærkelige (læs: anderledes), og det får mig til at føle mig, som jordens dårligste mor, når vi har haft en af de der ”du forstår jo heller ingenting, mor!”-konflikter. Alligevel er jeg ikke nær så frustreret, som jeg kunne være, hvis jeg ikke for flere år siden var faldet over bogen ”Jeg har en søn”. Ifølge den er det faktisk supernemt at opdrage drenge, for de har kun brug for at vide tre ting:
Hvem er lederen?Hvad er reglerne?Forventer lederen at reglerne bliver overholdt?
Det har jeg (prøvet) at praktisere lige siden i et forsøg på at være en god og venlig leder med klare regler – der indimellem nødvendigvis må brydes, fordi….nå ja, der skal jo også være noget fleksibilitet i en stram hverdag. Ikke? Sjovt nok er deres far ikke lige så smidig (han ville nok sige eftergivende) i sin adfærd, og det betyder, at drengene generelt har mere respekt for deres far, mens det virker, som om de har et mere fortroligt forhold til mig. Noget vi ikke er ene om, forstår jeg, når jeg taler med andre mødre. Og det er faktisk også ok. Det meste af tiden J
Men….kunne man mon bolle denne lærdom op og med held overføre denne viden til parforholdet?
Min første tanke er, at det umiddelbart ville være det ultimative gyserbillede! Uha, hvor skal jeg absolut ikke være en leder for manden i mit liv, og i øvrigt diktere reglerne mellem os. Og hvis det skulle lykkes mig at gøre det, uden at møde værdig modstand, ville jeg med sikkerhed miste respekten for ham inden jeg kunne nå at stave til ”ligeværd” og ”sex”. Næh nej, ellers tak. Men jeg skrev umiddelbart for jeg kan faktisk bruge denne viden alligevel ved at kombinere den med de fire ting, som piger ønsker at vide:
Har vi et forhold til hinanden?Hvordan er vores forhold?Hvem er jeg i forholdet?Hvad er nødvendigt for, at vi bevarer forbindelsen i forholdet?
Måske noget du kan genkende? Jeg kan! Det meste af min vågne tid bevæger jeg mig nemlig rundt som en slags seismografisk radar, der opfanger den mindste rystelse i den kontakt jeg har til de mennesker, som betyder noget for mig, for at afsøge, om vi nu er ok eller ej?! Og om jeg dybest set er elsket. Jeg er derfor konstant i et slags relations-genforhandlings-mode, og det er fint det meste af tiden, men kan være pænt anstrengende, og i de situationer, har jeg stor gavn af at huske, hvad drenge/mænd vil vide. Når jeg er i mit relationshumør, og jeg ser, at øjnene begynder at flakke på det hankøn jeg er sammen med, ved jeg, at nu er tiden inde til:
1. at give udtryk for et klart lederskab mht
2. de regler/pointer/ting jeg har brug for, at han forholder sig meget konkret til og
3. afslutter samtalen hurtigt og med en klar opgave, som han/vi skal løse, for at komme videre og opleve succes sammen.
Hvis ikke jeg gør det, ender det for ofte med, at vores snak lagrer sig som endnu en irriterende ”nu-har-jeg-igen-gjort-noget-galt!” i hans verden, i stedet for at forløse noget som helst og skabe større nærhed (jvnf: har vi et forhold?) – og så har jeg opnået præcis det modsatte af, hvad jeg ønskede.
Det handler altså om at finde en balance mellem de to pige/drenge måder i gensidig respekt for hver vores adfærd. Mine drenge har jo ikke brug for en ekstra far, men skal naturligvis mødes i deres behov. Min mand har ikke brug for…en mand. Jeg har brug for at kommunikere og vise følelser og opretholde en relation. Og vi har alle brug for at blive set og mødt i dem vi er.
Det sker dog, at drengene med en irriterende perfekt timing alligevel banker på døren til badeværelset, når jeg lige er gået derind. Men det er ikke af omsorg for mig. Det følges nemlig altid af ordene:
”Mor – er du snart færdig?!”
Klumme bragt i Femina i februar 2014
