Prøv lige at lave en optælling: Hvor mange år har dit længste venskab – som du stadig har – varet? Og hvor længe har dit længste parforhold varet?
Jeg gætter på, at det er dit venskab, der løber med prisen – ikke? Det er nemlig en gammel sandhed, at mange venskaber holder længere end mange ægteskaber. Det er bestemt heller ikke usædvanligt, at mange forælder/barn relation holder længere end mange parforhold. Eller at søskenderelationer er langt mere dybtfølte, solidariske og holdbare end de enkelte søskendes ægteskaber (med andre forstås!) Faktisk er det også sådan, at forholdet til et kæledyr i nogle tilfælde holder meget længere end et ægteskab! Og får langt flere uforbeholdne kærlige ord med på vejen.
På trods af dette, findes der et klart kærlighedshierarki i vores kultur, som sætter den romantiske kærlighed mellem to parter øverst på listen over forhold, man bør være i. Og som gør, at mange – på trods af, at de faktisk er omgivet af tonsvis af kærlighed – alligevel føler sig uelskede, alene og udstødte, fordi de ikke lige er en af del af et sådant parforhold.
På en måde er det logisk nok, for romantisk kærlighed kan noget, som alle andre former for kærlighed ikke kan; den leverer nemlig den gensidige fysiske tiltrækning, der gør, at man føler sig begæret på alle niveauer af ens eksistens. Yay…både soulmate og sexmate i et!!!
Udfordringen ligger selvfølgelig i, at den er svær at finde. Og ikke mindst fastholde. Næsten halvdelen af alle ægteskaber ender i skilsmisse, og sidste år var der 1.6 millioner enlige i Danmark, så det der med den romantiske kærligheds evighed er i høj grad en drøm for mange mennesker.
Derfor kunne jeg godt tænke mig at begynde en stille revolution, som går ud på at ligestille de mange forskellige kærligheder, som vi mennesker kan opnå. Så alle dem, der står udenfor den romantiske kærlighedscirkel inklusiv dem, der befinder sig i kærlighedsløse forhold, ikke føler sig mindre elskede eller mindre værd end de mennesker, der trives med en soulsexmate.
I virkeligheden er det nemlig ret enkelt: Kærlighed er bare kærlighed og uanset i hvilken form den end kommer i, er dens særlige evne at fylde dit hjerte op. Hvis du altså lader den gøre det!
Selv aner jeg ikke, hvor jeg ville have været i dag, hvis ikke det havde været for al den vidunderlige, uforbeholdne, aldrig svigtende, varme, opmuntrende kærlighed, som jeg har været så heldig at modtage fra alle mine skønne veninder. Som til stadighed har holdt mit hjerte over vandet, når resten af mig er druknet i fortvivlelse. Jeg aner heller ikke, hvor jeg ville have været, hvis ikke det havde været for mine søskende, som gang på gang har set mig, virkelig set mig, som jeg er i al min smålighed og storhed og alligevel elsket mig og tilgivet mig, og har vendt mit blik mod de horisonter, som gav mig et sted at gå hen, når jeg havde mistet retningen. For slet ikke at tale om mine tre sønner, der hver især og på hver deres måde, får mig til at føle mig elsket på en måde, som ingen andre nogensinde kommer i nærheden af, fordi de er groet ud af mig og i størstedelen af deres liv, har mødt mig i blind tillid og dermed også har givet mig en total uforbeholden kærlighed, der har gjort mit hjerte helt glat og fint igen, når verden og livet har revet små stykker af det.
Kærligheden bør vi ikke måle efter et usynligt hierarki. Der findes ikke en særlig kærlighedsform, der er finere end de andre. Gensidig kærlighed er en gave, hver gang vi møder den. Og vores eneste opgave er, at tage den til os i alle dens afskygninger, så vi fylder vores hjerter så meget op med den, at vi aldrig forleder os selv til at tro, at vi ikke i virkeligheden er værd at være udvalgt. At vi ikke rigtig er værd at elske. Bare fordi vi ikke lige har en romantisk kærlighed i vores liv. Lige nu.
