Hvis du tager en uddannelse, for at blive klogere. Og måske få nogle bedre jobmuligheder. Hvis du går i terapi for at ændre på nogle sider af din personlighed, som forhindrer dig i at opnå det du vil. Altså hvis du ”arbejder” med dig selv og udvider din viden.
Så er det godt!
Det er den mest udbredte overbevisning i vores tid og samfund, fordi det ses som et tegn på, at du tager ansvar for dig selv, og derfor også udviser ansvar overfor fællesskabet.
Og så er det jo godt, at du arbejder hårdt for det!
Men hvis du ændrer på dit udseende ved at blive opereret. Fx får større bryster eller mindre næse eller en fedtsugning. Eller hvis du begynder at bruge botox eller fillers. Så vil du hurtigt kunne få mange negative kommentarer.
De fleste vil handle om, at du er både overfladisk og må mangle selvværd, siden du kan finde på at gøre ”sådan noget”. De der går lidt længere, kommer også med kommentarer om manglende solidaritet overfor de, der ikke har råd til at få gjort det samme.
Og atter andre vil komme med spidsfindige bemærkninger om, at man har underlagt sig et undertrykkende kvindeideal, skabt af mændene, som gør kvinder til mandens begærsobjekt.
Det er dermed ok, ligefrem beundringsværdigt og giver anerkendelse, at vi ændrer på vores personlighed og på vores indre. Mens det er negativt og for nogle direkte forkasteligt at ændre på vores ydre, selvom det samtidig er langt mere overfladisk, ifølge de samme personer.
Så det der ifølge dén overbevisning virkelig skulle definere hvem du er, det skal vi helst ændre på og udvikle, mens det der bare anses for at være overfladiske tegn og symboler på hvem vi gerne vil fremstå som, det må vi ikke ændre på eller udvikle? Hvis vi altså skal være troværdige og hele som mennesker!
Hvordan skulle det give logisk mening?
Og hvorfor overhovedet dette hierarki mellem det indre og det ydre?
Hierarkiet opstår måske, fordi vi har en udbredt opfattelse af, at det er vores personlighed, der er ”det ægte”, mens vores ydre kan være ”uægte” – især hvis det bliver manipuleret gennem kirurgi eller andre indgreb.
De eneste ydre ændringer vi hellere end gerne må foretage os, er ved at ændre på vores kost(indtag) og træne kroppen hårdt. Fordi det jo bliver til fysiske udtryk på en indre vilje til at ville ændre det ydre. Og så er det pludselig lovligt.
Så for at være ”ægte” skal der arbejdes hårdt. Men kun til en vis grænse. For hvis man bliver for muskuløs eller for tynd, så er den også gal. Så er man også i ubalance.
De samme regler gælder til gengæld ikke, hvis man har en masse uddannelser eller har gået i terapi i årevis. Tværtimod må vi gerne manipulere med os selv på den måde hele livet igennem.
Det kaldes nysgerrighed og udvikling.
Hierarkiet baserer sig på fordomme skabt af uvidenhed. For masser af forskning viser gang på gang, at æstetik øger vores livskvalitet. Og vi har som art til alle tider benyttet os af æstetik, som en overlevelsesstrategi.
Så det handler altså ikke blot om overfladisk forskønnelse, når vi er optaget af vores ydre. Det styrker så sandelig også vores indre.
Derfor er det på tide, at vi indser, at et ”ægte” menneske er et menneske, hvor det indre er i balance med det ydre. På den måde, at vi selv vælger, hvor meget og hvordan vi har lyst til at manipulere med både vores indre og vores ydre. Så begge sider af os får lov til at komme frit til udtryk. Så vi hver især får det bedst. Og dermed kan yde vores bedste til fællesskabet.
Så enkelt kunne man også vælge at se på det.
Klumme i Femina 15.6.17 #femina #emiliavanhauen
