august 27

Femina: Læsning til lyst – ikke til mord!

Glem mord og vold – nu er det erotisk litteratur, der vinder frem som kvinderes foretrukne læsning når fantasien skal på opdagelse.

Han havde glemt sin attachétaske inde på hendes værelse, og så blev vi to tolvårige tøser nysgerrige. Med en klar fornemmelse af at gøre noget forkert, klikkede vi den åben – og stirrede lige ned på to Ugens Rapport. Og en plasticpose med krøllet madpapir.

Hendes far var ellers en ret kontrolleret bankmand med trimmet skæg og smalt smil, så jeg havde forventet en hemmelig teknisk rapport eller Børsen. Vi sneg dem ud af tasken, bladede dem igennem og landede på de grå sider. Det var første gang jeg læste erotisk litteratur, og jeg husker intet af hvad det handlede om, men jeg husker rødmen og skammen og opstemtheden, der greb mig. Og at jeg aldrig kunne se på ham igen, uden at trække lidt på smilet.

I dag er erotisk litteratur ved at overtage dronningestolen, som kvinders foretrukne læsning. I mange år har det ellers været krimigenren, der tillod os at leve vores aggressioner og voldelige tendenser ud, fordi det blev helt legalt (og oveni købet litterært og intellektuelt!) at splatte blod og torturtæsk udover hver anden side.

Nu er det tabu imidlertid ved at være brudt, og i stedet er turen kommet til at befri vores seksualitet. Ud med de såkaldte ”hjernepiger”, der ikke kan hengive sig til sex uden at tænke på opvasken, der venter, og ind med mommy-porn! Nu handler det om kvinders lyst! Og at den ikke kun er knyttet til romantik og søde ord, men i høj grad også er meget direkte og lige på begæret og kroppen og orgasmen, hvilket får de grå sider til at ligne en lille pige i flade sko, er noget der kommer bag på mange. Især mænd.

Tendensen ses som en naturlig modreaktion, på den pornoficering af erotikken, der har fundet sted i takt med at samfundet er blevet mere seksuelt bevidst end nogensinde. Mange kvinder har dog oplevet det som et tab af sanselighed og lyst, som altså nu er på vej tilbage i form af ord. Hvilket giver den enkelte læser mulighed for at fortabe sig i sit eget fantasirum af lyst og drømme.
Tendensen begyndte for nogle få år siden, hvor bla. den tyske forfatter Charlotte Roche udgav bogen ”Vådområder” om en ung kvindes ret direkte og nysgerrige tilgang til sin egen seksualitet. Helt forventeligt skabte den både foragt og beundring, og den er solgt i millioner verden over. I dag er det trilogien ”Fifty shades of grey” der sælges i millioner verden over, så skynd dig at læse den før din…nabo, kollega, mand?!

Da jeg var ret ung læste jeg de ikoniske noveller ”De små fugle” og ”Venusdeltaet” af Anais Nin, der skrev dem i 40’erne, da hun havde hårdt brug for penge. Det startede som en spøg, men hurtigt opdagede hun, at kvinder har et andet sprog end mænd, til at beskrive sensualiteten og lysten, og hun var en af de første kvinder til at skrive den slags litteratur. I dag er markedet præget af (yngre) kvindelige forfattere, der skriver for kvinder. Og historierne adskiller sig afgørende fra de grå siders retorik ved ikke at have den endelige forløsning, det såkaldte cum-shot, som mål, men mere er en afsøgning af kvinders seksualitet – i alle afskygninger. Også de mørke.

Og det er disse afskygninger, der provokerer mange. Nogle fordi de demaskerer æstetikken omkring kvinder. Fx at kvinder ikke altid er lækre, appetitlige, smukke og sensuelle. Men at de også kan være – lad os bare sige – meget kropslige, i jagten på den totale hengivelse og nydelse. Eller at kvinder stadig tænder på at underkaste sig seksuelt, uden at det dog betyder, at de også underkaster sig i andre af livets aspekter. Eller – og det er næsten det sværeste – at kvinder er mindst lige så liderlige som mænd, og ofte og gerne lever den side af deres liv ud med mange forskellige partnere, uden at det devaluerer dem som kvinder.

Der er nemlig sjældent noget så tiltrækkende som en kvinde, der er i kontakt med sin seksualitet. Som kender sin egen lyst. Det giver hende basalt set masser af energi og lyst til at alt andet i livet. Og det øger hendes kreativitet, åbenhed, hengivenhed og livsglæde. Som en sexolog jeg engang talte med sagde: Du kan altid se på en kvinde, om hun får god sex! Uanset om hun har partner, eller sørger for sin egen nydelse.

Hvorfor kan man det? Fordi hun udstråler, at hun kender sit eget værd. Og så virker hun levende. Slet og ret. Og det gør hende voldsomt tiltrækkende. For begge køn vel og mærke.

Nu hvor vi kvinder har fået så meget magt i samfundet, at vi i dag konkurrerer med mændene om praktisk taget alting, og vi også har fået luft for vores voldelige og aggressive side, er det altså på tide at eje vores eget begær og kende vores lyst. Så vi kan finde ind og måske hjem til den del af vores kvindelighed, der ikke er koblet op på en masse ydre tegn, som velmanicurerede negle, bollebagning eller en flot karriere.

Erotisk litteratur er ikke noget nyt. Det nye er, at det er ved at være mainstream. Vi vil eje vores seksualitet, og vi vil også eksperimentere med den. Og da den er forskellig fra mændenes, bliver det interessant at følge, hvad den kan medføre af personlig glæde og samfundsnyttige omvæltninger, når kvinderne en dag for alvor tør leve den side af livet ud – uden at lade sig begrænse af nedbrydende fordomme om, at en pæn kvinde højst sukker en smule, når hun kommer!

Bonusinfo 1: Fifty shades of grey af E. L. James                                                                      Bogen handler om en ung jomfru, Anastasia Steele, der indgår i et forhold med en yngre millionær Christian Grey. Det er en erotisk historie med en S/M vinkel og leger med temaet om underkastelse. Den har solgt i 10 mio. ex verden over i 37 lande. Den er første del af en trilogi.

Bonusinfo 2:
Forlagene Rosinante, Gyldendal og Lindhardt og Ringhof har for nyligt været ude og sige, at de fremadrettet også vil satse på erotisk kvindelitteratur, særligt i e-bogsformat, som giver en vis diskretion.


Du vil måske også kunne lide

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}