Bliver du nogle gange forundret over, hvad andre mennesker tænker om dig?
Som i at du har langt mere tjek på tingene, er langt mere vidende, har en meget sikrere faglig position, er meget bedre til at lave mad, er langt mere populær eller noget helt sjette end det du selv føler og oplever, at du har?
Hvis du ikke ligefrem lider af skingrende storhedsvanvid og er bare nogenlunde (!) normal, så er det nok sådan. Jeg tænker det sker, fordi vi jo selv ved, hvordan vi har det. Hele tiden altså. Også når vi føler os hjælpeløse, bliver dumpet, tager fejl, bliver smålige eller andet i samme skuffe, som jo oftest er situationer, vi ikke blæser op offentligt.
Vores selvbillede er altså langt mere nuanceret – og umiddelbart mere virkeligt – end det, som andre oftest ser. Eller oplever, at de bliver præsenteret for.
Det virkelig underlige er, at det der overskudsbillede ofte fortsætter med at være det dominerende andre har af os, selv når vi åbner for minusposen og viser vores sårbarhed, fortæller om vores fiaskoer, ytrer vores tvivl og deler vores sorg.
Med andre ord viser, at vi helt enkelt er menneskelige.
Selvfølgelig. Hvad skulle vi ellers være? Guder?
Hvor meget det gør sig gældende, er blevet nærværende for mig, fordi jeg lige har udgivet en bog, der handler om succes og fiasko. I den fortæller jeg om, hvordan én enkelt anmeldelse sendte mig ud i en slags eksistentiel krise. Og det, der kom fuldstændig bag på mig, er, at næsten alle, der har læst bogen, er kommet med kommentarer á la: Tænk at du blev slået ud af en enkelt anmeldelse. Du virker, som om du har tjek på det hele!
Efterfulgt af et åbent spørgende blik med en næsten gennemsigtig skygge af mistro.
Første gang jeg fik spørgsmålet måtte jeg læne mig lidt frem og sikre mig, at jeg havde hørt rigtigt, mens denne tanke ræsede rundt i min hjerne og fræsede enhver logik op: Sig mig, har hun slet ikke læst bogen?!!
Jo, hun havde. Og derfor havde hun også læst, hvorfor jeg gik ned med flaget. Og at jeg igennem det meste af mit liv har følt mig dum og udenfor, så det der med at være tjekket, er ikke ligefrem min mest gennemgående følelse. Hvilket jeg også har forsøgt at dele i mange andre sammenhænge. Fx i klummer i nærværende blad.
I kølvandet på dette, er jeg begyndt at spørge andre, om hvor tjekkede de egentlig føler sig. Og ikke én jeg har talt med (også mænd) føler sig halvt så tjekkede, ovenpå, i balance osv som vi andre har en tendens til at opfatte dem.
Interessant, ikke?
For hvad fortæller det os i virkeligheden? Ja, måske at vi er alt for hårde ved os selv og har nogle fuldstændig urealistiske idealer vi måler os efter, så vi i virkeligheden er langt mere tjekkede end vi selv føler os.
Men er det vigtigt? At vi føler os tjekkede?
Altså, det kan jo virke som en meget forførende tanke. Men jeg er ikke sikker på, at jeg ville orke det. Helt ærligt.
I stedet ville jeg meget hellere give op på det, og så fokusere på, hvordan jeg kunne føle mig mere hjemme i min menneskelighed. Og med det mener jeg, at jeg kunne finde hvile i at have det helt ad helvede til nogle gange, og andre gange helt vildt fantastisk. I virkeligheden bare glide med det, som livet tilbyder, uden altid at skulle forholde mig til om det nu er godt, tjekket, skidt eller forfærdeligt.
Jeg er bestemt ikke der endnu. Men jeg øver mig. Måske lykkes det mig, når jeg bliver 82. Måske først når jeg er 101. Hmmm…jeg håber, at jeg bliver meget gammel.
Klumme bragt i Femina 4.5.17 #femina #emiliavanhauen #succestyranniet
