Hvad er mod egentlig? Og hvornår skal man aktivere det i sig selv? I anledning af årets Guldnummer, kigger Emilia på forskellen mellem hverdagsmod og bungyjumpmod.
”Er du klar?” spørger han, mens han stadig har et solidt greb i min sele.
”Nej”, siger jeg med en lille fast stemme – og lader mig falde. For jeg bliver aldrig klar. Det er gået op for mig cirka to sekunder før, og derfor må jeg bare se at få det overstået så hurtigt som muligt, inden angsten lammer mig, og fornuften rammer mit beslutningscenter.
Det jeg har gang i, er nemlig så uendeligt og aldeles meningsløst, at jeg næsten bliver helt pinlig over det. Jeg er dybt taknemmelig over mit liv, der er fyldt op med nære og gode relationer, et spændende arbejde og en masse fantastiske oplevelser, og alt det sætter jeg potentielt på spil ved at springe. Desværre går det først op for mig, da jeg står de 67 meter oppe over havoverfladen og skal kaste mig ud af den lille knirkende metalboks, der har transporteret mig derop.
Jeg er taget derud med min ekstrasøn på 17, som – modsat mig – har et klart og fornuftigt formål med det: At overvinde sin højdeskræk. Han vil ind i en eliteenhed i militæret og har en skarp plan, hvor dette er første trin, så han kan blive til det, han drømmer om. Smart tænkt. Men jeg? Jeg gør det bare for at holde ham med selskab. Og da han springer først, har han faktisk ikke brug for, at jeg også gør det. Jeg skriger hele vejen ned. I total dødsangst. Mærker hvordan hele min krop spænder op som et skjold, og min hjerne slår fra, da jeg bare bliver ved…og ved….og ved….og ved…..og ved med at falde. Indtil jeg pludselig mærker hvordan faldet blødes lidt af og jeg ryger nu opad, hvorefter det hele gentager sig. Flere gange.
Mange havde fortalt mig, at de var så meget ovenpå bagefter. Kunne klare hele verden. Følte sig super modige over at have overvundet sig selv. Og Victor var også total høj over at have gjort det. Men jeg? Jeg syntes – og synes stadig – at det er noget af det mest irriterende og ligegyldige, jeg nogensinde har udsat mig selv for. Jeg havde ikke noget at overvinde, som sådan et fald kunne hjælpe mig med. Men jeg havde næsten hele mit liv at miste. Risikoen var altså mindst en milliard gange større end fortjenesten, og hvad pokker kunne jeg bruge det til?? Mine to fødsler, eller at holde mit første foredrag for over 1000 mennesker, det er akut angst med mening, eller bare det at turde indgå et ægteskab og åbne sig helt for et andet menneske, der holdt mit hjerte i sine hænder, eller det at blive mor, er angst med mening, men at smide sig ud fra en afsindig højde bare for sjov, er angst uden mening og fornuft. For mig.
Pointen er, at vi alle bærer rundt på en række forskellige angsttyper, og hvad du har gjort før morgenmaden, er måske noget jeg skal tage tilløb til i otte år. Om omvendt. Det vigtige er, at vi hver især tager bevidst stilling til, hvilken type angst vi skal overvinde, for ikke at lade den forhindre os i at opnå noget, som vi drømmer om.
Mod er som regel knyttet til bungyjumpagtige handlinger, hvor jeg skal gøre noget synligt angstprovokerende og gerne banebrydende. Men når jeg kigger rundt på menneskene i mit liv, ser jeg også en særlig slags mod, som vi sjældent taler om eller anerkender, men som vi passende kunne kalde for ”hverdagsmod”. Alle de morgener hvor man på trods af skrigende ulyst, alligevel smører madpakker til ungerne, laver kaffe til alle på arbejdet, ringer til en veninde, som har det svært, selvom man allerede har overskredet tre opgavedeadlines, rækker ud efter sin mand i sengen, på trods af at man er træt og måske oven i købet lidt sur på ham, eller tager de røde stilletter på den dag, hvor man undrer sig over, hvem den gamle kone i spejlet dog er. Eller måske er ægte hverdagsmod, at man overhovedet tør kigge kritisk på sine egne begrænsende overbevisninger og handlingsmønstre, og bevidst begynder at ændre sine vaner og lader sig være åben for andres input, selvom det både gør ondt og er svært? Og i starten ofte falder i.
Hverdagsmod er det, der hele tiden gør livet værd at leve og gør, at man ikke ender med at ”slå sig til tåls” med et liv og en personlighed, som man dybest set ikke gider. Eller ligefrem foragter. Og hverdagsmodet er det vi skal hjælpe hinanden med at anerkende. Højlydt. Så vi kan inspirere hinanden dagligt.
Vi har brug for begge slags mod for at leve et fuldt liv, som vi selv gider at leve. Fordi det er i udvikling. Noget som vi har brug for at være, for at føle os levende og vibrerende af lyst. Og vi kvinder har en historisk enestående mulighed for at gøre modet til vores egen strategi. Aldrig tidligere har vi været så frie og magtfulde til at skabe os den virkelighed og det liv, som vi ønsker skal være vores. Men vi skal have modet til at turde gå efter det. Og til at turde sætte dagsordenen – også selvom det fordrer noget af andre. Også selvom nogle vil forkaste os for det.
Jeg fortryder på ingen måde at jeg sprang, og jeg er dybt taknemmelig over, at min seje søn på sytten overhovedet havde lyst til at dele den oplevelse med mig. Det vil vi altid have sammen, og på den måde var oplevelsen det hele værd! Men fremover vil jeg være mere bevidst om, hvad det præcis er, jeg har brug for at overvinde, for at udvikle mig i den retning jeg drømmer om.
Hvad er dit ”bungeejump”?
Hvad drømmer du om i dit liv, som du ikke har turdet springe ud i endnu? Og hvis det ikke er nok at gøre for det for din egen skyld, kan det måske hjælpe at tænke på, at vi andre med stor sandsynlighed kan blive inspirerede af at se dig gøre det. Så hvad venter du på?
BONUSINFO: Wiki-definition på mod:
[Mod er evnen til at konfrontere angst, frygt, smerte, risiko, usikkerhed og intimidering. Mod er ofte symbolsk forbundet med løven]
