Blikket kommer ud under det lidt lange pandehår, og det er både direkte og skamfuldt på samme tid. Afspejler den dualitet, der også er i hendes spørgsmål.
”Jeg forstår ikke, hvorfor jeg nogle gange begynder at græde, når jeg er gal?! Det er SÅ pinligt, især da det skete overfor min chef. Jeg var jo overhovedet ikke ked af det, men pisse vred over det han havde gjort!”
Hun er ikke den første, der til en coachingsession, har siddet og dirret af frustration over denne særlige situation. Mange kvinder før hende har givet udtryk for den samme irritation. Flere af dem i høje positioner og med en overrepræsentation af selvtillid. De har alle hadet, at de ikke sendte spytdråber af vrede i et råb mod den anden, der havde pisset dem af, men i stedet mærkede hvordan tårerne trak våde stier på kinderne.
Især fordi den andens reaktion ofte var et ”nååååeee” i alle afskygninger, iført en kappe af (nogle gange befippet) omsorg med det resultat, at magthierarkiet med et føltes som om hun blev etableret nederst. Fordi synlig sårbarhed i denne situation blev anset for svaghed.
Aaaaarrrrgggghhhh!
For helvede altså!
Kvinder der græder, når de er gale, er ofte piger, der har lært, at de gerne må være kede af det, for så kommer mor eller far og trøster dem og fjerner det, der gør ondt og får dem til at føle sig ok igen. Men, som når de bliver gale, og stiller sig op og råber, for det meste får den kolde skulder.
Så de lærer, at ked af det giver kærlighed. Og vrede udstøder dem og gør dem forkerte og ensomme. Derfor kommer alle de følelser, som vi plejer at kalde for negative, ud som gråd. Og ikke som aggression eller vrede.
Gråd er godt. Hvis det er et ægte signal om sårbarhed. Sorg. Handlingslammelse. For så kan der være et oprigtigt behov for beskyttelse og omsorg. Og gråd kan være en fin måde at kommunikere det på.
Gråd er skidt, hvis det er en skinadfærd for vrede og aggression, for begge to har en masse udøvende kraft i sig, og det skal bruges max, så man kommer tættere på det, der har fået vreden til at bryde ud. Selvfølgelig på en måde, så man hverken pander folk ned eller gør andre bange. Men de må gerne få respekt og mærke, at man mener det man siger og at man står ved den, man er.
Selv har jeg aldrig grædt, når jeg var gal.
Til gengæld har jeg masser af gange været et pindsvin af vrede og afvisning, når jeg mest af alt havde brug for at den anden lagde armen om skulderen på mig, så jeg kunne slippe skjoldet af pigge og i stedet læne hovedet trygt til siden og lade mig blive taget lidt af. Hvilket jeg på ingen måde havde modet til. Fordi jeg var angst for, at den anden ikke ville holde mig. Og fordi jeg ikke troede, at jeg kunne bære mig selv, hvis jeg først overgav mig til følelsen af magtesløshed. For den var født af følelsen af at være helt forkert på alle måder.
Så jeg blev til et vredt afvisende væsen, selvom jeg var ked af det. Som andre blev til grædende piger, selvom de var gale.
Som voksen står jeg oftest i hvad end jeg nu føler. Hvilket er en enorm og tryg befrielse. Og det er kun kommet, fordi jeg har været i benhård træning gennem terapi. Så når jeg ser unge piger og drenge forsøge at skjule deres ægte følelser, som alligevel bølger tydeligt henover deres fine ansigter, ville jeg ønske, at det vigtigste fag i skolen var ”selvforståelse”. Med alt hvad det inkluderer af psykologisk, mental, social og åndelig indsigt i, hvad det vil sige at være et menneske. Samt en del af et fællesskab. Vores planet og samfund har allerede for mange teknokrater, mens vi har brug for flere mennesker i indre balance. De skaber nemlig en klode i ligevægt. Og det er præcis hvad vi bør stræbe efter.
Klumme bragt i Femina 17.5.18
