For nøjagtig et år siden fik jeg en åbenbaring.
En af den slags, som jeg længe havde kæmpet for ikke at få, fordi jeg faktisk ikke rigtig orkede at forholde mig til den. Men som lige præcis den aften manifesterede sig, fordi jeg selv var så træt og udmattet af min nye situation som fraskilt, fraflyttet og frakoblet mit før så kendte liv, at jeg åbenbart ikke magtede at holde sandheden borte længere. Pludselig havde jeg nemlig skrevet det ord, der satte hele mit liv og identitet som ”hun” i et næsten ubærligt perspektiv:
Lavstatus.
Ordet stod lidt utydeligt prentet på papiret, der lå på min nye sofa i min nye lejlighed i mit nye liv. Det stod presset ind mellem de mange andre ord i min forretningsplan; skubbede lidt til ordet workshop, ramte t’et i ordet tidsånden og trådte E-bizz koncept over p’ets lange streg. Beskæmmet. Som om det ville forsvinde, faktisk helst ikke eksistere. Bogstaverne var skæve, ufærdige, asymmetriske og sjuskede. Forsømte i forhold til de andre ords bogstaver, som stod langt mere nydeligt sat op i lige række, som om de gerne måtte være der. Som om det ligefrem var godt, at de var der.
Men de slukørede bogstaver stod der altså også. Og mens jeg kiggede på det ord, de sammen skabte, kunne jeg ikke længere benægte, at dette – lige præcis dette – var grunden til, at jeg aldrig for alvor havde overgivet mig til det, der er så indlysende, at jeg skal gøre.
Nemlig at gå all-in på køn i en periode af mit liv, så jeg kunne undersøge hvad der egentlig ligger af fordomme, tabuer, muligheder og overbevisninger i dette emne.
Skammen fik mig til at trække vejret en lille bitte smule kortere, for det var jo mig selv, der var lavstatus. Og alle andre af samme køn som mig. Jeg var lavstatus, bare fordi jeg er født som en hun. Og som en vestlig kvinde med to lange uddannelser, stemmeret, børn jeg selv kan forsørge og et sexliv, jeg suverænt bestemmer over, var det frygteligt flovt at måtte erkende, at jeg ikke ville være kendt for at være specialiseret i køn og moderne kvindeliv, fordi jeg var bange for, at det ville trække min egen status ned.
Tanken om at blive til ”én af dem, der ved noget om kvinder” var skræmmende, for jeg ville jo gerne tages alvorligt. Jeg ville gerne have status som seriøs og med en god faglig tyngde, som gav mine klaprende høje hæle lov til at vandre rundt på direktionsgangene og rådgive de jakkeklædte herrer. Og damer. Og alt det kunne jeg miste, hvis jeg blev kendt for at tale om køn, for køn er ikke rigtig vigtigt. Det er bare sådan noget andenrangsnoget, som alt for ofte afføder dybe suk og flakkende øjne med undertitlen: ”Skal vi nu til det igen?!” Måske fordi køn og kvinder siden 70’erne har været nært forbundet med en kamp om ret og rimeligt og rigtigt. Og dermed omfattet en taber og en vinder.
Men ordet var jo skrevet og åbenbaringen var jo sket, og jeg besluttede mig derfor at gå ind i det med et åbent hjerte og finde ud af, hvordan jeg kunne vende det, jeg så som en svaghed, til en mulighed og en styrke. Det viste sig at blive en festlig rejse! Ikke spor negativ, trættende eller anklagende.
Tværtimod blev det en skøn opdagelse af de arketypiske feminine egenskaber, som alt for længe har været set som mindre værd end de maskuline, som vi kvinder ellers dygtigt – og nødvendigt – har taget til os. Som fx ydmyghed, sårbarhed og sødme kontra resultatorienteret og handlekraftig.
Jeg har fået en stor lyst til at fejre det kvindelige i mig selv og ikke mindst hos andre kvinder – og på den måde gøre mig til et helt menneske. For jeg ønsker jo ikke at opgive alle de gode maskuline sider jeg også ejer; jeg ønsker at skabe en sjov og frugtbar alliance, der højner begge køns status.
Men det bedste i hele processen var at opdage, at jo mere jeg kunne læne mig ind i mine feminine sider, jo mere kunne jeg også bruge mine maskuline sider, og det gav mig pludselig en sjov og interessant spændvidde at være mig ud fra. Det kan anbefales – så god rejse 🙂
Femina 12/2014
